Det var dejligt i Folketingets spørgetime den 1.april at høre statsministeren afvise, at skattelettelser er en gratis omgang og det eneste saliggørende, når vi skal skabe mere vækst og beskæftigelse. De borgerlige ledere krævede ellers skattelettelser. Nogle påstod, at det var gratis. Andre, at det kunne finansieres ved at skære fire milliarder på den aktive arbejdsmarkedspolitik.

Især Liberal Alliance påstod , at nye lettelser i topskat og selskabsskat er selvfinansierende, og at det kun er misundelsesargumenter, der får venstreorienterede politikere til at afvise denne indlysende "sandhed".

Desværre kan den monomane borgerlige opfattelse af skattelettelser som vidundermidlet til større produktion og beskæftigelse hente en del ny næring i Produktivitetskommissionens skriverier.

Jeg finder det beklageligt, at Kommissionen trækker denne gamle traver over scenen nok engang:

For selvfølgelig kan man ikke afvise, at skattelettelser isoleret set har positive virkninger på økonomisk aktivitet. Og lavere skatter kan have indflydelse på arbejdslyst og risikovilje, selv om det nok er langt mindre virkningsfuldt i Danmark, end mange neoliberale økonomer med rygstød i teoribøger fra USA og England påstår.

Teorien, om at det er gratis at lette topskat og selskabsskat, har af indlysende grunde stort medløb fra velhavere og selskaber. Tænk, at man kan give de rige noget, uden at det koster andre steder i samfundet!  Ja, tværtimod skaber det øget omsætning og større glæde, også hos alle dem der kommer i arbejde, når først de rige bliver glade.  Det lyder jo næsten for godt til at være sandt. Og det er det også!

For der er så meget andet end skattelettelser, der forrenter sig for samfundet– og som forrenter sig bedre end skattelettelser.

Den vigtige politiske prioritering er jo netop at vælge de løsninger, der både menneskeligt og samfundsøkonomisk giver det største afkast i det lange løb.

Her er vi desværre meget dårligt hjulpet med et samfundsøkonomisk modelapparat, der slet ikke beregner den langsigtede gevinst ved at opkvalificere mennesker. Derfor kan man ikke ved at holde modellen i hånden foretage en fornuftig prioritering mellem at bruge penge til skattelettelser eller bruge penge til målrettet forbedring af uddannelsesindsatsen.

Men jeg er overbevist om, at hvis vi  - i stedet for at brænde et milliardbeløb af skattelettelser - investerer den samme sum i at gøre mennesker i stand til at gribe nye jobs til erstatning for dem, der tabes til andre lande og verdensdele, så er det mere nyttigt, mere sympatisk og "mere gratis" end skattelettelser til velhavende borgere og selskaber.

Jeg støtter denne overbevisning på vores danske erfaring om, at vi blev et meget rigt samfund med høj beskæftigelse, selv om vi havde høje skatter.

Det vil skade indsatsen for langsigtet at nedkæmpe arbejdsløsheden, hvis man i stedet fulgte forslaget om dramatiske nedskæringer på arbejdsmarkedsindsatsen for at skaffe penge til flere skattelettelser.

Mette Frederiksens plan om en stærk omprioritering af arbejdsmarkedsindsatsen til ægte opkvalificering er dén vej, vi skal gå, hvis vi for alvor vil bekæmpe arbejdsløshed og ulighed - både nu og i fremtiden.