Annonce

Wolt-bude strejker fredag aften

Protesterer over nyt weekend-betalingssystem, som budene mener vil betyde stort fald i indtjeningen - demonstration på Kongens Nytorv kl 17 til 20
En ny betalingsmodel for Wolt-budenes weekendture har fået en gruppe Wolt-bude til at bebude strejke i rush hour klokken 17 - 20 fredag aften.

“Vi gør vores bedste under denne pandemi. Vi hjælper gamle og unge mennesker med at være i sikkerhed derhjemme. De sidste uger har vi cyklet rundt I frostgrader i den koldeste vinter i årevis. Og så takker de os ved at skære I vores løn,” siger den 27-årige Wolt-kurér, Tomás Caira, i en pressemeddelelse.

De sidste uger har vi cyklet rundt I frostgrader i den koldeste vinter i årevis

De strejkende bude vil mødes og demonstrere på Kongens Nytorv i København City under strejken - altså fra klokken 17 til 20.

Tomás Caira oplyser over for  Fagbladet 3F, at de vil være "mindst 70" bude, der deltager i strejken.

I en indkaldelse fra Wolt Workers Group, hedder det, at Wolt har fjernet deres weekendbonus:

“Denne nedskæring gør vores arbejdsliv endnu mere prekært. Vi anser weekend-bonussen som essentiel for vores økonomi, står der i indkaldelsen,” som også kritiserer, at den nye betalingsform er indført uden at budene forinden er hørt.

Denne nedskæring gør vores arbejdsliv endnu mere prekært

Hidtil har budene kunne tjene en bonus på 1.200 kr., hvis de leverede mere end 100 ordrer fra fredag til søndag. Men med de nye regler får de i stedet 15 kr. ekstra pr. levering i de travle timer mellem 17 og 20 på weekendaftener.

Det betyder ifølge budene en lavere weekendløn.

“Nu kan jeg nok tjene cirka 500 kr. ekstra på en weekend, hvor jeg før tjente de 1.200 ekstra. Det er virkelig presset,” siger Tomas Caira til Politiken. 

"I de sidste uger har vi kørt rundt i minusgrader. Som tak skærer de i vores løn," tilføjer han.

Wolt Workers Group

Wolt Workers Group arbejder sammen med 3F for at organisere budene og få Wolt til at tegne overenskomst.

We want the weekendbonus back

Gruppen kalder til demonstration og strejke på Kongens Nytorv under parolen: “We want the weekendbonus back”

I demo-indkaldelsen opfordres alle bude til at deltage i demonstrationen.

placeholder

 

3F København: Wolt er arbejdsgiver og budene er ikke partnere

Hos 3F København er der sympati for budenes sag.

"Vi har fuld forståelse for, at man bliver sur, hvis man bliver sat ned i løn. Det understreger, at Wolt i virkeligheden er en arbejdsgiver, og at budene ikke er partnere," siger Caja Bruhn, der er faglig sekretær i 3F København, til Fagbladet 3F.

Hun mener, Wolts måde at agere på understreger, hvor vigtigt det er, at løn- og arbejdsvilkår bliver aftalt mellem parterne, ikke bestemt af den ene part.

Ting skal aftales, ikke dikteres

"Det viser, at det at have overenskomster og sikre arbejdsforhold er vejen frem. Ting skal aftales, ikke dikteres," siger Caja Bruhn.  

Wolt: De fleste bude vil tjene mere

Ifølge kommunikationschef i Wolt Danmark, Tine Duelund Schou, vil det nye bonussystem betyde større udbetalinger til langt størstedelen af Wolt-budene på weekendvagt.

“De er i deres gode ret til at demonstrere - det har vi da respekt for. Men betalingsmodellen vil give 72 procent af kurerene en bedre indtjening, og det står vi naturligvis ved. Vi synes, det er en god ting,” siger hun til A4 Arbejdsliv.

Hun erkender dog samtidig over for Politiken, at hvis man som Tomas Caira primært arbejder i weekenderne, kan det være, at man kommer til at tjene mindre.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet