S: Skattefri telefoni er ikke vores prioritet

Skatteordfører: Det ligner et kreativt forsøg på at tilgodese de danskere, som regeringen ville have lettet topskatten for

Annonce

Regeringen har netop foreslået at afskaffe beskatningen af fri telefon.

Men det lyder mest af alt som et kreativt forsøg på at tilfredsstille de vælgere, der alligevel ikke kan slippe for topskattelettelser, siger skatteordfører Jesper Petersen (S) til Netavisen Pio.

”Der er cirka en halv million danskere, der betaler topskat, og cirka en halv million, der har fri telefon. Jeg siger ikke, at det er præcis de samme mennesker, men der er formentligt et væsentligt sammenfald.”

Jesper Petersen vil nu bede skatteministeren om at redegøre for, hvem den fri arbejdstelefoni kommer til gode:

”Det er formentlig ikke metalarbejdere eller pædagoger. Men det skal vi have undersøgt nærmere.”

Velfærd før skattelettelser
Beskatningen af den arbejdsgiverbetalte telefon blev indført i 2012 under Thorning-regeringen - med opbakning fra både Venstre og Konservative.

Man forventede dengang, at cirka 130.000 personer ville blive berørt af ordningen, men det reelle antal er 480.000, hvilket årligt indbringer statskassen 1,1 milliarder kroner.

”Det er ikke fordi vi principielt er imod at sænke skatten, men lige nu står vi overfor en række akutte opgaver, som skal løses først. Det gælder for eksempel manglende pladser i børnehaverne og pleje af vores ældre,” siger Jesper Petersen.

Forslaget er en del af regeringens samlede skatteudspil, som formentligt vil blive offentliggjort i løbet af få dage. Udenrigsminister Anders Samuelsen har allerede varslet, at der vil blive tale om en ’historisk stor skattereform.’


Skørt at skulle have to telefoner
Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) forklarer, at forslaget om at afskaffe beskatningen af fri telefoni skal gøre det billigere og nemmere at være dansker:

”Det er lidt skørt, at mange mennesker går rundt med to telefoner, en til arbejde og en til privat, fordi de ikke ønsker at blive beskattet af deres arbejdstelefon,” siger økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) til BT.

Jesper Petersen mener, at det er et svagt argument:

”Det ville selvfølgelig være fedt, hvis vi bare kunne give de her skattelettelser til borgerne. Men der er altså nogle huller i velfærden, der skal lukkes først. Jeg synes desuden også, at det er et udmærket princip i skattereglerne, at når en arbejdsgiver betaler et gode, så skal man også beskattes af det.”

 

 


Kommentarer fra Facebook