Sådan skriver en fortørnet Pia Olsen Dyhr (SF) på Facebook.

I samme opslag uddyber partiformanden: “Det er et vilkår for mange danskere. Og særligt de danskere med de hårdeste og mindst fleksible jobs. Skulle vi ikke forbedre de vilkår som mange lønmodtagere har i stedet for at gøre vilkåret til et ideal?”

Opslaget retter sig særligt mod udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S), der i et nyligt interview i Berlingske beklagede en samfundstendens, hvor det at arbejde mindre ophøjes som noget, der eksempelvis gør en til en bedre forælder for sine børn.

“Jeg synes heller ikke, at en jurist fra Rødbyhavn, som intet har fået foræret og har knoklet sig gennem uddannelse for at få et godt job, skal skamme sig over at aflevere tidligt og hente sent. Hun skal da gå derind og hente sine børn med rank ryg, vel vidende at hun er et godt forbillede for sine piger,” udtalte ministeren blandt andet til avisen.

En større debat

Med sin kritik af Kaare Dybvad skriver Pia Olsen Dyhr sig ind i en verserende - og til tider ganske ophedet - debat om, hvad der er den rette balance mellem arbejde og fritid i et moderne velfærdssamfund.

I SF ønsker man omvendt en hverdag med mindre arbejde, hvor det særligt for børnefamilier skal være nemmere at få tid til hinanden.

Det er en debat, som særligt statsminister Mette Frederiksen (S) har været med til at sætte gang i, da hun først ved Socialdemokratiets årsmøde i Aalborg i september og sidenhen i adskillige taler og interviews har pointeret, at velfærdsstatens fortsatte finansiering kun er mulig, hvis danskerne arbejder meget.

“Hvis ikke vi holder fast i vores stærke arbejdsmoral. Ja, så holder vores velfærdsmodel ikke,” udtrykte statsministeren det i ublu vendinger tilbage i september.

Anledningen for Dybvads nylige udtalelser om emnet er hans kommende debatbog, Arbejdets land, hvor han argumenterer for, at idealet om et liv, hvor man skærer markant ned på arbejdstiden, kun er opnåeligt for samfundets mest privilegerede, der har råd til det. Det kan ende med at skabe en regning for velfærdsstaten, når skatteindtægterne til statskassen bliver mindre.

Med indførelsen af en 37-timers arbejdsuge i 1990 vandt fagbevægelsen en af århundredets største arbejdsmarkedspolitiske kampe – og tabte pusten

I SF ønsker man omvendt en hverdag med mindre arbejde, hvor det særligt for børnefamilier skal være nemmere at få tid til hinanden.

Allerede i sidste regeringsperiode, da S og SF ellers havde et meget tæt samarbejde, argumenterede SF for, at den standardiserede arbejdsuge skulle sænkes fra 37 til 30 timer.

I en kronik i sidste valgperiode råder folketingsmedlem Lisbeth Bech-Nielsen (SF) og regionsrådsmedlem Peter Westermann (SF) således fagbevægelsen til at fortsætte kampen for mindre arbejdstid. En kamp, som fagbevægelsen ellers havde kæmpet gennem det meste af det 20. århundrede.

Jeg har såmænd bare sagt, at de forældre der passer deres arbejde og derfor bliver nødt til at hente sent, ikke skal skamme sig over det, men være stolte.

“Med indførelsen af en 37-timers arbejdsuge i 1990 vandt fagbevægelsen en af århundredets største arbejdsmarkedspolitiske kampe – og tabte pusten,” skrev de dengang.

Ingen skal skamme sig

Socialdemokratiet og SF når næppe til perfekt enighed på spørgsmålet om arbejdstid lige foreløbig.

Til gengæld synes man at kunne ane en vis forbrødring mellem de to røde partier i kommentarsporet til Pia Olsen Dyhrs opslag.

Kaare Dybvad skriver her: “Jeg har på fornemmelsen, at det er mig, du henviser til. Hvis det er rigtigt, vil jeg gerne sige, at jeg aldrig har gjort det til et ideal at man skal hente sent. Jeg har såmænd bare sagt, at de forældre der passer deres arbejde og derfor bliver nødt til at hente sent, ikke skal skamme sig over det, men være stolte. De er ikke nødvendigvis dårlige forældre af den grund.”

At ingen skal skamme sig over deres personlige prioritering af arbejde og familieliv, kan partiformanden og ministeren godt blive enige om.

“Jeg synes bestemt heller ikke at nogen skal skamme sig over det,” skriver hun i et svar på Dybvads kommentar.