Annonce

Danmark uden velfærd: Tusinder døde under den spanske syge

For 100 år siden døde tusindvis af danskere af en sygdom, ingen kunne se, ingen kunne forstå og ingen kunne helbrede. Hvad var det dog, der skete?
Ove Bruun-Pedersen var læge i den sydsjællandske by Haslev. Sammen med sin Johanne havde han Jørgen på tre år, Margrethe på fire år og den ældste datter Karen på syv. Men deres familie blev revet i stykker, da alle tre børn og hustruen Johanne døde af den spanske syge. Kun Ove Bruun-Pedersen overlevede. På en uge gik Ove Bruun-Pedersen fra en familie til fem til kun at være sig selv. Han blev aldrig sig selv igen og levede resten af sit liv alene.

Alle tre børn og hustruen Johanne døde af den spanske syge

Tommy Heisz’ bog om den spanske syge er fuld af beretninger om familier, der bliver revet i stykker af den spanske syge, der ramte Danmark i sommeren 1918 og i løbet af et halvt år spredte sig fra København til de mindste flækker. Ofte var det unge – ja, børn – der bukkede under. Sunde og stærke, og så pludselig var de væk.

Det er vel bare en influenza?

Men i starten slog lægerne og sundhedsmyndighederne sygdommen hen. Det var nok bare en influenza, og hvorfor skulle man tage dén så alvorligt? Man havde dog haft influenzaepidemier før, og der var virkelig ingen grund til at lukke biografer og teatre, hvor mange mennesker var samlet eller at holde skolebørnene hjemme.

Handlekraftige, raske, stærke indtil den dag, sygdommen ramte dem

Men efterhånden gik alvoren op for lægerne. De gjorde det bedste de kunne, men de kunne kun tilbyde lindring og håb til de smittede. Man kunne endnu ikke se virus i mikroskoperne, og penicillinet – som kunne have hjulpet på den lungebetændelse, der var den egentlige dødsårsag - var endnu ikke opfundet.

I alt døde 15.000 danskere. Mange af dem børn, som forældrene måtte lægge i graven eller unge mænd og kvinder, der døde netop som de skulle til at tage hul på livet. Handlekraftige, raske, stærke indtil den dag, sygdommen ramte dem.

Hver tyvende i verden døde

På verdensplan var det mellem 50 og 100 millioner mennesker, der døde. Op mod hver tyvende af de 1,8 milliarder mennesker, der dengang befolkede vores klode.

For den spanske syge var ikke båret af de bakterier, som man i 1918 netop var blevet i stand til at se. Det var en virus; en utroligt aggressiv variant af et influenzavirus, der lagde immunsystemet hos den smittede i ruiner og gav fri adgang til lungebetændelse.

Den stammede slet ikke fra Spanien, men fra USA

Faktisk er det lidt en tilsnigelse at kalde det ”den spanske syge”. For den stammede slet ikke fra Spanien, men fra USA – og måske oprindeligt fra Asien, hvor mennesker, fugle og grise levede tæt sammen og dermed giver mulighed for, at det der startede som en sygdom hos dyr, kunne vandre til mennesker.

Det var i hvert fald i USA, at sygdommen først blev til en epidemi. Og så i Storbritannien og Frankrig, hvor soldaterne i skyttegravene døde som fluer. Men fordi, der var krig i disse lande var der strenge restriktioner for, hvad aviserne kunne skrive; fjenden læste jo med. Derfor blev sygdommen, der ramte unge mænd i massevis og indkvarterede soldater i tusindvis, ikke omtalt. Men Spanien var ikke med i verdenskrigen, og derfor var det her, omtalen startede og den spanske syge fik sit navn.

En påmindelse om, at vores velfærdssamfund ikke altid har været der

Bogen om den spanske syge er fyldt med vidnesbyrd om sygdommen, men også om de forhold, der gav sygdommen så let spil.

For det Europa, sygdommen mødte, var udmargret og udhungret efter en verdenskrig. Det var samfund, der levede i fattigdom – også her i Danmark, der bestemt ikke var blevet et velfærdssamfund i 1918. Det kom først langt senere; med Kanslergadeforliget og for alvor med de socialdemokratiske velfærdsreformer efter 2. verdenskrig.

Så også her i Danmark levede familier under forhold, vi ikke slet kan forestille os, selv om det kun er 100 år siden. To voksne og 4-5-6-7 børn, der levede på 30 kvadratmeter. Til tider i mørke værelser uden vinduer, der kunne give frisk luft.

Bogen er en påmindelse om det kvantespring, vores velfærdssamfund tog efter 2. verdenskrig

Og med et sundhedsvæsen, som slet ikke slog til. Det var primitivt, sengepladserne var få – og i øvrigt ikke gratis, hvilket fik mange fattige familier til at prøve at klare sygdommen derhjemme eller ved hjælp af kvaksalvere.

Tommy Heisz’ bog om den spanske syge beskriver forhold, som er langt væk. Noget, der skete i en fjern, fjern fortid. Men det er kun 100 år siden, lidt mere end en menneskealder. Bogen er derfor også en påmindelse om det kvantespring, vores velfærdssamfund tog efter 2. verdenskrig.

Tommy Heisz: Den Spanske Syge. Da historiens mest dødbringende epidemi kom til Danmark. Udkommet på Politikens Forlag 2018.

Henrik Andersen er cand.scient.pol. Han har i en årrække arbejdet i krydsfeltet mellem politik, analyser og rådgivning og har siden 2016 været tilknyttet Netavisen Pio som klummeskribent og anmelder. Han er desuden kredsformand for Socialdemokratiet i Gladsaxe.

Flere artikler om emnet

Kommentarer

Ganske vist døde der en del mennesker i Danmark. Men det drejede sig om få, hvis vi sammenligner det med
andre lande omkring. Det skyldes en idag så godt som glemt førstemover indenfor ernæringsvidenskab, dr.
Hindhede, som af regeringen blev bedt om at lave en plan, hvordan man kunne komme gennem krigen 1914-1918.
Dette havde den følge, at svin i stort omfang blev solgt til udlandet og køer beholdt man kun i det omfang, det var nødvendigt at forsørge børn med. Man fik overstore indtægter fra udlandet ud af dette: samtidig førte den forblivende ernæring på basis af fortrinsvis fuldkorn og grøntsager samt frugt til, at dødsraten fra den spanske syge i Danmark kom til at ligge langt, langt under udlandets.
Kilde: Dr. Ralph Bircher; Geheimarchiv der Ernährungslehre; Kopp-Verlaf; pg. 120-128.