Eksempelvis skrev Morten Messerschmidt, at ”Dansk Folkeparti [kan] give en garanti for, at Danmark både før, under og efter den kommende folkeafstemning vil være fuldgyldige medlemmer af Europol”.
I dag har Lars Løkke Rasmussen så fremlagt EU-kommissionen aftaleskitse til fremtidig dansk samarbejde med Europol, og det lader til at vilkårene for dansk politi bliver væsentligt forringet i fremtiden.
Kan ikke søge direkte i Europols arkiver
I dag kan dansk politi søge direkte i Europols arkiver, hvilket Danmark er det mest flittige til af alle Europollandene. I fremtiden vil dansk politi ikke få mulighed for at søge direkte i Europols arkiver selv. Dansk politi skal derfor ringe til en medarbejder i Europol, som så skal søge i arkiverne og sende informationen videre til dansk politi. Dermed vil arkivsøgningen tage betydeligt længere tid og være betydeligt mere kompliceret at gennemføre. Netop dette element var noget, dansk politi frygtede, da det kan betyde, at politiet ikke kan respondere lige så hurtigt på udenlandske kriminelle.
Kan ikke stemme ved bestyrelsesmøderne
Aftaleskitsen giver samtidig dansk politi mulighed for fortsat at deltage til Europols bestyrelsesmøder. Dog vil Danmark i fremtiden ikke have mulighed for at stemme til bestyrelsesmøderne. Dermed vil Danmark ikke have mulighed for at have direkte indflydelse på, hvordan Europol skal udvikle sig i fremtiden.
Problematisk aftale for Danmark
Flere politikere har i dag bekræftet, at aftalen stiller Danmark betydeligt svagere end et fuldgyldigt medlemskab. Blandt andet skriver den socialdemokratiske EU-ordfører, Peter Hummelgaard Thomsen, på Twitter, at nejpartierne under folkeafstemningen gav danskerne en masse garantier, som de ikke havde forudsætninger for at give.
Europol-tilbud er på alle måder ringere, vil gøre politiets arbejde sværere. Nej-partierne ga garantier de 0 forudsætninger havde for #dkpol
— Peter Hummelgaard (@PHummelgaard) 8. december 2016
Lars Løkke Rasmussen påpeger, at i takt med at teknologien udvikler sig, kan dansk politi risikere at halte langt bagefter de øvrige Europollandes politi. Han nævner blandt andet, at det i fremtiden vil være muligt at søge i arkiverne direkte fra patruljebilen, hvilket dansk politi altså ikke får mulighed for. Samtidig afviser statsministeren ikke, at en ny afstemning kan komme på tale i fremtiden.
Til DR udtaler Lars Løkke Rasmussen: ”Man kan ikke udelukke, at vi på et eller andet tidspunkt ude i fremtiden vil sige: Nu sprænger kæden. Nu står ulemperne ikke længere mål med fordelene, og så må vi spørge danskerne igen.”