At være eller ikke at være et klasseparti

Mads og Monologen: Hvis Socialdemokratiet var et snævert klasseparti, kunne vi ikke skabe velfærd og sociale fremskridt for lønmodtagerne.
Berlingske citerer den tidligere socialdemokratiske minister Karl Hjortnæs for i en ny bog at kritisere Socialdemokratiet for ikke at være et klasseparti. ”Oprindeligt var vi et klasseparti. I dag er vi det parti, der favner bredest.

Vi er ikke til for nogle grupper i vores samfund, og vi repræsenterer ikke særinteresser. Vi er til for hele Danmark”, skriver Karl Hjortnæs ifølge Berlingske. Det er ifølge Hjortnæs ”den skinbarlige borgerlighed”.

Der er ingen modsætning mellem at kæmpe for lønmodtagerne og at kæmpe for resten af samfundet

Den opfattelse deler Dan Jørgensen fra den socialdemokratiske ledelse dog ikke. ”Der er ingen modsætning mellem at kæmpe for lønmodtagerne og at kæmpe for resten af samfundet. Forskellen er, at vi ikke kæmper kun for en gruppe mod resten af samfundet. Vi ser ikke Danmark som et klassesamfund, hvor en del af befolkningen kæmper mod en anden del”, svarer Dan Jørgensen i Berlingske.

Det fik Enhedslistens Pelle Dragsted til at fare i blækhuset og kritisere det kongelige danske socialdemokrati: 

Det er næsten ærgerligt, at debatten om Socialdemokratiets rolle som klasse- eller folkeparti udspiller sig på Twitter, hvor de begrænsede tegn sætter grænser for detaljerne.

For det er en væsentlig del af Socialdemokratiets sjæl og selvforståelse, der er omdrejningspunktet. Er Socialdemokratiet et arbejderparti? Er det et parti, hvis primære rolle er, at forbedre arbejderklassens stilling i samfundet? Eller er det et bredt folkeparti? Er det et parti, der har til opgave at samle forskellige samfundsgrupper i et fælles politisk projekt?

Arven fra Marx er ædt op af værdipolitik

Dragsted og Hjortnæs kritiserer Socialdemokratiet for ikke at være klasseorienterede nok og slår sig op på en mere klassisk-marxistisk analyse, hvor den væsentlige konflikt i samfundet er den økonomiske, hvor der er en interessekonflikt mellem den udbyttede arbejderklasse og den udbyttende kapital. Og hvor formålet for et arbejderparti derfor entydigt er at stille sig på den udbyttede arbejderklasses side og bekæmpe den udbyttende kapital.

Bekæmpe den udbyttende kapital

Mens den analyse givetvis var korrekt under industrialiseringen, er den fuldstændig utilstrækkelig som politisk platform for samfundsforandringer i dag. For det første fordi de økonomiske konflikter, der i et vist omfang stadig eksisterer i samfundet, i lavere og lavere grad er udslagsgivende for vælgernes politiske tilhørsforhold. Værdipolitikkens indtog i bredest mulige forstand gør, at et arbejderparti ikke alene kan bygge sin politik op om samfundets økonomiske konflikter.

Vi skal række hånden ud til andre samfundsgrupper

For det andet fordi en stigende gruppe af lønmodtagere ikke passer ind i den klassisk-marxistiske kamp mellem arbejdere og udbyttere. Det gælder særligt den store gruppe af offentligt ansatte. Hvordan vil man placere en sygeplejerske eller en embedsmand i konflikten mellem arbejdere og kapital? De er arbejdere, men de bliver ikke udnyttet af nogen storkapital.

Situationen er nærmere den, at i vores velfærdssamfund går de fælles økonomiske interesser på tværs af klasseskel. At den økonomiske interesse, Socialdemokratiet og resten af venstrefløjen har skabt, har været en alliance af alle dem, der havde økonomisk gavn af velfærdssamfundet. Faglærte og ufaglærte, der fik social tryghed og økonomisk frihed. Og offentligt ansatte, der blev frontlinjen i den offentlige sektor.

Hvordan vil man placere en sygeplejerske eller en embedsmand i konflikten mellem arbejdere og kapital?

Hvis de danske lønmodtagere opruster i en klassekamp i stedet for at lave brede alliancer i befolkningen, vil det således blive sværere at skabe sociale forbedringer. Ganske enkelt fordi der er færre til at bakke op om dem. Og selv hvis det skulle lykkes en socialistisk enhedsfront at skubbe sociale forbedringer for lønmodtagerne igennem, ville de være i overhængende risiko for at blive rullet tilbage igen, hvis ikke de er båret af en relativt bred opbakning i befolkningen.

Velfærdssamfundet har tæmmet kapitalen

Den tredje og måske væsentligste årsag til, at en oprustning i en økonomisk klassekonflikt er, at det med vores velfærdssamfund langt hen ad vejen er lykkedes at få kapitalen til at arbejde for det fælles bedste.

At få det kapitalistiske systems værdiskabelse til at virke for fællesskabet

Gennem økonomisk omfordeling og forbedringer af løn- og arbejdsvilkår er velfærdssamfundet lykkedes med det, de socialistiske eksperimenter i det 20. århundrede ikke formåede: At få det kapitalistiske systems værdiskabelse til at virke for fællesskabet.

Der skal stadig rykkes hegnspæle på dét område: Blandt andet ser vi, hvordan finanssektorens pengeflyttere har for gode muligheder for at hytte deres eget skind på almenvellets bekostning. Men velfærdssamfundet har historisk vist sig som den bedste – og nærmest eneste – måde at få tøjlet kapitalismens indbyggede uretfærdighed.

Den tredje vej ledte ud over afgrunden

Den tredje vej ledte ud over afgrunden. Idéen om, at Socialdemokratiet skal føre borgerlig økonomisk politik i bredest mulige forstand var en pervers fodnote, der ikke skal gentages. Men at basere et socialdemokrati på klassekamp er at sammenligne med at basere en industriproduktion på kul: En romantisk tur tilbage i tiden for arbejderister, men hverken fornuftigt eller realiserbart i en moderne verden.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og debattør.


Kommentarer fra Facebook