Annonce

Rigmand: Beskat overklassens corona-gevinst

Fair og nødvendigt at beskatte de rigeste, der har tjent godt på corona-epidemien, mener mangemillionær Djaffar Shalchi
“En ekstraskat på de rigeste er nødvendig efter den eksplosive ulighed, pandemien har skabt.” 

Sådan skriver den dansk-iranske millionær og erhvervsmand, Djaffar Shalchi, i et debatindlæg i dagbladet Information.

For i modsætning til de virksomheder, som på grund af corona-pandemien har måtte dreje nøglen om, er den dansk-iranske mangemillionær og erhvervsmand Djaffar Shalchi kun blevet rigere.

Det skyldes ifølge Shalchi markedets logik:

Systemet arbejder for folk som mig, meget mere end det arbejder for den enkelte lønmodtager

“Mine aktier er blevet mere værd. Det samme er mine ejendomme. Som aldrig før. Penge avler penge. Systemet arbejder for folk som mig, meget mere end det arbejder for den enkelte lønmodtager,” skriver Djaffar Shalchi.

Og det er langt fra fair, “og slet ikke under en pandemi,” mener han.

Shalchi, der har tjent sine penge i ejendomsbranchen, foreslår, at de mest formuende beskattes mere:

“En sådan ekstraskat skal ikke bare være en engangsforestilling. Den skal være permanent – for den er ikke blot nødvendig, men også fair.”

Pengene gør langt mere gavn for samfundet ved gå til statskassen gennem en formueskat, frem for at ligge i de riges hænder, mener Shalchi.

Han er da heller ikke selv bekymret for at skulle betale mere i skat:

“Tro mig, jeg vil ikke kunne mærke det, endsige lide nød, fordi jeg skal betale en højere skat. For jeg har rigeligt.”

Velfærdsstaten er årsagen til rigdom

De ekstra indtægter som ekstraskatten vil indbringe, skal bruges til at styrke velfærdssamfundet.

Det er “den amerikanske drøm, blot i Danmark,” siger Djaffa Shalchi om sig selv.

Han emigrerede fra Iran til Danmark som dreng med sin enlige mor, fortæller han i et interview med den amerikanske blog The Ink.

Han fortæller, at han i en ung alder tjente millioner af dollars. At han aldrig bekymrer sig om penge, og at han har tre steder, han kan kalde sit hjem.

Alt det er velfærdsstaten årsag til, mener han:

“Uden den børnepasning, skolegang og sundhedspleje jeg modtog, kunne jeg ikke have blomstret. Og det kunne min forretning heller ikke uden Danmarks stærke offentlige ydelser.”

Derfor er Shalchi meget mere til den den danske velfærdsstat - end den amerikanske drøm:

Velfærdsstaten har gjort mig til den, jeg er

“Det har altid været klart for mig, at jeg ikke har klaret mig alene med min egen indsats. Velfærdsstaten har gjort mig til den, jeg er.”

Filantropi er et dårligt alternativ

“Mange rige deler jo ud af deres rigdom i form af filantropi – altså donationer til velgørende formål. Rigtigt, det har jeg også selv gjort sammen med min kone – med over 230 millioner kroner,” skriver Djaffar Shalchi i Information.

Men ifølge ham er filantropi et dårligt alternativ til de mere strukturelle og indgribende tiltag som kræves. Til The Ink siger han:

“Vi er nødt til at gå videre end filantropi og indse at vi rige er nødt til at blive beskattet. Jeg driver stadig filantropi, men jeg ved at det ikke er nogen løsning.”

Han understreger, at det at bidrage til velfærdssamfundet ikke kan overvurderes:

Der findes en mere nobel og betydningsfuld titel end ‘gavmild filantrop’ og det er ‘glad skatteyder’

“Der findes en mere nobel og betydningsfuld titel end ‘gavmild filantrop’ og det er ‘glad skatteyder’.”

Cepos uenig

Ikke alle er enige i Djaffar Shalchis holdning til at indføre en ekstra formueskat.

“For investorer i danske virksomheder vil det indebære, at skatten på afkastet af investeringer kan stige til tæt på 100 procent, fordi formueskatten kommer oven i beskatningen af afkastet af formuen. Det vil ramme iværksættere, som får sværere ved at skaffe kapital.”

Det skriver Martin Ågerup, der er direktør i den borgerlig-liberale tænketank Cepos, i et debatindlæg i Information onsdag. Han er uenig i, at en ekstra formuebeskatning på de rigeste i samfundet er den rigtige løsning.

“Højere skat på afkastet af investeringer giver færre investeringer og derved lavere fremgang i produktivitet og lønninger.”

Ifølge Martin Ågerup er det mere gavnligt for samfundsøkonomien at prioritere markedskonkurrence og adgang for iværksættere til kapital.

Men for Djaffar Shalchi er det afgørende, at rigdommen i toppen af pyramiden bliver fordelt ud. Som han siger til The Ink:

Rigdom er ligesom gødning: Spred det og det får alt til at gro; hob det op, og det stinker

“Rigdom er ligesom gødning: Spred det og det får alt til at gro; hob det op, og det stinker.”

Malthe Majgård Nørbjerg er praktikant på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Generelt - De bredeste skuldre bærer de tungeste læs...

Jeg går selvfølgelig ud fra at Djaffar Shalchis allerede friviligt har indbetalt et mega stort beløb og ikke venter på at lovgivningen tvinger ham!!!

Hej Kurt

Vis du havde sagt at du havde betalt med en stor glæde, så havde jeg taget dig seriøst
Eller du havde sagt at det var et godt forslag.
Mvh
Julius

Hej Julius
Som folkepensionist kan jeg vist ikke siges at tilhøre overklassen.
Ved du hvor hvor lille folkepensionens grundbeløb er??
Og nu var det jo Djaffar Shalchi der udtalte sig.
Hilsen Kurt