S: Skandaløst at regeringen negligerer nedslidningsrapport

Beskæftigelsesminister kaldt i hastesamråd om ”glemt” nedslidningsrapport. S kalder det ”misbrug af embedsværket”.
Socialdemokratiet har ifølge TV2 kaldt Beskæftigelsesminister i hastesamråd for at forklare, hvorfor en rapport om nedslidning har ligget i hans skuffe i fire måneder uden at blive offentliggjort.

Det bekræfter mig kun i, at vi skal fortsætte kampen for en ret til tidlig folkepension for de allermest nedslidte

Rapporten fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), viser, at mennesker med fysisk krævende arbejde har færre produktive arbejdsår og er oftere ledige og langtidssygemeldte end lønmodtagere med ikke fysisk krævende jobs.

73 dages forhandlinger uden afgørende rapport

Socialdemokratiets partiformand, Mette Frederiksen (S), undrer sig på Facebook over, at rapporten først kommer frem nu, og hun betegner det som “interessant”, at rapporten har ligget til gennemsyn i Troels Lund Poulsens ministerium siden december.

“(..)Jeg forstår ikke, hvorfor rapporten først kommer frem nu. Men det er godt, at vi får den på bordet. Det bekræfter mig kun i, at vi skal fortsætte kampen for en ret til tidlig folkepension for de allermest nedslidte,” siger den socialdemokratiets formand på Facebook.  

 


Først efter at Altinget afslørede eksistensen af rapporten, har beskæftigelsesministeren fredag eftermiddag offentliggjort rapporten.

Det her er skandaløst

Rapporten - hvis konklusioner viser at mennesker med fysisk krævende arbejde har færre år på arbejdsmarkedet, mere tid med langtidssygefravær og længere perioder med ledighed end lønmodtagere med lave fysiske arbejdskrav - har ikke været en del af forhandlingerne om nedslidning og forbedret førtidspension.

”Vi har forhandlet i 73 dage nu, og de (regeringen, red.) har haft rapporten siden december i ministeriet - med så vigtige tal for det, der diskuteres her. Det her er skandaløst”, siger Dan Jørgensen (S) næstformand for Socialdemokratiets folketingsgruppe til TV2.

Ifølge Socialdemokratiet giver rapportens konklusioner netop medvind til socialdemokratiets pensionsudspillet fra januar, som blandt andet omhandler en ret til tidligere pension.

Ekspert: Rapport burde selvfølgelig forelægges i forhandlingerne

Professor i arbejdsmiljø ved Aalborg Universitet Peter Hasle påpeger overfor netmediet Altinget, at resultaterne burde indgå i de politiske forhandlinger.

”Det bekræfter, at der er et nedslidningsproblem, som især gør sig gældende for beskæftigede med hårdt fysisk arbejde. Rapporten handler jo åbenlyst om den problemstilling, som man diskuterer, så den burde selvfølgelig forelægges i forhandlingerne”, udtaler Peter Hasle til Altinget.

Den burde selvfølgelig forelægges i forhandlingerne

Hos Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH, det tidligere LO) undrer man sig såre over den manglende offentliggørelsen og kalder forløbet mistænkeligt:

”Det er dybt kritisabelt, at behandlingstiden i ministeriet har været så lang. Rapporten indeholder meget relevante oplysninger for de igangværende politiske forhandlinger. Så det er i sidste øjeblik, at Beskæftigelsesministeren fik sendt rapporten til offentliggørelse, udtaler FH-Næstformand Morten Skov Christiansen i en pressemeddelelse.

S-anklage: ”Misbrug af embedsværket”

Kritikken mod beskæftigelsesminister kommer i kølvandet på en opfordring fra fagforeningen DJØF, der over for Jyllands-Posten foreslår indførelse af en ”karensperiode” på tre måneder, hvor embedsmænd ikke skal kunne bruges politisk.

DJØF vil især sikre, at embedsmændene i ministeriet ikke misbruges til at regne på oppositionens økonomiske politik.

Dan Jørgensen mener, at der netop i her er tale om misbrug af embedsværket.

”Det er skandaløst, det er misbrug af embedsværket, og det er en negligering af nogle rigtige problemer, som mennesker slås med”, siger han til TV 2.

Det passer dårligt ind i ministerens sag, og så har han ikke ønsket at få det frem

Samtidig køber Dan Jørgensen ikke Beskæftigelsesministeriets forklaring om, at den langsommelige offentliggørelse skyldes verificering fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA). Socialdemokraten siger tværtimod, at rapporten er tilbageholdt med "gustent overlæg".

”Der er ingen, der tror på, at embedsmænd i en lang forhandlingsperiode ikke siger til deres minister, at de faktisk har en rapport, der handler om lige præcis det her. Det passer dårligt ind i ministerens sag, og så har han ikke ønsket at få det frem. Længere er den ikke”, slutter Dan Jørgensen.

Sarah Scheer er podcast-redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook