Regnemodeller tilpasses politiske hensyn

Med regeringens 2025-plan kom der igen diskussion om, hvad de økonomiske modeller kan eller måske især ikke kan. Derfor er der brug for et sæt spilleregler for god anvendelse af regnemodeller.
Der er en sund skepsis over for modellernes evne til at forudsige den økonomiske udvikling bare et år frem i tiden. Så hvad i alverden kan man bruge modellerne til, når forudsigelsen rækker næsten 10 år frem?

Ingenting, synes nogle at mene, og det er både rigtigt og forkert. Hvad modellerne kan bruges til afhænger af, hvordan de bruges. Inden det kryptiske svar forklares nærmere, er der grund til at understrege, hvad en samfundsøkonomisk model er for en størrelse.

Modeller giver ikke fuldt billede af virkeligheden
Den økonomiske model ADAM, som Finansministeriet bruger, er et billede af, hvordan dansk økonomi fungerer. Modellen viser sammenhængene mellem en lang række økonomiske størrelser baseret på, hvordan sammenhængene i gennemsnit har været i de sidste godt 50 år.

Det billede modellen giver, er imidlertid sløret og omfatter kun økonomien i grove træk; der er således mange vigtige forhold, som modellen ikke kan belyse, simpelthen fordi der mangler tal fra fortiden eller fordi den økonomiske teori, som modellen bygger på, er utilstrækkelig. 

Alligevel kan modellen på nogle vigtige områder give en ret god forudsigelse af de nærmeste et til to år, hvis tre forudsætninger er opfyldt: Antagelserne om den internationale økonomi skal holde stik. Den økonomiske politik, skal gennemføres som planlagt. Og så skal dansk økonomi opfører sig nogenlunde, som den plejer.

Økonomien opfører sig ikke altid som forventet
Det kan være svært, at forudsige udviklingen i den internationale økonomi; ingen forudså finanskrisen, og hvordan den ville udvikle sig. Dansk økonomi opfører sig heller ikke altid, som den plejer.

Et eksempel var udviklingen i 00’erne, hvor boligskatterne blev fastfrosset, og der blev indført nye lånetyper med fleksibel rente og afdragsfrihed. Det var til at forudsige, at det ville føre til højere boligpriser; højere privat forbrug og mere vækst, men at det ville føre til en boligboble af den størrelse, kunne modellerne ikke forudsige.

Hvornår boligboblen ville briste, og hvor hårdt det ville ramme dansk økonomi, kunne modellerne heller ikke forudsige. Årsagen er, at vi har haft så få boligbobler, at erfaringsgrundlaget er beskedent.

Vi må altså leve med, at der vil opstå uforudsete økonomiske hændelser, som ingen har forudsagt, men som må håndteres bedst muligt, når de er indtrådt. I den håndtering kan modellerne være til god hjælp. Modelbrugeren kan indlægge forskellige antagelser om den økonomiske politik, og bruge modellen til at få en rimelig god vurdering af, hvordan økonomien vil reagere, og på den måde få et bedre grundlag for at fastlægge en god økonomisk politik.

Modeller som ADAM blev bygget til at forudsige den økonomiske udvikling et til to år frem. Men kan de også bruges ti år frem i tiden, som tilfældet er i 2025-planen?

2025-plan giver næppe 225.000 flere i arbejde
Det kan med stor sikkerhed siges, at forudsigelsen i 2025-planen ikke holder stik. Den internationale økonomi bliver anderledes, end vi tror i dag, og dansk økonomi vil ikke i alle år opfører sig, som den plejer.

Regeringen kan derfor ikke sige, at hvis denne plan vedtages, så vil vi om 10 år have balance på de offentlig finanser, overskud i forhold til udlandet og 250.000 flere i arbejde. Det kan tværtimod med stor sikkerhed siges, at det ikke vil ske, selvom 2025-planen gennemføres.

Regeringen kan derimod sige, at ”vi har udarbejdet en plan for økonomien i de næste ti år, som vi mener vil være god for Danmark, men vi er forberedt på, at vi skal justere politikken for at komme i mål”. Det vil være ærlig snak.

Modellerne kan således bruges til at lægge et spor for den økonomiske udvikling flere år frem tiden, og modellen kan bruges til at justere den økonomiske politik så økonomien holdes på sporet.

Modeller udelader centrale forhold
I de sidste 20 år er det lykkedes ganske godt. Mandag Morgen har lavet en gennemgang af de økonomiske planer siden 1990’erne og konklusionen er, at de er kommet pænt i mål, bortset fra den plan, der blev fremlagt inden omfanget af finanskrisens var klart.

Betyder det så, at de økonomiske modeller er gode nok, hvis bare man forstår at forklare og håndtere, at de ikke i alle situationer kan ramme rigtigt? Svaret er nej. Modellerne kan kun give et billede af de grove træk i økonomien, og bruges til at sikre, at der er nogenlunde styr på de offentlige finanser, inflation og BNP-vækst. Det er også vigtige størrelser, men ikke tilstrækkeligt.

Både Finansministeriets, Vismændenes og Nationalbankens modeller lider af den meget alvorlige mangel, at de ikke tager hensyn til flere af de forhold, der på lang sigt bestemmer beskæftigelse, velstand og økonomisk fordeling. Og det er immervæk forhold, der spiller en stor rolle i den politiske virkelighed.

Tager ikke hensyn til positive effekter af offentlig sektor
Et eksempel på en afgørende politisk forskel er, om der er job til alle, der er villige til at arbejde, eller om markedsøkonomien er så træg, at der også må føres en aktiv politik, for at få alle i arbejde. Det har økonomer været uenige om i snart hundrede år. Empirien giver ikke et klart svar, og de økonomiske modeller giver forskellige svar.

De seneste tre danske regeringen har støttet sig til økonomer, der mener, at markedsøkonomien reagerer forholdsvis hurtigt, og at de fleste kommer i arbejde inden for kort tid, hvis arbejdsudbuddet øges. Udbudsreformerne er derfor ikke - eller kun i begrænset omfang - fulgt op af en politik, der øger efterspørgslen efter arbejdskraft.

Er andet eksempel er størrelsen af de dynamiske effekter af lavere skatter og afgifter. Der er enighed om, at de eksisterer, men ikke om, hvor store de er. Et tredje eksempel er adfærdsmæssige effekter af øgede offentlige udgifter. I modellerne øger de offentlige udgifter på kort sigt den økonomiske aktivitet, som så på længere sigt dæmpes af en højere rente.

Modellerne tager imidlertid ikke hensyn til, at offentlige service udgifter og offentlige investeringer, kan have langsigtede positive samfundsøkonomiske effekter.

Blå finansministre tilpasser modeller
Hvad gør modelbrugerne ved en sådan afgørende mangel ved modellerne? Hvis Finansministeriets økonomer siger til finansministeren, at i vores model tager det 17 år, før et større arbejdsudbud giver arbejde til alle, eller at der ikke er synlige dynamiske effekter, og at modellen ikke tager hensyn til de gavnlige langsigtede effekter af større offentlige serviceudgifter og offentlige investeringer, vil det give problemer.

Men det er resultatet i den ADAM-model, som Danmarks Statistik stiller til rådighed for Finansministeriet.

En blå finansminister vil have svært ved at leve med en model, hvor større arbejdsudbud bare fører til højere ledighed, og hvor de dynamiske effekter er beskedne. En rød finansminister kan få problemer med, at adfærdsvirkninger af øgede offentlige udgifter ikke er med i modellen.

Den til enhver tid siddende finansminister vil altid kunne finde toneangivende økonomer i indland og udland, som argumenterer for, at den økonomi, finansministeren og hans parti tror på, findes i virkeligheden, og at det kun er et spørgsmål om tid, før det også kan dokumenteres.

Vi skal bare bruge de rigtige politiske håndtag tilstrækkeligt mange gange, så vil vi få data, der viser, at effekterne er der, og at de har den størrelse, vi tror på.

Modelbrugerne i Finansministeriet er derfor nød til at tilpasse modellen, så den i en vis udstrækning tager hensyn til de effekter, som ministeren tror på, og som er afgørende for den politik, som regeringen argumentere for, selvom der ikke er sikkert empirisk belæg for effekterne.

ADAM-modellen på farlig sejlads
Finansministeriets økonomiske model ADAM er som nævnt bygget af Danmarks Statistik, som også vedligeholder og udbygger modellen. Danmarks Statistik er en uafhængig institution, som skal leve op til høje standarder for udarbejdelse af data og modeller til anvendelse af data.

Det var en bevidst politisk beslutning, da det i 1970’erne blev besluttet, at Finansministeriet skulle bruge Danmarks Statistiks model i stedet for at bygge sin egen, og det var et helt afgørende element i beslutningen, at det skulle bidrage til større tillid til Finansministeriets vurderinger og den økonomisk rådgivning ministeriet gav minister, regering og offentlighed.

Lige fra begyndelsen var det klart, at det var en farlig sejlads, fordi modellen, der er baseret på solid økonomisk empiri, ikke kunne indeholde alle de sammenhænge og effekter, som er en realitet i den politiske virkelighed, hvorfor det var nødvendigt at justere modellen, hvis den til enhver tid siddende regering, skulle føle sig godt betjent.

I den sidste del af Anker Jørgensens regering udtalte den senere finansminister, venstremanden Henning Christoffersen, at når en ny regering trådte til, skulle ADAM omskoles. Det var der gode grunde til, og Finansministeriet, men ikke Danmarks Statistik, var allerede i gang med omskolingen. Senere, da der kom flere data, kunne Danmarks Statistik foretage den modeludbygning, som var politisk ønskelig på et tidligere tidspunkt.

Fire spilleregler for Finansministeriets modelanvendelse
For at klare en sådan usikker sejlads, hvor modellen justeres på et spinkelt grundlag, må Finansministeriet have nogle klare spilleregler for god modelanvendelse. Det har de sikkert også, men som tiden er gået, står det mindre skarpt i hvert fald for offentligheden, hvad de går ud på.

Der skal derfor gives et bud på spilleregler, som den til enhver tid siddende finansminister bør holdes fast i:

1. Fuld åbenhed om modelberegninger; alle beregningsforudsætninger og justeringer af modellen skal være tilgængelige.

2. Når modeljusteringer er afgørende for beregning af et specifik politisk element, skal der fremlægges resultater fra både den justerede ADAM-model og Danmarks Statistiks officielle version, så man tydeligt kan se betydningen af modeljusteringen.

3. Ved store fejlskøn skal der laves fejlanalyser, der viser, hvor fejlen opstod. Var det antagelser om økonomien i udlandet; politik, der ikke blev gennemført; modeljusteringer, der ikke skulle være foretaget eller mangler i Danmarks Statistiks model, der var årsag til fejlskønnet?

4. Omtal altid modelforudsigelser som skøn, der er usikre, og aldrig som sikre resultater, fordi de kommer fra en modelberegning.

Overholdes de fire råd, er der stor sandsynlighed for, at tilliden til Finansministeriets økonomiske vurderinger og rådgivning vil være stor. Prisen vil være, at det vil svække regeringens argumentation for, at netop den økonomiske politik, regeringen ønsker, er den nødvendige. Men det samme vil ske, hvis tilliden til Finansministeriets økonomiske vurderinger svinder, fordi der er lukkethed om forudsætningerne.

Vigtigt med større åbenhed om usikkerhed
Med mere åbenhed om de økonomiske modelresultater, vil der komme mere politisk diskussion om usikkerheden i økonomiske forudsigelser og beregninger, hvorfor partiernes ofte skråsikre meninger om konsekvenserne af egne og andres forslag vil blive dæmpet.

Det burde også gøre det lettere for en mindretalsregering at få flertal for en hensigtsmæssig politik. Hvis finansminister Claus Hjort Frederiksen på et tidligere tidspunkt havde lagt afstand til Liberal Alliances forslag om topskattelettelser, ville det formentlig have set nemmere ud for regeringen.

En sådan velbegrundet tvivl om effekterne ville formentlig være opstået, hvis Finansministeriet, da de første gang regnede på Liberal Alliances plan, havde lavet beregning både på Finansministeriets egen modelversion og på Danmarks Statistiks officielle version uden dynamiske effekter.

Den tanke er selvfølgelig håbløst naiv, hvis vi allerede er i en postfaktuel virkelighed, men er den endnu ikke en realitet, burde større åbenhed og sandfærdighed om beregningsforudsætninger og resultater kunne sikre en bedre økonomisk politik – en politik, der har de effekter, der ligger til grund for beslutningen.

 

Jørgen Rosted er tidligere departementschef i Erhvervsministeriet (1993-2001). Han uddannet cand.polit og har ligeledes arbejdet i Det Økonomiske Råd, Finansministeriet og været udviklingsdirektør i forsknings- og analyseenheden FORA under Erhvervs- og Byggestyrelsen.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Kommentarer fra Facebook