Annonce

Sci-fi København con amore på heroin. Anmeldelse af Jokum Rohdes ’Vinterufo’

Det er en morsom og fabulerende roman om hovedstaden fra forfatterens bragende univers. Bogen skriver sig ind i rækken af store romaner om byen. Freddy Hagen anmelder.
Foto: Forlaget Bangsbohave
'Vinterufo' af Jokum Rohde tager udgangspunkt i forfatterens København.
Der findes et hav af det, som man betegner som ”københavnerromaner”. Engang efterspurgte man sådan et værk i længsel efter at få en roman, der kunne tyde byens samlede udtryk og status.

Det var sådan en roman, som litteraturkritikerne efterspurgte, tilbage i nullerne, formodentlig fordi årtusindskiftet havde ladet os alle sammen tilbage med en fornemmelse af sprængte sind og mangel på overblik.

Dengang var det Henrik Pontoppidans ’Lykke Per’ og Tom Kristensens ’Hærværk’, som litteraturkritikerne talte om, som sådanne værker, der skildrede København fra et mere sammenhængende perspektiv.

Det er romaner, bundet af deres tid, men samtidig også diagnostiske, som at tage selve byens puls. Og man debatterede livligt om Jan Sonnergaard mon var sådan en forfatter, der havde formået det samme.

Rablende og nostalgisk

Sjældent (hvis ikke aldrig) har litteraturkritikerne efterspurgt en opdateret udgave af den unge H.C. Andersens fabulerende fortælling,’Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager’, der blev udgivet i 1829.

Ikke desto mindre er det sådan en fortælling, som Jokum Rohde har genskabt. Det er science fiction, rablende, nostalgisk, feberophedet, klippet og klistret sammen af fragmenter fra forfatterens eget uhyrligt brogede univers.

Så lad mig begynde med at nævne betingelserne: For sådan rigtig at kunne nyde denne perle af en roman, skal man nok have omtrent samme alder som forfatteren - og undertegnede.

Det samme kunne man sige om ’Vinterufo’, der benytter sig af forfatteren William S. Burroughs cut-up teknik 

Det er fordi dens længselsfulde og nostalgiske indhold, der fylder det meste, er sådanne indtryk, som Jokum Rohde, sammen med forfatteren Søren Ulrik Thomsen, også fangede i fotobogen, ’København con Amore’, der udkom i 2006.

Men i modsætning til disse fascinerende fotos af en snart svunden by, er præmissen for romanen ’Vinterufo’ den, at du skal kunne (gen)se denne forsvundne by for dit indre øje.

På en måde minder ’Vinterufo’ om århusforfatteren Svend Åge Madsens bedste romaner. Engang kaldte Svend Åge Madsen en af sine romaner (’Syv aldres galskab’) for en ‘globuman’, fordi den på en sær måde kunne læses på kryds og på tværs, i modsætning til en traditionelt opbygget roman, med en begyndelse, en midte og en slutning.

Det samme kunne man sige om ’Vinterufo’, der benytter sig af forfatteren William S. Burroughs cut-up teknik.

Mere end et hjem

’København con amore’ fangede den by, der var ved at forsvinde, dvs. byens facader og skilte, der snart var en saga blot, fordi byfornyelserne og udviklingen tromlede dem ned. Denne bogs betydning og status som et værk, der har fanget en tid, der allerede dengang var næsten forsvundet, er uomtvistelig.

Det er en bog, som man ikke bare sådan kan glemme, hvis man vil opremse betydelige bøger om København.

For Jokum Rohde er København ikke bare hjem(stavn), men også det mentale rum, hvor alle hans tanker er rodet sammen og erindringerne knyttet til fysiske knudepunkter. Og det er præcis sådan, at hans nye roman skal læses - og nydes.

Tiden, hvori Jokum Rohde er vokset op, har gennemlevet en seksuel frigørelse

Kort sagt, så handler romanen om København som en mental gestalt, der ikke længere kan fattes i fastfrosset nutid. Tiden, hvori Jokum Rohde er vokset op, har gennemlevet en seksuel frigørelse og dennes stivnede modsætning: forstoppelse via overfodring.

Det samme kan man sige om den overskridende litteratur, science fiction, der udfordrer tanken: den fritsatte fantasien og hindrede inertien, men ramtes også af dens ydermur, i form af heroinafhængighed, alt for frie associationer og desperation.

Disse mentale udfordringer, hvor fortiden indeholder passioner, der også er længsel, gør Jokum Rohde til elementer i en science fiction-verden, hvor vore længsler efter fremtiden blot er forsøg på at genskabe fortiden, der så viser sig at udmatte os, gøre os apatiske og udhulede.

Forfatterens eget liv

Man kan sige, at romanens konklusion - eller præmis - er den, at man nok kan rådyrke fortiden, men at det måske mest kendetegnende ved vor nutid er, at vi ikke længere kan forestille os fremtiden.

At denne horisont er blevet lukket for os. At de, der bor i byen, og i den pulserende kultur, også er lukkede inde bag en kuppel, hvor hele oplandet er sandet til.

Selve fortællingen og dennes indhold, må læseren selv dykke ned i. Det er ikke en nem bog at læse, selvom den virkelig er skrevet godt, og en ren nydelse at pløje sig igennem. Den efterlader en i et billedhav at et København, der virkelig gør indtryk.

Man mærker tydeligt, at Jokum Rohde skriver om sit private hverdagsliv som litterat

Romanen er morsom, fabulerende, fuld af sprudlende fantasi og lyst til at eksperimentere med litteraturen. Den er konstant refererende, og mange af forfatterens venner kan med garanti finde sig selv skildret i dette univers.

Man mærker tydeligt, at Jokum Rohde skriver om sit private hverdagsliv som litterat, med vennerne og byen som elementer.

Indadvendt og elitær

Bogen vil med garanti smide mange af bussen, men dem, som bogen er skrevet til, vil få en særegen oplevelse, der ikke rigtig kan fås noget andet sted.

Selv er jeg begejstret, men må også konstatere, at romanen på en sær måde er nostalgisk, indadvendt og derfor også elitær, hvilket ikke nødvendigvis er noget problem.

Selvom ’Vinterufo’ minder mere om H.C. Andersens ’Fodreise’ i form, så er den personligt refererende stil mere i sync med Pontoppidans og Kristensens romaner, der også er nøgleromaner.

Dens betydninger, ligesom fotografierne i ’København con amore’, afhænger af læserens egen erfaring og levet liv, men hvis ens indre blik og hjernens svingninger tændes af ’Vinterufo’, så vil den med garanti plante sig dybt i en, som den perfekte københavnerroman, i en tid, hvor fremtiden ikke længere kan skimtes i horisonten som andet end den tilsandede og lokkende fortid.

 

Jokum Rohde: ’Vinterufo’. Roman. 262 sider. Bangsbohave, 2023.

Freddy Hagen er uddannet cand.mag. i Moderne Kunst- og Kulturformidling fra Københavns Universitetet.


Flere artikler om emnet