Annonce

Pia Kjærsgaard vidner mod tidligere veninde og tidl. SF-minister lander direktørjob

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
DF's stifter og tidligere formand, Pia Kjærsgaard, vidnede fredag mod sin tidligere veninde, Jeanie Nørhave, i sagen mod Morten Messerschmidt. Nørhave var i mange år sekretariatschef i Dansk Folkeparti. Nu er Nørhave skiftet til Danmarksdemokraterne.

Tidligere SF-minister og S-strateg, Thor Möger Pedersen, har landet et direktør-job, og så har 20.000 søgt om julehjælp hos Dansk Røde Kors.

Dermed velkommen til dagens Aktuelt og god weekend.

 

Pia Kjærsgaard om tidligere veninde: Hun forstår og taler engelsk

Tidligere sekretariatschef i Dansk Folkeparti, Jeanie Nørhave, står som underskriver på en kontrakt, der ifølge anklager i Messerschmidt-sagen om dokumentfalsk for godt 98.000 kroner er falsk.

På kontrakten optræder Jeanie Nørhave som ansvarlig person hos Color Hotel I Skagen. Selv om hun jo altså, da hun underskrev tilbage i 2015, var sekretariatschef hos Dansk Folkeparti.

Jeanie Nørhave forklarede i sidste uge i retten på Frederiksberg, at hun ikke vidste. hvad hun skrev under på. Kontrakten var på engelsk, og hun ikke forstår og taler engelsk, forklarede hun.

Nørhave forklarede, at hun alene skrev under, fordi en af Messerschmidts medarbejdere forklarede hende, at der alene var tale om en ren formalitet.

Ifølge anklager er kontrakten blevet brugt som dokumentation over for EU-partiet Meld, som har udbetalt penge til en EU-konference.

Men fredag bekræftede Dansk Folkepartis stifter og tidligere formand, Pia Kjærsgaard, med et “ja”, at det er hendes opfattelse af Jeanie Nørhave både forstår og taler engelsk.

Anklagen mod Messerschmidt lyder, at EU-tilskuddet på godt 98.000 kroner er uberettiget, fordi der ikke fandt nogen EU-konference sted på Color Hotel i Skagen.

Derimod afholdt Dansk Folkeparti sommeren 2015 et sommergruppemøde på hotellet. Men ifølge anklager er påstanden om en samtidig, særskilt EU-konference frit opfundet.

 

Tidligere minister lander direktør-job

Forhenværende skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) er udpeget som ny kommerciel direktør i Better Energy. Han kommer til fra Cowi.

Det oplyserEnergiwatch.dk.

Jobskiftet finder sted efter, at Thor Möger Pedersen de seneste tre år har bestredet en række poster i Cowi.

Thor Möger Pedersen var skatteminister for SF i Helle Thorning-Schmidts SRSF-regering i 2011-2012.

Efterfølgende arbejdede Thor Möger som DR-studievært. 2013 droppede han SF til fordel for Socialdemokratiet.

Fra 2014-2019 arbejdede Thor Möger Pedersen i flere ledende stillinger i Socialdemokratiet.

 

20.000 beder om julehjælp hos Røde Kors

Inflationen og de høje el- gas- og varmeregningerne har fået flere end nogensinde til at søge julehjælp hos Røde Kors.

Det oplyser organisationen i en pressemeddelelse.

Sidste år ansøgte 15.000 familier, og i år er det tal steget med yderligere 5.000.

"Vi står i en helt speciel situation i år, hvor mange flere må vende og dreje hver eneste krone for at få økonomien til at hænge sammen. Og for rigtigt mange hænger den ikke sammen, hvilket desværre afspejler sig i tallene," siger generalsekretær i Røde Kors, Anders Ladekarl.

Julehjælpen fra Røde Kors består typisk af et gavekort til Cooppå 900 kroner - eller en julekurv med varer i.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet