Annonce

PensionDanmark vil sælge sine aktier i Tesla

Det sker i kølvandet på, at formanden for 3F Transport, der også er bestyrelsesmedlem i PensionDanmark, har opfordret pensionsselskabet til at droppe Tesla-aktierne
Foto: 3F
Jan Villadsen, gruppeformand, 3F Transport
PensionDanmark vil sælge sine aktier i elbil-giganten Tesla, der er ejet af en af verdens rigeste, Elon Musk.

Det oplyser pensionsselskabet efter, at 3F Transports formand, Jan Villadsen, har opfordret pensionsselskabet til at droppe sine Tesla-aktier, hvis ikke producenten indgår en overenskomst med Teslas værkstedsmedarbejdere i Sverige. Jan Villadsen er medlem af PensionDanmarks bestyrelse.

"Hvis et selskab ikke lever op til vores politikker, forsøger vi i første omgang at påvirke selskabet gennem aktivt ejerskab – både direkte og koordineret med andre aktionærer. Det har også været tilfældet i forhold til Tesla. Men hvis vi vurderer, at det ikke er muligt at påvirke selskabet, kan vi blive nødt til at sælge vores aktier og sætte selskabet på vores udelukkelsesliste," skriver PensionDanmarks presseafdeling til Netavisen Pio - uden at oplyse nærmere om, hvem der står bag udtalelsen fra PensionDanmark.

Den skriftlige udtalelse - uden nærmere afsender - fortsætter:

Og derfor sætter vi nu Tesla på vores udelukkelsesliste

"Set i lyset af, at konflikten nu spreder sig til Danmark samt Teslas seneste meget kategoriske afvisninger af at tegne overenskomst i noget land, er vi kommet til den konklusion, at vi som investorer aktuelt næppe har mulighed for at påvirke selskabet. Og derfor sætter vi nu Tesla på vores udelukkelsesliste.”

Ifølge netmediet Frihedsbrevet har pensionsselskabet aktier i Tesla for 400 millioner kroner.

Konflikten med Tesla begyndte i Sverige for cirka seks uger siden, efter at Tesla har afvist at indgå overenskomst med IF Metall på vegne af de ansatte på bilproducentens svenske værksteder.

3F Transport varsler sympatikonflikt

3F Transport varslede mandag sympatikonflikt. Det betyder, at samtlige medlemmer af 3F Transport er omfattet af sympatikonflikten. Konkret betyder det, at havnearbejdere og chauffører ikke vil modtage og transportere Tesla-biler, som skal til Sverige.  

”IF Metall og de svenske arbejdstagere kæmper lige nu en ufattelig vigtig kamp. Når de beder om vores støtte, bakker vi naturligvis op,” udtalte Jan Villadsen, formand for 3F Transport, tirsdag og føjede til:

“Ligesom virksomhederne er fagbevægelsen global i kampen for at beskytte arbejdstagerne. Med sympatikonflikten går vi nu ind og lægger yderligere pres på Tesla.”

Ifølge 3F Transport har der været spekuleret i, om Tesla pønsede på at levere producentens biler til danske havne for at transportere dem på lastbiler til Sverige, eftersom svenske havnearbejdere har blokeret for modtagelsen af bilerne i Sverige. Med sympatikonflikten vil det ikke længere kunne lade sig gøre.

Elon Musk kendt som fagforeningsfjendsk

Elon Musk har tidligere udtalt sig kritisk om fagforeninger, og kaldt densvenske fagforenings reaktioner for “vanvittige. Han har også udtalt, at han mener fagforeningerskaber en “bønder og herremænd-situation”:  

“Selvom man er en af de rigeste i verden, kan man ikke bare lave sine egne regler. Vi har nogle aftaler på arbejdsmarkedet i Norden, og dem må man overholde, hvis man vil drive virksomhed her. Solidaritet er grundstenen i fagbevægelsen og strækker sig på tværs af landegrænser,” understreger Jan Villadsen.

3F Transport udsendte sit strejkevarsel mandag den 4. december, hvilket betyder, at sympatikonflikten kan starte fra den 20. december.

Dansk Metal bakker op om 3F Transports sympatikonflikt:

”Tesla skal selvfølgelig ikke have mulighed for at omgå de konfliktværktøjer, de har i Sverige ved at sende deres biler igennem Danmark til Sverige. Derfor bakker vi fuldt ud op om 3F’s sympatikonflikt på transportområdet,” siger næstformand for Dansk Metal, René Nielsen, ifølge en pressemeddelelse.

Også Norges største fagforbund, Fellesforbundet, har nu varslet sympatikonflikt.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Det lyder som en rigtig dyr pension, at der sidder folk og køber og sælger alt efter, hvem de kan lide og hvem de ikke kan lide.

Det kan sagtens være en rigtig god ide at sælge nu, og ikke kun af principielle grunde men også fordi, aktien i forvejen har været pustet godt op af dels den udbredte dyrkelse af Musk som person samt store forventninger til fremtiden, hvor der dog efterhånden ser ud til at ligge nogle ret store sten på vejen. Dels er deres nye Cybertruck adskillige år forsinket, alt for dyr, og kan vist ikke uden videre godkendes i EU grundet det kantede design. Deres elektriske lastbil Semi er også stærkt forsinket, stadig ikke ret tæt på at være klar, og ser ud til at have store problemer med at leve op til løfterne. Det kan alt sammen godt blive temmelig dyrt for Tesla.

Hvor mange er det der strejker i Sverige?
På socialemedier skrives der, at det er under 10% af de ansatte hos Tesla der strejker, resten ønsker det kke!
Er det mon denne årsag der får Elon Musk, til at kalde den Svenske fagforenings reaktioner for “vanvittige.

Måske er det fordi de ansatte bliver tilbudt aktieoptioner og dermed bliver belønnet når det går godt for selskabet?

Til februar får jeg mulighed for at flytte min pension. Så kan jeg selv bestemme hvad der skal købes.
35% kommer til at stå i tsla.