V-toppen vil ikke svare: Hvad får man igen for at støtte Venstre?

Venstre afviser at besvare spørgsmål om bidrag. Selvom både fiskere, storindsamler til LøkkeFonden og Søren Pind siger, at det er ’noget for noget’
 

Fiskerne i Thyborøn siger det. Manden bag kvotekongernes indsamling til LøkkeFonden siger det. Og nuværende forskningsminister Søren Pind har også sagt  det: At give bidrag til politikere og partier er ’noget for noget’.

Men er Venstres top enig i det? At pengebidrag generelt eller støtte til LøkkeFonden specifikt er en deal, hvor begge parter – giver og modtager - får noget ud af det?

Det har Netavisen Pio bedt Venstres partisekretær Claus Richter svare på. Men svaret fra V-toppen blafrer i vinden, for V-partisekretæren meddeler pr. sms, at han ikke ønsker at besvare henvendelsen fra Netavisen Pio.

Et slags svar fra Søren Pind

Selvom Venstre partisekretær ikke ønske at kaste lys over partiets holdning til partistøtten, så har Venstres toppolitiker Søren Pind tidligere givet et klart svar i debatten.

I hvert fald har uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V), der i årevis har været toneangivende V-meningsdanner og fast mand på ministerholdet i Lars Løkkes regeringer, holdt oplæg om emnet ’interessevaretagelse’ under Landbrug & Fødevarers seneste delegeretmøde i Herning i november sidste år.

Ifølge Landbrugsavisen understregede Søren Pind i sit oplæg, at interessevaretagelse ’går begge veje’ og skal opfattes som ’noget for noget’ i avisens udlægning. Der skal være noget at hente for den politiker, der hjælper landbruget med en politisk sag:

”Det handler ikke kun om penge. Men det handler også om penge. Politikere skal vælges - og jeg forstår ikke mistænkeliggørelsen af valgbidrag,” sagde Pind, og understregede, ifølge Landbrugsavisen, at en interesseorganisation, der vil skabe resultater for sine medlemmer, ’gør klogt i at investere i de politikere, de søger hjælp og opbakning hos. Både helt kontant i form af valgbidrag, og også i at opbygge varige, solide relationer’.

Det handler ikke kun om penge. Men det handler også om penge. Politikere skal vælges - og jeg forstår ikke mistænkeliggørelsen af valgbidrag

Politikeren skal, ifølge Pind, have noget igen, noget der kan styrke ham politisk og overfor vælgerne.

”Jeg mener faktisk valgbidrag burde være fradragsberettigede. Det er demokratibidrag,” sagde Søren Pind ifølge Landbrugsavisen.

Ingen penge – ingen hjælp fra Pind

Søren Pind fortalte –ifølge Landbrugsavisen - de delegerede på Landbrug & Fødevarers delegeretmøde i Herning om, hvordan han en gang gav en organisation en kold skulder, da organisationen henvendte sig til ham i hans egenskab af minister og bad om hjælp i forbindelse med en konkret, politisk sag.

Den kolde skulder begrundede Søren Pind direkte med, at organisationen tidligere ’arrogant’ havde afvist hans ønske om et støttebidrag til hans valgkamp tilbage i hans tid som medlem af Københavns Borgerrepræsentation. Nu var det så pay back-time, og Søren Pind afviste nu efter at være ‘steget i graderne’ – givetvis som minister - på nogen måde at hjælpe den pågældende organisation:

”Det med, ikke at blande ting sammen - ja, held og lykke med det,” afsluttede Søren Pind, ifølge Landbrugsavisen, sit oplæg om interessevaretagelse.

Så takket være Landbrugsavisen og Venstre-minister Søren Pind, så fremstår det tydeligt, at ’noget for noget’-mentaliteten ikke er forbeholdt fiskerne i Thyborøn eller storstøtterne af LøkkeFonden, det rækker langt ind i regeringens egne rækker.

 

Foto: venstre.dk

 

 

 

 

Jan Kjærgaard er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Annonce