Det danske nej ved folkeafstemningen om euro blev starten på enden for daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der måtte indkassere et nederlag. Mens Venstre og Anders Fogh Rasmussen havde travlt med at lade geværerne til den kommende folketingsvalgkamp, måtte den socialdemokratiske regering bøje sig for danskernes nationalfølelse og europaskepsis. Dengang var frygten, at Danmark ville blive placeret på sidelinjen i EU, og at Danmark ville halte efter et frembrusende økonomisk europalokomotiv. 15 år efter danskernes nej, analyserer Netavisen Pio, hvad det endte med at betyde for Danmark, at vi beholdt kronen.

1: Vi blev ikke herre i eget i hus
Uden at gå ind i en dybere analyse omkring, hvorfor danskerne stemte nej til at deltage i euro-samarbejdet, tør vi godt konkludere, at ønsket om national selvstændighed betød meget for udfaldet af afstemningen. Danskerne ønskede selv at bestemme over valutaen i stedet for at være underlagt Den Europæiske Centralbank (ECB). Men vi kan også konkludere, at vi ikke blev herre i eget hus.

Siden Schlüter begyndte den såkaldte fastkurspolitik ved at lade kursen på den danske krone følge kursen på tyske D-mark, har kronens kurs ikke været fri. Da tyskerne skiftede D-mark ud med euro, fortsatte vi fastkursen og låste kronen fast til euroen. Det er altså ikke Nationalbanken, der bestemmer kronens kurs, men ECB i Frankfurt. Hvis vi havde været med i euroen, kunne vi have haft indflydelse på valutakursen. Det har vi ikke i dag.

2: Vi fik mindre indflydelse i Europa
Et af trumfkortene for dem, der anbefalede et ja, var, at Danmark ville få mere europæisk indflydelse, da vi med et ja ville indtræde i eurogruppen. I dag er det sådan, at eurogruppen mødes inden møderne for i gruppen for de europæiske finans- og økonomiministre ECOFIN. Da eurogruppen har et flertal i ECOFIN, er det selvsagt en stor fordel at sidde med der. Man er kort sagt sikret en plads på det vindende hold. Med Lissabon-traktaten fik ECOFIN flere muligheder for at bestemme ting med flertal i stedet for enstemmighed. Derfor mister Danmark indflydelse, når vi ikke er med i eurogruppen, der har flertal.

3: Danmark oplevede ikke stigende renter under krisen
En af bekymringerne fra ja-siden var, at Danmark under en krise ville opleve, at kronen stod svagt over for euroen. De økonomikyndige vil vide, at Nationalbanken så ville blive nødt til at hæve renten for at bevare kronens værdi og holde fastkurspolitikken. Det ville gøre det sværere for Danmark at komme ud af en krise, sagde de bekymrede økonomer. Men da krisen ramte, skete det helt modsatte. Mens euroen var ustabil, så investorerne den danske krone som en stabil valuta, og Danmark havde lavere renter end euro-landene. Så lave, at Nationalbanken kørte med en negativ udlånsrente. Kort sagt, at investorer betalte for at låne penge til Danmark.

4: Vi slap for prishop
I en række europæiske lande betød overgangen til euroen, at forretningsdrivende så deres snit til at bruge de nye kurser til at sætte priserne op, fordi folk ikke kunne omregne, hvad de normalt betalte for en vare, når der kom ny valuta. Faktisk var prishoppet så omfattende, at man i Tyskland en overgang kaldte euroen for ”Teuro” (efter det tyske ord for dyrt, teuer). Prisstigningerne medførte en nedgang i reallønnen, som vi slap for i Danmark, fordi vi beholdt kronen.

5: Vi skulle ikke betale for hjælpepakker
Da finanskrisen ramte, fik en del eurolande brug for lån og hjælpepakker fra resten af eurogruppen for ikke at gå statsbankerot og dermed potentielt trække hele den fælles valuta med i faldet. Mest opmærksomhed har der været på Grækenland, men også Irland og Portugal har fået lån fra den europæiske centralbank. Disse lån er givet af de øvrige euro-lande. Da Danmark står uden for eurosamarbejdet, har vi ikke været tvunget til at yde lån til de nødlidende europæiske økonomier, og dermed har de danske skatteborgere ikke påtaget sig nogen risiko for at miste penge. Til gengæld har vi heller ikke kunnet være med til at stille krav til, hvordan økonomien i eksempelvis Grækenland skulle komme på fode igen.

6: Dansk vækst følger eurozonens
Danmark har stort set samme vækst som de lande, der langer euro over disken, når de køber varer. Man kan derfor ikke konkludere, at nej’et til euroen har haft en konsekvens for væksten. Samtidig er Danmarks vækst i perioden siden nej’et stort set den samme som Sveriges, der også står uden for euroen. Faktisk følger den danske vækst i meget høj grad den i EU, selvom vi ikke er en del af valutasamarbejdet. Så for så vidt angår væksten, virker det ikke til, at euroen har gjort hverken fra eller til.

 

Samlet set er vi måske ikke blevet væsentligt klogere på euroen i de 15 år, der er gået. Dommedagsprofetierne om, at den danske krone ville være så svag, at renterne ville stige, hvis der kom krise, blev gjort til skamme. Til gengæld viste det sig, at vi mistede mere indflydelse, end vi måske havde regnet med ved ikke at være med i euroselskabet på de bonede gulve.

Havde Danmark set anderledes ud, hvis vi var gået med i euroen? Måske. Men murene står endnu, og der bliver stadig produceret varer på de danske samlebånd. Om Danmark skulle være gået med i euroen eller ej, handler måske stadig om det samme, det handlede om, da vi stemte for 15 år siden: Følelser.