Annonce

Socialdemokratiske millioner skal hjælpe udsatte børn

Socialdemokraterne vil afsætte 100 millioner til at sikre bedre hjælp til udsatte børn i kommunerne. Det kan give bedre velfærd for færre penge på lang sigt. Pengene skal findes i satspuljen, og inspirationen kommer fra Herning
I den seneste tid har vi set to store sager, hvor kommuner ikke har været gode nok til at hjælpe udsatte børn. Den ene er fra Odense, hvor kommunens sagsbehandlere fik at vide, at de skulle stoppe behandlingen af fem sager hver – selvom det er ulovligt. Den anden fra Tønder, hvor TV2 kunne fortælle, at kommunen i årevis ikke har grebet ind over for en pige, der blev seksuelt misbrugt af sin far.

Den slags sager vil Socialdemokraterne undgå, og derfor foreslår partiet at afsætte 100 millioner kroner til bedre sagsbehandling, så der kan blive grebet ind tidligere over for udsatte børn. Ideen kommer fra Herning, hvor man har ansat langt flere sagsbehandlere. Det har været både en menneskelig og økonomisk succes.

”Når de ikke er begravet i sager, får de tid til at opdage problemer og gå ind i sagerne tidligere. Får man tidligt mor og far hjulpet på ret køl med at tage sig af deres børn, så er de problemer, børnene får senere i tilværelsen, langt mindre. Det betaler sig hjem ret hurtigt økonomisk, siger socialordfører Pernille Rosenkrantz-Theil til Jyllands-Posten.

Pointen i forslaget er altså, at hvis man bruger nogle flere penge på at sætte tidligere ind, kan man afhjælpe problemerne før de løber løbsk, og at man forsøger at lade familierne leve så normalt et liv som muligt. Det betyder blandt andet, at man kan lave færre tvangsfjernelser, fordi man får løst problemerne tidligere.

Inspirationen til forslaget kommer fra Herning, hvor man i forbindelse med en besparingsrunde i 2012 valgte at tilføre flere penge til udsatte børn. De ekstra midler havde allerede tjent sig hjem året efter.

Hos Dansk Socialrådgiverforening har man svært ved at få armene ned over det socialdemokratiske forslag. ” Hvis man investerer offensivt i det forebyggende arbejde og får flere socialrådgivere, så er det en ren win-win. Børnene får det bedre, og det giver penge i kommunekassen”, siger socialrådgivernes formand Majbrit Berlau til Jyllands-Posten.

Også socialminister Karen Ellemann er positiv over for Socialdemokraternes forslag, som hun kalder ”en fornuftig idé”.

Regeringen fremlægger inden for de kommende uger deres udspil til satspuljen, der er penge møntet socialt udsatte grupper, og det er fra den pulje, Socialdemokratiet vil finde pengene til at hjælpe udsatte børn.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og tidligere pressekonsulent i Socialdemokratiet


Flere artikler om emnet