Annonce

Sygeplejerske med opråb til politikerne: Lyt til os!

Presset på hospitalerne stiger, uden at bemandingen følger med. Der er akut brug for flere sygeplejersker.
Der fødes stadig flere børn, og dermed stiger også antallet af børn der får brug for indlæggelse og behandling. Men der er ikke udsigt til tilsvarende flere kolleger.

Lige nu taler vi mest om, at corona presser sundhedsvæsenet. Men længe har personalet været dybt bekymrede for patienterne og fremtiden.

Besparelser og arbejdspres

De seneste uger har vi hørt medierne fortælle om pressede fødeafdelinger.

DR har også afdækket forholdene på Hvidovre Hospitals neonatalafdeling (afdeling for tidligt fødte børn), som gennem årene har lidt under store besparelser og øget arbejdspres.

Sygeplejerskerne beskriver en udvikling, hvor de er færre hænder til flere og flere patienter. Og selv om der nu er sket forbedringer på afdelingen, er de stadig dybt bekymrede for fremtiden.

De opgaver, der i 2001 var 100 sygeplejersker til at klare, skulle kun 68 sygeplejersker overkomme i 2017.

Historierne er ikke enestående. Siden 2001 har de ansatte i sundhedsvæsenet skulle præstere mere og mere.

Politiske mål for behandlings- og ventetidsgarantier, den medicinske og teknologiske udvikling har betydet flere behandlingsmuligheder til stadig flere patienter.

Det positive er at flere sygdomme kan behandles hurtigere og med bedre resultater. Men konsekvensen er også, at den enkelte ansatte har fået flere opgaver, fordi normeringerne ikke er fulgt med. De opgaver, der i 2001 var 100 sygeplejersker til at klare, skulle kun 68 sygeplejersker overkomme i 2017.

Flere opgaver kræver mere personale

På neonatalafdelingen på Hvidovre Hospital har sygeplejerskerne oplevet den udvikling på egen krop.

De beskriver, at lidt travlhed, blev til mere travlhed og til sidst blev det så travlt, at de mistede overblikket på vagterne. De var for få til den mængde og type af børn, de skulle tage sig af. Det førte til helt urimelige prioriteringer mellem meget syge børn.

Regeringen prioriterede at ansætte 1.000 flere sygeplejersker i 2020-2021. Det ser så småt ud til at lykkes.

Mængden af opgaver vil i årene frem fortsat stige i hele sundhedsvæsenet, og risikoen er, at personalet ikke kan følge med.

Når hospitalerne åbner for op flere behandlinger, efter de sidste måneders corona-nedlukning, venter der en pukkel af operationer og behandlinger på et coronatræt personale.

Regeringen prioriterede at ansætte 1.000 flere sygeplejersker i 2020-2021. Det ser så småt ud til at lykkes. Men plasteret er desværre ikke stort nok. Arbejdspresset rammer personalet, når opgavemængden fortsat stiger.

Gør vores bekymringer til skamme

Dansk Sygeplejeråd har foreslået, at der ansættes 2.000 flere sygeplejersker med finansloven 2022 for at forhindre den mangel på hele 6.000 sygeplejersker som forventes i 2025.

Lige nu har 30.000 skrevet under på en appel fra Mødrehjælpen om trygge fødsler.

Enhedslisten har kaldt sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i samråd om forholdene på neonatalområdet.

Jeg håber virkelig, at politikerne vil lytte til de signaler, vi sender, og gøre sygeplejerskers og andre ansattes bekymringer for fremtiden til skamme.

Konsekvenserne af forholdene er ubærlige at tænke på, og det har alt for store menneskelige omkostninger.

Næstformand for Dansk Sygeplejeråd Kreds København


Flere artikler om emnet