Venstrefløjens blinde øje: Svigter de unge lærlinge i diskussion om genåbning

Den omfattende omsorg for efterskoler og højskoler fra venstrefløjens side, er et stort svigt af erhvervsskoleeleverne, mener DSU-formand Frederik Vad Nielsen.
Foto: Sille Veilmark, Grafisk Afdeling
Frederik Vad Nielsen, forbundsformand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU)
”Hvem beskytter I?! Hvem beskytter I!?”.

Sådan lyder de taktfaste kampråb ofte når Antifascistisk Aktion og andre autonome støder sammen med politiet i forbindelse med højreekstreme demonstrationer.

Kernen i budskabet er tydeligvis at politiet beskytter de forkerte, når de forsvarer demokratiske rettigheder for diskriminerende og intolerante kræfter.

Et evigt misforstået forsøg fra autonome på at udstille en kontraproduktiv handling fra politiets side.

Hvad vil du her?

Men spørgsmålet i sig selv giver mening. Det minder lidt om dette spørgsmål Svend Auken sagde han fik fra en Christiansborg-betjent, da han første gang frekventerede Folketinget: ”Hvad vil du her?”.  

Man kunne godt ønske sig at alle partier til venstre for midten begynder at stille det spørgsmål til deres eget spejlbillede.

Disse spørgsmål er vigtige at stille sig selv og andre på den politiske kampplads, hvor konkrete politiske valg hver eneste dag fra partier med privilegeret magt, ender med at tegne et mønster for samfundets retning og udvikling.

Man kunne godt ønske sig at alle partier til venstre for midten begynder at stille det spørgsmål til deres eget spejlbillede.

For jeg er efterhånden begyndt at komme i tvivl. Tag bare hele debatten om genåbningen af vores samfund i kølvandet på coronakrisens hårdeste slag.

Højskoler før erhvervsskoler

Her har noget af det vigtigste for SF, Enhedslisten og Det Radikale Venstre været efterskoler og højskoler.

Begge dele er gode og vigtige institutioner i vores samfund, men er der nogen der kan forklare mig, hvorfor højskolerne eksempelvis står først i køen hos venstrefløjen?

Hvad er svaret egentlig til hende, og alle de andre, som er dybt afhængige af at kunne færdiggøre deres uddannelse?

Et højskoleophold kan for rigtig manges vedkommende flyttes.

Til gengæld er det enormt svært for mange lærlinge, elever og praktikanter at få indhentet den dyrebare lære-, elev- eller praktiktid, som de har mistet under coronakrisen, og som online-undervisning ikke har kunnet erstatte.

Ingen interesse for de faglærte

Formanden for DSU Fyn, som er butikselev i en boghandler har tweetet det meget rammende

“Hvorfor har stort set ingen politikere og partier sat ord på de 5-6 måneders elevtid hun har mistet?” 

Og hvad er svaret egentlig til hende, og alle de andre, som er dybt afhængige af at kunne færdiggøre deres uddannelse?

Tusindvis af unge erhvervsskoleelever ryger gennem et skolehjem i løbet af et år, i tilknytning til deres uddannelse.

Mange er også afhængige af en velfungerende skolepraktik, som bare nogenlunde matcher en rigtig læreplads. Endnu flere lider lige nu under, at de reelt ikke kan lære at reparere en bil eller et fly gennem skærmen. Disse unge er fuldstændig forsvundet fra debatten.

Burde være på deres side

Venstrefløjen burde først og fremmest tale deres sag. Vi taler om nogle mennesker, som jo i forvejen har sværere ved at gennemføre en uddannelse end eksempelvis gymnasieelever.

Gymnasieeleverne kan nemlig altid vide sig sikre på, at den varme stol i klasseværelset også står der på den anden side af sommerferien.

Sådan er det ikke for erhvervsskoleelever. De skal kæmpe på en helt anden måde – og nu skal de så ovenikøbet opleve, at de er en af de grupper, som lider mest under online-undervisning i corona-skyggen.

Regeringen og dens parlamentariske grundlag burde være på deres side. Men så længe partierne på venstrefløjen slås om at tilgodese de mest velorganiserede og velformulerede lobby-interesser først, så ryger det sociale kompas i svinget. Hvem beskytter I egentlig?

Forbundsformand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU)


placeholder

Kommentarer

Glimrende indlæg, Frederik.

Flot indlæg, Frederik.
Jeg har som tidligere underviser på en erhvervsskole selv undret mig meget over, at der ikke gøres mere for, at de unge, der står foran starten på deres arbejdsliv, også garanteres en ordentlig start.
Alle de praktiske fag kan altså ikke læres via hjemmeundervisning og pc . . .

Annonce