Annonce

Tidl. kvotekonge: Fiskeriorganisation opfordrede os til at støtte LøkkeFonden

Danmarks Pelagiske Producentorganisation har opfordret sine medlemmer til at spytte i kassen - organisationens direktør afviser kategorisk
Påfaldende mange kvotekonger har doneret store beløb til LøkkeFonden. Typisk mellem 10.000 og 30.000 kroner. Tilsammen har kvotekongerne skaffet 1,2 millioner kroner til LøkkeFonden.

Det er kvotekongernes politiske organisation, Danmarks Pelagiske Producent Organisation, der har opfordret medlemmerne til at støtte den fond, som statsminister Lars Løkke Rasmussen har stiftet.

Og det er ingen tilfældighed at netop kvotekongerne har støttet op om fonden. En af Hirtshals tidligere store kvotekonger, Ivar Espersen, oplyser således nu over for Netavisen Pio, at det er kvotekongernes politiske organisation, Danmarks Pelagiske Producentorganisation, der har opfordret medlemmerne til at støtte den fond, som statsminister Lars Løkke Rasmussen har stiftet. Og som hans kone Solrun Rasmussen nu er formand for:

"Vores firma Skagerak Holding har bakket op om LøkkeFonden fordi Danmarks Pelagiske Producentorganisation har opfordret os til det. Det er simpelt hen baggrunden for at vi har doneret penge til LøkkeFonden. Det var direktør Espen Sverdrup, der opfordrede", siger Ivar Espersen til Netavisen Pio.

Afviser kategorisk
De nye oplysninger forstærker indtrykket af, at kvotekongernes bidrag til LøkkeFonden er drevet af fiskeripolitiske interesser - snarere end ønsket om at bakke op om støtte til fondens egentlige formål, at støtte drenge på kanten.

Men direktøren hos Danmarks Pelagiske Producentorganisation, Espen Sverdrup-Jensen afviser kategorisk, at organisationen står bag nogen opfordring til at støtte op om LøkkeFonden.

" Vi har ikke som organisation haft noget som helst med fonden at gøre. Vi har ikke som organisation opfordret medlemmerne til at støtte LøkkeFonden. Hvis nogen siger noget andet, er det forkert. Lodret forkert", siger Sverdrup til Netavisen Pio.

Har du truffet Lars Løkke i forbindelse med arrangementer afholdt af LøkkeFonden?

"Ja, to gange. Nemlig i forbindelse med John-Anker Hametner Larsens nytårskure i Thyborøn i 2017 og 2016".

Gav kun hånd
Og så benyttede du selvfølgelig lejligheden til at drøfte fiskeripolitik - herunder administrationen af fiskerikvoterne - med statsministeren?

"Nej, det gjorde jeg ikke. Vi talte slet ikke om fiskeripolitik. Jeg gav Lars Løkke hånden. Det var sådan set det".

Vil du også påstå, at Danmarks Pelagiske Producentorganisation aldrig har drøftet bidrag til LøkkeFonden i bestyrelsen?

"Løkkefonden har aldrig været drøftet i bestyrelsen - bortset fra nu i år, hvor bestyrelsesmedlemmer luftede deres bekymring over den megen medieomtale. Men der var enighed i bestyrelsen om, at hvert enkelt medlem fortsat kunne støtte fondens formål, hvis man havde lyst til det."

Artiklen er opdateret 20:18, da redaktionen blev oplyst af Danmarks Pelagiske Producentorganisation om at Skagerak Holdning ikke længere var medlem af organisationen.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet