Annonce

Trump på charmeoffensiv i Rigsfællesskabet, test-nyt og indefrosne feriepenge

Nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang.
I dagens Aktuelt kan du læse om USA’s charmeoffensiv i det danske rigsfællesskab og nye rekorder for corona-testede danskere.

Vi giver dig også en opdatering fra forhandlingerne på Christiansborg, hvor partierne forsøger at nå til enighed om det kapitel i genåbning, det som bliver kaldt fase to.

 

Forhandlinger om næste skridt i genåbning

Genåbningen af Danmark er i gang, og torsdag mødes partilederne for at forhandle om de næste skridt.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, går til forhandlingerne med det udgangspunkt, at restauranter og storcentre skal åbne før biblioteker.

“Vi mener, vi skal starte, der hvor vi betaler for vores velfærdssamfund. At vi starter med den del af Danmark, som giver flest arbejdspladser og en samfundsøkonomisk gevinst,” siger han og fortsætter:

“Det betyder måske, at man skal prioritere storcentre frem for biblioteker og restauranter over offentlige kulturhuse, så længe det er sundhedsmæssigt forsvarligt.”

Selvom forhandlingerne om fase to i genåbning er startet, så kommer der til at gå tid, før danskerne får besked om, hvad det åbner som det næste.

“Vi kommer først til umiddelbart før den 10. maj at melde ud, hvordan fase 2 vil se ud,” siger Mette Frederiksen.
 

Anden dag i træk: Rekordmange danskere testet

Der er for alvor blevet sat turbo på testene for corona.

For første gang er flere end 8000 personer blevet testet for coronavirus på et enkelt døgn.

Mere præcist er 8156 personer blevet testet fra onsdag til torsdag. Dermed er der to dage i træk sat ny rekord for antallet af testede på et døgn. Det oplyser Statens Serum Institut.

I alt er 8073 personer nu konstateret smittet med coronavirus i Danmark. Det er 161 flere det seneste døgn.

Læs mere om de seneste corona-tal her.
 

Frigivelse af indefrosne feriepenge kan skabe 26.500 job

Ved at udbetale danskernes indefrosne feriepenge vil man kunne øge forbruget i en størrelsesorden, der vil øge beskæftigelsen med 26.500 job.

Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

placeholder
Kontanterne vil sætte gang i forbruget, der igen vil skabe beskæftigelse.

Både Fagbevægelsen Hovedorganisation og arbejdsgiverne i DA har anbefalet at man udbetaler de feriepenge, som bliver indefrosne pga. overgangen til de nye feriesystem. De foreslår, at staten ligger ud for beløbet, så man ikke dræner virksomhedernes pengekasser.

Læs hele analysen her.

 

Zoologiske haver dropper åbningsplaner

Først var de åbne. Så lukkede de. Så gjorde de klar til at åbne igen - og de planer er nu skrottet.

Flere zoologiske haver dropper nu at genåbne 1. maj, efter at myndighederne har ændret sine anbefalinger.

Bjarne Klausen,der  administrerende direktør i Odense Zoo, er frustreret over processen.

“Vi troede da, at når Rigspolitiet klart skriver på deres hjemmeside, at forlystelsesparker og zoologiske haver måtte åbne igen med visse krav, så var det rigtigt,” siger han.

Ifølge direktøren i Aalborg Zoo kan udskydelse betyde, at man må aflive dyr.

Læs hele historien her.

 

USA tilbød Færøerne corona-hjælp

USA er på charmeoffensiv i det danske rigsfællesskab.

USA lige nu ved at forberede en pakke med ”substantiel økonomisk støtte” til Grønland, lød det fra den amerikanske ambassadør i en kronik på Altinget mandag.

Og nu er det så kommet frem, at USA i midten af marts tilbød Færøerne hjælp i kampen mod corona.

I en samtale med Færøernes udenrigsansvarlige, Jenis av Rana, tilbød den amerikanske ambassadør til Danmark, Carla Sands, al den støtte, Færøerne måtte ønske.

”(...) jeg fortalte hende så, at en stor del af årsagen til dette var den, at der var så mange, der var blevet testet. Det lød, som om hun forstod det. Og så tilbød hun al støtte og kom ikke ind på, hvilken støtte dette kunne være,” fortalte Jenis av Rana 20. marts til den færøske radiostation R7.

Hverken hos Dansk Folkeparti eller SF vækker tilbuddene begejstring. Læs partiernes reaktioner her.


Regning for Brostrøm stiger

Sagen om Sundhedsstyrelsens brug af skattemidler på videoer med Søren Brostrøm og betalte journalister, vokser nu yderligere.

Ekstra Bladet kunne i går afsløre, at styrelsen havde betalt en faktura på 61.000 inkl. moms. Det var prisen for et godt syv minutter langt interview, hvor Søren Brostrøm blev interviewet af den fra TV Avisen kendte vært Tine Gøtzsche.

Men prisen viser sig at være markant højere.

Styrelsen havde nemlig ved en fejl glemt at sende oplysninger med om en anden video - også med Brostrøm og Gøtzsche. Og denne video har været endnu dyrere. Det oplyser Sundhedsstyrelsen i et svar til Ekstra Bladet.

'I den aktindsigtsafgørelse, der blev sendt til Journalista og Ekstra Bladet, manglede der beklageligvis en akt. Akten er en faktura på det første af i alt to interviews mellem Tine Gøtzsche og Søren Brostrøm. Fakturaen er på 86.500 kroner eksl. moms.'

Læs hele historien hos Ekstra Bladet.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Sarah Scheer er podcast-redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet