Annonce

Wammen til statsministeren: Hvor mange gange er det her foregået?

Den socialdemokratiske top kræver klare svar fra Lars Løkke efter at det nu er dokumenteret, at man kan købe sig til et møde med Lars Løkke – bare beløbet et tilstrækkeligt stort
Den socialdemokratiske top kræver nu klare svar fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) efter at det i dag er blevet dokumenteret, at man kan købe sig til et møde med Lars Løkke, hvis man donerer et tilstrækkeligt stort beløb til den fond, som Lars Løkke stiftede tilbage i 2012, Løkkefonden.

Det er rigtig uklogt, at statsministeren ikke udtaler sig

”Jeg går ud fra, at statsministeren nu kommer med alle oplysninger i sagen. Spørgsmålet er, hvor mange gange er det her foregået? Det er rigtig uklogt, at statsministeren ikke udtaler sig. Det kan skyldes, at han har fortalt én ting til Folketinget, og i dag er det så dokumenteret sort på hvidt, at det ikke er en korrekt udlægning,” siger Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen, til Netavisen Pio.

Wammen hentyder her til, at Lars Løkke under et samråd 31. januar i Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg på det bestemteste afviste, at man kan købe sig adgang til ham via en stor donation til Løkkefonden:

Er det sådan, at man kan købe sig adgang til mig? Nej, det er det ikke

”Er det sådan, at man kan købe sig adgang til mig? Nej, det er det ikke,” sagde Løkke direkte citeret under samrådet.

I dag kan Berlingske så dokumentere, at det er lige præcis, hvad man kan – og lige præcis hvad Akademikernes A-kasse gjorde. A-Kassen bad om et møde med Lars Løkke tilbage i 2014. Løkke var dengang leder af oppositionen. A-kassen fik et møde med Løkke i 19. februar 2015. Og kort efter indbetalte A-kassen 50.000 kroner til fonden.

Dokumenteret af mails fra Løkkes egen søn

Dokumentationen for, at der er en ubestridelig sammenhæng mellem A-kassens møde med Lars Løkke og A-kassens donation af 50.000 kroner til Løkkefonden dokumenteres i en mail forfattet af Lars Løkkes ældste søn, Bergur Løkke Rasmussen.

Mailen, der er dateret 21. januar 2014, dokumenterer tydeligt sammenkædningen af Løkke-møde og donation. Det samme gør en opfølgende Bergur-mail, som Berlingske også har haft adgang til.

Nicolai Wammen mener, at det er ganske svært at gennemskue, hvornår det er ”privat-Lars”, og hvornår det er ”politiker-Lars”, der agerer:

”Det er efterhånden kun Løkke selv, der mener, at han kan se forskel på "privat-Lars" og "politiker-Lars",” siger Wammen til Netavisen Pio:

”At rollerne ikke kan adskilles er helt tydeligt i den her sag, hvor Lars Løkke Rasmussen først møder op til mødet, efter der er blevet lovet en betaling på 50.000 kroner til Løkkefonden. Og det, der blev diskuteret på mødet, efter alt at dømme handlede om politiske spørgsmål og ikke alene Løkkefondens anliggender,” understreger Socialdemokratiets politiske ordfører.

Enhedslistens erhvervsordfører, Pelle Dragsted, har kaldt statsminister Lars Løkke i samråd om sagen.

Løkke i flyverskjul

Netavisen Pio har – via Statsministeriets presseafdeling – spurgt Lars Løkke, om han stadig fastholder, at man ikke kan købe sig adgang til ham.

Berlingske og andre medier har fredag på samme måde stillet spørgsmål til statsministeren. Indtil videre er statsministeren tavs.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet