Annonce

Sejr for fagbevægelsen: Ryanair - nu med overenskomst

Lavprisselskabet får til december base i København: “De er blevet klogere,” vurderer erhvervskommentator
Foto: Ryanair/Piotr Mitelski Comp.
Ryanair får nu - efter otte års pause - igen base i København.
Lavprisselskabet Ryanair åbner til december en base i Københavns Lufthavn. Og det sker med en overenskomst for piloter og kabinepersonale indgået med fagforbundet Dansk Metal.

Det oplyser Ryanairs topchef, irske Michael O’Leary.

Vi har nu overenskomster på plads i næsten alle de store europæiske lande

“Vi annoncerede i 2017, at vi ville anerkende fagforeninger over hele Europa. Vi har nu overenskomster på plads i næsten alle de store europæiske lande,” siger Michael O’Leary, under et pressemøde tirsdag.

I januar tegnede Ryanair overenskomst for piloter og kabinepersonale i Billund Lufthavn med Dansk Metal.

Det skete efter langstrakte forhandlinger med først Flybranchens Personale Union (FPU), siden med Metal Luftfart.

Keld Bækkelund, forhandlingschef i Dansk Metal, oplyser over for Fagbladet 3F,  at aftalen med Ryanair var, at overenskomsten også skal gælde for København, hvis Ryanair åbnede base der. Og det sker altså så til december.

Forlod København efter konflikt med fagbevægelsen

Ryanair har tidligere haft base i København tilbage i 2015, men kun i en kort periode.

Fagforeningerne FPU og LO iværksatte nemlig blokader mod selskabets flyvninger, fordi Ryanair ikke havde tegnet dansk overenskomst. Og så trak Ryanair sig ud af Københavns Lufthavn.

Erhvervskommentator hos TV 2, Ole Krohn, vurderer, at det er et andet og klogere Ryanair, der nu vender tilbage til Københavns Lufthavn:

De er blevet et voksent luftfartsselskab

“De er blevet klogere. De er blevet et voksent luftfartsselskab, der er blevet klar over, at det ikke går i Danmark at komme buldrende ind og sige, at de aldrig indgår nogen som helst overenskomst.”

Tilbage i 2012 betegnede Michael O’Leary fagforeninger som "ubrugelige":

"Ryanairs ansatte har ret til at melde sig ind i fagforeninger, den franske fremmedlegion eller pigespejderne, hvis de ønsker. De har også retten til at forhandle med deres flyselskab uden indblanding fra ubrugelige fagforeninger."

Ryanair i København

To Ryanair-fly kommer til at have deres faste plads i Københavns Lufthavn. På den måde kan det irske lavprisselskab bedre servicere tidlige og sene flyvninger ud og ind af lufthavnen.

  • Ryanair driver aktuelt 20 ruter fra Københavns Lufthavn.
  • I løbet af efteråret vil flyselskabet åbne yderligere fire ruter fra København til Tyskland, Portugal, Frankrig og Polen.
  • Ryanair er allerede i dag Københavns 3. største luftfartsselskab efter SAS og Norwegian.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Men kan piloterne så leve af deres løn nu?
Det kunne de jo ikke tidligere.

Og det er ikke bare i Danmark, så det er jo kun ekstra positivt.

Ja, det er rigtigt godt - måske skulle vi i denne sammenhæng huske, hvem fra fagbevægelsen det stod forrest og tog alle tævene dengang Lisette!!!