Annonce

Udskyder hjælp til domstolene og Ingen udsigt til coronarestriktioner til vinter

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Trods alt for lange sagsbehandlingstider vil regeringen udskyde den varslede økonomiske hjælp til landets domstole til 2024.

Enhedslisten åbner muligheden for en egentlig kulegravning af den såkaldte FE-sag.

Det er nogle af de historier, du kan læse her i Netavisen Pios daglige nyhedsoverblik - "Aktuelt".

Velkommen til og god læselyst.

 

SF undrer sig over radikal trussel

De Radikale har givet statsminister Mette Frederiksen (S) et ultimatum: Udskriv folketingsvalg senest, når Folketinget åbner den 4. oktober, ellers udtrykker partiet mistillid til regeringen.

SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, understreger, at det er op til hvert enkelt parti at beslutte, hvornår en given sag er vigtig nok til at trække tæppet væk under en regering.

Alligevel har hun svært ved at forstå den radikale logik:

“De har ikke mistillid lige nu, men de har mistillid til oktober. Det er lidt ligesom at være gift og sige: Vi skal på sommerferie først, men så vil jeg skilles bagefter. Det bliver aldrig nogen god ferie,” siger Pia Olsen Dyhr til Jyllands-Posten.

Læs hele historien her.

 

Brostrøm forventer vinter uden coronarestriktioner

Der bliver formentlig ingen mundbind i den kollektive trafik eller afstandskrav i supermarkederne i denne vinter. Det er ifølge DR meldingen fra sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm.

“Min forventning er, at man kan komme igennem denne vinter uden restriktioner. Vi kan lave ændringer undervejs, men det er ikke det, der ligger i vores overvejelser,” lød det fra Søren Brostrøm på et pressemøde om den danske coronastrategi fredag eftermiddag.

På pressemødet blev det i øvrigt oplyst, at den fjerde coronavaccinationen - det såkaldte booster-stik af ældre borgere  begynder 15. september.

Fra 1. oktober tager man så fat på særligt udsatte grupper, såsom gravide, kroniske syge med risiko for et alvorligt coronaforløb og deres pårørende, plus udvalgte grupper i sundhedsvæsenet på på det sociale område.

Læs hele historien her.

 

Kassen smækket i: Ingen hjælp til domstole

Trods lange ventetider og stakkevis af uafsluttede sager udskyder regeringen den varslede plan for økonomisk genopretning af landets domstole.

Dermed må anklagede og forurettede borgere fortsat vente i månedsvis på at få deres sager afgjort.

Det skriver Ekstra Bladet.

I begyndelsen af året lovede regeringen ellers at gøre noget ved de lange sagsbehandlingstider, og justitsminister Mattias Tesfaye (S) har tidligere overfor avisen kaldt situationen med de lange ventetider “helt uholdbar”.

Men med regeringens finanslovsforslag tidligere på ugen stod det klart, at det alligevel ikke bliver i år, at politikerne begynder at prioritere domstolene økonomisk.

Justitsminister Mattias Tesfaye (S) fortæller ifølge avisen til Jyllands-Posten, at man er gået i gang med forhandlingerne, men at flere brikker skal falde på plads, før en flerårsaftale kan indgås.

Det er derfor Tesfayes ambition, at der skal være forhandlet en aftale på plads fra 2024.

Læs historien her.

 

Enhedslisten åben for uvildig FE-undersøgelse

Regeringens støtteparti Enhedslisten mener, at offentligheden skal have større indsigt i FE-sagen, hvor den tidligere chef for efterretningstjenesten, Lars Findsen er sigtet for landsforræderi.

Det siger partiets politiske leder Mai Villadsen i et interview på TV 2 NEWS torsdag aften.

“Det vil jeg ikke på nogen måde synes var en dårlig ide,” siger Mai Villadsen i interviewet.

Hun understreger, at en undersøgelse ikke kan komme på tale, mens FE-sagen er verserende, men hun er "ikke nødvendigvis afvisende" over for en undersøgelse på et senere tidspunkt.

De blå partier i Folketinget har længe presset på for en nærmere undersøgelse af sagen. De glæder sig derfor over en bred front over meldingen fra Enhedslisten.

Læs hele historien her.

 

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Henrik Rasch er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet