Annonce

Troels Lund trækker i traktor-bremsen

Venstres kommende formand dæmper sin hidtidige begejstring for SVM-projektet
Foto: Emil Vendelbo Johansen/Netavisen Pio
Troels Lund Poulsen (V) - foran Amalienborg, da SVM-ministerholdet blev præsenteret 15. december
Traktor-Troels - alias Venstres kommende formand Troels Lund Poulsen - trækker i traktor-bremsen.

I hvert fald dæmper Troels Lund Poulsen sin hidtidige begejstring for SVM-projektet.

Ved flere lejligheder har Troels Lund Poulsen udtalt, at han sagtens kan forestille sig, at SVM-projektet kunne fortsætte også efter næste valg.

Jeg tror, at det her potentielt er noget, der kan fortsætte ud over den her valgperiode

“Jeg tror, at det her potentielt er noget, der kan fortsætte ud over den her valgperiode. Hvis vi formår at levere på det regeringsgrundlag, vi har aftalt,” sagde Troels Lund Poulsen eksempelvis til  Politiken  26. februar i år.

Troels Lund Poulsen understregede, at SVM-regeringen skal vise, at den kan lave nogle resultater. Og hvis regeringen bliver en succes, så vil Venstre “på ingen måde” gå til valg på, at “vi ikke kan samarbejde med Socialdemokratiet”.

Men i mellemtiden har Venstre ikke vundet tabte vælgere hjem. Snarere tværtimod og mandag kastede Jakob Ellemann-Jensen håndklædet i ringen og gik af som formand for Venstre.

I den forbindelse genbekræftede Troels Lund Poulsen, at han skam står bag SVM-projektet, som han selv har været med til at forhandle på plads.

To dage senere annoncerede samme Lund Poulsen, at han er kandidat til posten som formand for Venstre. Samtidig var hans begejstring for SVM-projektet nu noget mere afdæmpet.

Nævnte ikke bogstaverne SVM

Nu står det således pludselig langt mere åbent, hvad der skal ske efter næste valg. Jakob Ellemanns berømte “Venstre skal ikke hjem, Venstre skal videre” lå ikke just på læben. Og andre blå partier er ikke længere et fy-ord:

“Vi er gået ind i denne her regering for at levere blå, borgerlige politiske resultater, som det eneste borgerlige parti. Det gjorde vi, fordi det var det mest ansvarlige.”

Troels Lund fortsætter - uden overhovedet så meget som at nævne ‘SVM’: 

så må vi så se

“Når vi møder vælgerne næste gang, så kommer vi til at præsentere, hvad det er, vi går til valg på. Og efter næste valg, så må vi så se, om det så betyder, at vi samarbejder med blå partier, eller vi fortsætter med at være regering, eller vi helt står udenfor.”

En noget anden melodi end den Troels Lund Poulsen turnerede med tidligere på året - mens han endnu vikarierede for den dengang sygemeldte Jakob Ellemann-Jensen.

Nu tager vi det lige stille og roligt

2. oktober - før regeringens ekspertudvalg har lagt sine forslag frem - fastslog nu tidligere V-formand, Jakob Ellemann-Jensen, at der kommer en klimaafgift på landbruget:

“Vi kommer til at lægge noget af afgiften på produktionen, for det er nødvendigt, når man skal omstille produktionen,” sagde han blandt andet  DR.

Men med Troels Lund Poulsen i førersædet på V-traktoren bliver det anderledes. Nu handler det i stedet - her og nu - om at berolige Venstre-baglandet, ikke mindst landbo-delen.

“Nu tror jeg, man skal tage det lidt stille og roligt. Vi har bedt et ekspertudvalg om at se på mulige modeller for at lave en CO2-afgift,” lød det fra Troels Lund, der understregede, at næste skridt bliver en grøn trepart med landbruget, grønne organisationer og regeringen.

Troels Lund mindede også om, at det i regeringsgrundlaget tydeligt står, at en afgift ikke må svække konkurrenceevnen og må samlet set ikke koste arbejdspladser ud af landet.

hele den her diskussion omkring en CO2-afgift er blevet for voldsom

Troels Lund føjede til, at “hele den her diskussion omkring en CO2-afgift er blevet for voldsom”.

Måske alligevel ikke videre

Altså ro med ro på. Og underforstået: Nu må regeringspartnere i Socialdemokratiet og Moderaterne forstå, at alt det her med CO2-afgift og landbruget er en yderst delikat sag for Venstre.

Lander snittet forkert - set med Venstre-øjne. Jamen, så skal Venstre måske alligevel ikke videre. Så skal Venstre nok snarere hjem.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Prøv at læse Altinget dk - Erik Holsteins artikel om hvordan Troels Lund var arkitekten bag Venstres regeringsdannelse - men det var Ellemann der måtte tage øretæverne for løftebruddet om at Venstre ikke ville gå i regering med Socialdemokratiet -
Og i kulissen lurede Løkke - som Lund Poulsen altid har haft et nært forhold til - Egentlig en meget interessant vinkel som Holstein ser på forløbet med dannelsen af regeringssamarbejdet på -

Der tegner sig efterhånden et billede af Troels Lund, som en meget ubehagelig og beregnende politikker.
En type der leger "bedste ven" lige indtil han ser sin fordel, så sidder kniven i ryggen.
Han har heller aldrig fortalt hvor store beløb hans valgkasse fik af mink-folkene, for at hjælpe dem til de mange milliarder de fik i såkaldt "erstatning"

Ja ham og Lars Løkke er ej et par politikere vi bør være stolte af. Især Lars Løkke. Fatter ikke at Danmarks dyreste skandalepolitiker - la os sige at hans stil har kostet omtrent 45 milliarder kr. Ja du læste rigtigt. Og det betaler vi allesammen.Troels er sgu heller ej for køn med hans snagen i folks privatliv. Sgu nogle kønne ministre vi har siddende..