Tidligere elev på Hotel- og Restaurantskolen om fyret direktør: “Hun forstår os ikke”
Tidligere elev på Hotel- og Restaurantskolen om fyret direktør: “Hun forstår os ikke”
Kritiserer den fyrede Anne-Birgitte Agger for, at invitere de værste arbejdsgivere ind på skolen for at fortælle om “Den gode praktikplads”

Anne-Birgitte Agger, fyret direktør for Hotel- og Restaurantskolen i Valby
Fyringen af den nu tidligere direktør på Hotel- og Restaurantskolen i Valby i København, Anne-Birgitte Agger, bliver mødt med kritik fra en stribe kendis-restauratører.
De har i især Berlingske rost Agger for at være dygtig, visionær og fremsynet.
Kendis-restauratørerne forstår grundlæggende ikke baggrunden for fyringen, som de betegner som fuldstændig forfejlet og et stort tilbageskridt for den danske madscene.
Især formanden for bestyrelsen, forhandlingssekretær hos 3F's hotel- og restaurantgruppe, Peter Lykke Nielsen, kritiseres. Kendis-restauratører fremstiller det nærmest som om han egenrådigt har fyret Anne-Birgitte Agger. Og tilmed på et tidspunkt, hvor Agger er ramt af alvorlig sygdom.
"Det virker helt crazy, at hun er blevet fyret. Når man ser på kombinationen af, hvor meget hun har gjort for skolen, og hvor meget der er brug for hende, gør det, at jeg er meget uenig i beslutningen," siger eksempelvis Christian Puglisi, som er tidligere souschef på den verdenskendte Michelin-restaurant Noma samt ejer af BÆST og Mirabelle.
“Voksne arbejdsgivere, stop jer selv”
Men det er man ikke enig i blandt en gruppe elever og tidligere elever på Hotel- og Restaurantskolen.
“Men, voksne arbejdsgivere, stop jer selv. I ved ingenting. Vi ved ingenting. Vi har en udlægning fra den person, der føler sig dårligt behandlet. Vi har fulgt med i alle de pæne ord, der bliver sagt om Gigger (Kælenavn for Anne-Birgitte Agger, red.). Og vi medgiver at hun har mange gode ideer. Men,“ skriver Alma Bomann Larsen-Lindén i et opslag på Facebook.
Alma har de sidste tre et halvt år været tjenerelev på Hotel- og Restaurantskolen, hvorfra hun blev udlært i sidste måned. Alma er fagligt aktiv og skriver opslaget på vegne af en gruppe tidligere og nuværende elever.
Alma og gruppen af elever/tidligere elever oplever at presseomtalen af fyringen af Anne-Birgitte Agger er forfejlet og skæv:
“Hele snakken handler lige nu om hvor dumme 3F er, og hvor dygtig Gigger er. Så vi har brug for at dele vores tanker.”
Hun svarer i øst, når vi spørger i vest
“Vi føler ikke at Gigger har gjort alle de ting hun får æren for. Gigger er for langt væk fra os, hun forstår os ikke. Hun svarer i øst, når vi spørger i vest.”
Giver talerstol til de forkerte arbejdsgivere
Alma - og gruppen af elever/tidligere elever bag hende - kritiserer, at Anne-Birgitte Agger som direktør ikke har været lydhør, når elever har fortalt om problemer med sexchikane på praktikstederne:
“Når vi fortæller om sexchikane får vi besked om at hun ikke kan gøre noget, at vi skal kontakte 3F. I sommers da den helt store debat kørte efter de 2 dokumentarer fra TV2 blev vist, sad hun i Go’ Morgen Danmark og fortalte, hvordan det ikke var hendes ansvar.”
Alma & Co. er især vrede over, at Anne-Birgitte Agger har givet taletid til Michelin-restauratører, som i branchen og i TV 2-dokumentaren ‘Den bitre smag’ er afsløret som nogle, der opfører sig rigtig dårligt over for elever.
Eksempelvis medejer af restaurant Geranium, Rasmus Kofoed. En kokkeelev fortæller i TV-dokumentaren, hvordan han - mens han anrettede en tallerken - fik en syngende lussing af Kofoed.
Rasmus Kofoed er sammen med manden bag den verdenskendte Michelin-restaurant Noma, René Redzepi, blandt de kendis-restauratører, som den fyrede Anne-Birgitte Agger har bedt optræde for skolens elever som såkaldte gæstelærere.
Den trafik kritiserer Alma Bomann Larsen-Lindén og elev-gruppen bag hende:
“Hun (Anne-Birgitte Agger, red.) inviterede de arbejdsgivere ind på skolen, til at tale om problemet, som er en del af problemet.”
udnytter elever som gratis arbejdskraft
“Hun inviterer arbejdsgivere ind på skolen for at fortælle om den gode læreplads. Arbejdsgivere, som alle os elever ved, udnytter elever som gratis arbejdskraft og som har haft sag efter sag hos 3F med store efterbetalingskrav.”
3F er “mere på vores hold”
Alma og elevgruppen omkring hende opfordrer til, at man holder op med at angribe 3F på baggrund af fyringen af Anne-Birgitte Agger:
“Lad være med at angribe vores fagforening. De kæmper for os, og vi er mange der føler at 3F er mere på vores hold end Gigger nogensinde har været.”
vi er mange der føler at 3F er mere på vores hold end Gigger nogensinde har været
Alma med flere slutter opslaget af med at ønske Anne-Birgitte Agger rigtig god bedring - og et ønske om at hun snart er på benene igen.
Bestyrelsesformand: Jeg har tavshedspligt
Bestyrelsesformand Peter Lykke Nielsen ønsker ikke at oplyse den egentlige baggrund for fyringen af Anne-Birgitte Agger. Han henviser til forvaltningslovens bestemmelser om tavshedspligt i afskedigelsessager.
Anne-Birgitte Agger har indtil nu heller ikke oplyst noget om årsagen til fyringen af hende. For godt et par uger siden skrev hun i et opslag på Facebook, at hun er både vred over og ked af fyringen.
Et kommende jobopslag om det nu ledige direktør-job vil sandsynligvis indikere årsagerne til fyringen af Anne-Birgitte Agger.
Netavisen Pio har ikke - på grund af Aggers sygdom - haft mulighed for at forelægge hende kritikken fra Alma og gruppen af elever bag hende.
Det har tidligere været fremme, at Anne-Birgitte Agger på et tidspunkt ønskede at italesætte elevernes dårlige arbejdsforhold på stormøder, men at det ønske angiveligt mødte modstand i bestyrelsen, der er sammensat af især repræsentanter for arbejdsgiverorganisationen Horesta og fagforbundet 3F.
I en pressemeddelelse udsendt af Hotel- og Restaurantskolen 8. september 2023 understreger den daværende direktør, Anne-Birgitte Agger, at arbejdsgiverne skal behandle deres elever ordentligt.
Opdateret
Fagforbundet 3F har tre pladser Hotel- og Restaurantskolens bestyrelse. Det samme har arbejdsgiverorganisationen Horesta. Kilde: Hotel- og Restaurantskolen i ValbyHotel- og Restaurantskolens bestyrelse
Tilføj kommentar