Der er intet fortilfælde for, at EU har indgået en parallelaftale med et land om Europol. Modsat den opfattelse, man kunne få ved at lytte til nej-partierne, så findes der nemlig ingen fortilfælde for, at EU-landene har indgået parallelaftale om Europol.

Som et notat til Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg fra august 2015 udtrykkelig slår fast, så har Norge ikke en parallelaftale, men en samarbejdsaftale, en såkaldt operativ aftale. Den samarbejdsaftale giver Norge adgang til en del af Europol, men ikke det hele. Dermed adskiller samarbejdsaftalen sig også fra de såkaldte parallelaftaler, som nej-partierne taler meget om.

Ud over Norge har Europol også samarbejdsaftaler med Albanien, Australien, Canada, Columbia, Makedonien, Island, Schweiz, Serbien, Liechtenstein, Monaco og USA. Derudover har Europol en samarbejdsaftale med det internationale politisamarbejde Interpol.

Nej-partier taler om parallelaftale
Folketingets EU-Oplysning skriver, at ”En parallelaftale er en mellemstatslig aftale mellem EU og en medlemsstat om at deltage i en del af et overstatsligt samarbejde”. Med parallelaftale bliver medlemsstaten derfor som udgangspunkt en del af samarbejdet på lige fod med de øvrige stater. Sådan er det ikke med en samarbejdsaftale. Her er der lagt væsentlig flere begrænsninger ind i forhold til, hvad medlemsstaten har mulighed for.

Danmark har tidligere indgået parallelaftaler med EU på det retspolitiske område, ligesom Danmark også har fået afslag på parallelaftaler. Men der er stor forskel på de tidligere parallelaftaler og så en eventuel aftale om Europol. Det skriver DR’s EU-korrespondent Ole Ryborg: ”Europol-forordningen [er] ikke kun en retsakt, som man ønsker skal gælde i Danmark. Europol er et EU-agentur – og det er aldrig før prøvet at lave en parallelaftale med et land, som ønsker at være med i et EU-agentur”.

Som DR Detektor har vist, så har både Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl og Enhedslistens Pernille Skipper flere gange henvist til den norske ”parallelaftale” som begrundelse for, at også Danmark vil kunne få en parallelaftale, hvis vi stemmer nej den 3. december.

Pernille Skipper meddelte DR Detektor, at forskellen var af rent teknisk karakter, og at ”Fælles er, at det er en mellemstatslig aftale”. Det på trods af, at notat udtrykkeligt slår fast, at ”[d]et er ikke en mellemstatslig aftale med EU, men alene en samarbejdsaftale mellem Europol og Norge”.

Norge har ikke adgang til vigtig søgedatabase
Ifølge det ovenfor omtalte notat, så er der to afgørende forskelle mellem de samarbejdsaftaler, som Norge og andre lande har, og et egentlig medlemskab af Europol. For det første, så er de norske forbindelsesofficerer, som er udstationeret ved Europols hovedkvarter i Haag, ikke med i Europols styrende organer. Det er blandt andet her det besluttes, hvilke områder Europol skal prioritere.

For det andet, så har Norge ikke direkte adgang til at søge i Europol Information System (EIS), som er den centrale søgedatabase med oplysninger om personer, biler, telefonnumre mm. Her skal Norge anmode om at få adgang til oplysninger, og der kan tage op til flere dage før der kommer svar.

Med Lissabontraktaten er det i øvrigt ikke længere muligt at få en samarbejdsaftale som den, Norge og de øvrige samarbejdslande har. Så hvis Danmark skal indgå en parallelaftale om Europol, så vil der være tale om en helt ny konstruktion, som der ikke er noget fortilfælde for i EU-systemet. Det betyder ikke, at det ikke vil kunne lade sig gøre at få en. Men det betyder, at det hele nok bliver noget mere kompliceret, end nej-partierne dagligt giver udtryk for.