Annonce

Uffe Elbæk afviser at mødes med sit bagland og minister sender åbent brev til EU

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang.
Så blev det tirsdag, og Netavisen Pio giver dig dagens nyhedsoverblik.

Uroen fortsætter i Alternativet, der befinder sig i en dyb krise.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har analyseret regeringens udspil til et nyt udligningssystem. Ifølge analysen er det de ressourcestærke kommuner, der kommer til at bidrage mest.

I sidste uge var det Radikale Venstre og Enhedslisten, der kritiserede klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) for at være for langsom i processen med forhandlingerne om den klimahandlingsplan, der skal forhandles på plads i løbet af foråret. Men nu er det klimaministeren, der vil have EU til at øge tempoet på klimaområdet og hæve målsætningen for CO2-reduktion.

Og så er der en meget udskældt styrelse, der nu skifter navn.

Velkommen til dagens Aktuelt.

 

Uffe vil ikke mødes med Alternativets medlemmer

Alternativet befinder sig i en krise. På torsdag samles medlemmerne af Alternativet i København til et dialogmøde – eller krisemøde om man vil. Men det bliver uden deltagelse af partistifter og fhv. politisk leder Uffe Elbæk.

Alternativet i Københavns Storkreds, hvorfra Uffe Elbæk selv er opstillet og valgt, har ellers opfordret ham til at deltage i mødet. Men Elbæk afviser opfordringen fra sin kredsbestyrelse:

”Som udgangspunkt ville jeg gerne komme, men det bliver en offentlig diskussion af noget, som jeg egentlig synes, ligger et andet sted. Jeg skal i hvert fald ikke tage del i det, for det er nogle af de spørgsmål, som hovedbestyrelsen lige nu sidder og bearbejder,” siger han til DR.

På lørdag vil hovedbestyrelsen i Alternativet meddele, om den fortsat har tillid til partiets nyvalgte politiske leder, Josephine Fock.

Læs mere om den historie her.

 

AE-analyse: Ressourcestærke kommuner kommer til at bidrage mest

Med regeringens udspil til en udligningsreform er det de kommuner, hvor indbyggerne har de højeste indkomster efter skat og færrest personer uden for arbejdsmarkedet, der kommer til at bidrage mest i udligning. Det viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

”De velhavende kommuner eksporterer deres sociale problemer til andre dele af landet. På den måde nasser man på resten af samfundet, fordi man eksempelvis ikke har bygget almennyttige boliger i særligt stort omfang. Hvis man går tilbage til midten af 1980erne var der stadig en pæn andel af arbejderklasse og middelklasse i de nordsjællandske kommuner, men det er der næsten ikke mere,” siger AE-direktør Lars Andersen til Berlingske.

Læs mere om AE’s analyse her.

placeholder

 

Klimaminister: EU skal ind i klimakampen

Sammen med 11 andre af EU’s medlemslande har Danmark været pennefører på et åbent brev, der er blevet sendt til næstformand Frans Timmermans.

De 12 EU-lande opfordrer EU-Kommissionen til at øge tempoet på klimaområdet og fremlægge en plan for at hæve EU’s 2030-mål for reduktion af CO2-udledning.

"EU har både evnen og potentialet til at tjene som godt eksempel og være med til at skabe en bølge af globalt klimamomentum, men det kræver, at beslutningen om at hæve 2030-målet bliver taget med rettidig omhu. Jo hurtigere vi har en solid basis for at tage beslutningen, jo bedre. Det er derfor, vi opfordrer EU-Kommissionen til at fremlægge deres plan for et højere mål så hurtigt som muligt", siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S).

Læs mere i pressemeddelelsen her.

placeholder

 

Moderniseringsstyrelsen skifter navn

En af de mest udskældte styrelser gennem årene, Moderniseringsstyrelsen, foretager et navneskift og skal fremover hedde Økonomistyrelsen.

“Det var blevet et symbolsk navn, og derfor er der god grund til at skifte det. Det blev set som en stor statslig pegefinger, der blandede sig i, hvordan kommuner og offentlige organisationer skal drives. Og det er i virkeligheden meget udansk, og noget, som mange af os ikke bryder os om,” siger brandingekspert Kresten Schultz-Jørgensen til Altinget.

Moderniseringsstyrelsen blev etableret i 2011 som en sammenlægning mellem den daværende Økonomistyrelse og Personalestyrelse. Blandt de erklærede målsætninger var som noget nyt og kontroversielt at tænke løn- og arbejdsvilkår ind som en del af udgiftspolitikken.

Læs mere her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Politisk medarbejder i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) og tidligere student på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet