3F's gruppeformand: "Der skal trækkes en streg i sandet"

Stor demonstration mod Jensens Bøfhus ved Arbejdsretten - 3F, 3F Ungdom og Danske Studerendes Fællesråd står bag demonstrationen
Foto: Netavisen Pio/Jan Kjærgaard
Formand for 3F Privat Sevice Hotel og Restaurant, Tina Møller Madsen
"Der skal trækkes en streg i sandet."

Sådan siger 3F's gruppeformand for 3F Privat Service Hotel og Restaurant, Tina Møller Madsen, ved en demonstration torsdag eftermiddag mod Jensens Bøfhus foran Arbejdsretten i København City.

Den konkrete anledning til demonstrationen er, at 3F kræver bøfkæden idømt en bod for brud på konfliktreglerne i forbindelse med Jensens Bøfhus’ varsel om lockout i foråret. Demonstrationen foregik under parolen: "Giv de unge overenskomsten tilbage".

Tina Møller Madsen henvender sig - som de øvrige talere - særligt til de unge - særligt de unge ansatte på Jensens Bøfhus' 21 restauranter i Danmark, som tidligere i år mistede deres overenskomst.

De øvrige talere ved demonstrationen er formanden for brancheklubben for Hotel og Restauration i 3F København, Julie Marie Brendstrup, formanden for Danske Studerendes Fællesråd, Johan Hedegaard Jørgensen, formanden for 3F Ungdom, Morten Ryom, og den fyrede tillidsrepræsentant på Jensens Bøfhus' restaurant på Axeltorv i København City, Sinem Demir.

"Det var jer unge, der sagde nej tak"

"I unge har været i centrum for den konflikt som Jensens Bøfhus A/S, startede tilbage i 2019. Det var i 20219 at den nye direktør, Anders Nikolaisen, blev ansat. I unge var i centrum, da Jensens Bøfhus A/S krævede, at I skulle gå 20 kroner i timen ned i løn. Det var jer unge, der sagde nej tak," lyder det fra Tina Møller Madsen til de de godt to hundrede forsamlede demonstranter, der kommer fra 3F-afdelinger i hele landet. Der var således 3F-faner fra både Aalborg, Vejle, Holstebro, Aabenrå og Gilleleje.

Det var jer unge, der sagde nej tak

Tina Møller Madsen understreger, at de unge ansatte følte sig svigtede, da Jensens Bøfhus krævede, at de skulle gå 20 kroner ned i timeløn:

"I følte, at I havde knoklet hårdt for at redde Jensens Bøfhus A/S ud af en dyb krise. I følte at I knoklede for at redde jeres arbejdsplads. Og I følte jer svigtet, da Jensens Bøfhus A/S som tak krævede, at i skulle gå 20 kroner i timen ned i løn. Og det var jer unge, der blev lockoutet i marts. Det var jer unge, der mistede jeres kollektive overenskomst."

Jensens Bøfhus er blevet et symbol på hele branchens svigt

Tina Møller Madsen siger, at demonstrationen også handler om alle unge i restaurationsbranchen:

"Så selvom vi i dag er samlet her for at bakke op om jer unge medarbejdere hos Jensens Bøfhus A/S, så handler denne demonstration om alle unge i restaurationsbranchen. I er ikke alene. Jensens bøfhus A/S er gået hen og blevet et symbol på den måde en hel branche - nemlig restaurationsbranchen - behandler unge mennesker på."

Tina Møller Madsen understreger, at det betyder noget for hende, når "nogle af Danmarks rigeste mænd" vil sænke bøfkædens ansattes timeløn med 20 kroner:

"Jeg bliver gal. Jeg bliver rigtig, rigtig gal. Jeg bliver gal, når jeg hører at en stor dansk restaurantkæde, kendt af alle danskere - og som kalder sig selv en familierestaurant – fjerner den kollektive overenskomst for alle sine unge medarbejdere.Og når jeg bagefter hører, at Jensens Bøfhus A/S nu forsøger at overbevise sine unge medarbejdere om, at når Jensens Bøfhus A/S siger at de følger en overenskomst, så er det lige så godt som at have en overenskomst - så bliver jeg så rasende."

3F's gruppeformand mener, at det ikke har værdi, når bøfkædens direktør "stiller sig op på en stabel bøffer og siger til sine medarbejdere, at han vil følge en overenskomst":

At have en sikkerhed, der kun hviler på direktørens ord, er det samme som slet ikke at have nogen sikkerhed

"At have en sikkerhed, der kun hviler på direktørens ord, er det samme som slet ikke at have nogen sikkerhed. Den eneste ægte sikkerhed på arbejdsmarkledet er at have en overenskomst. Og sådan en skal unge have."

Vil kæmpe til overenskomsten er i hus

Tina Møller Madsen erkender, at det ikke er nyt, at de unge i restaurationsbranchen underbetales og udnyttes, men Jensens Bøfhus går skridtet videre:

Men det, der er nyt er, at en meget stor ogt kendt arbejdsgiver, med 750 ansatte, iværksætter en lockout, det stærkeste kampvåben i arbejdsgivernes kasse

"Men det, der er nyt er, at en meget stor ogt kendt arbejdsgiver, med 750 ansatte, iværksætter en lockout, det stærkeste kampvåben i arbejdsgivernes kasse, for at fjerne en af de få overenskomster, som de unge rent faktisk har i branchen. På den måde er Jensens Bøfhus A/S blevet et symbol på en udvikling i restaurationsbranchen, der skal standses nu. Der skal trækkes en streg i sandet her."

Tina Møller Madsen afgiver under demonstrationen et højtidligt løfte til de unge:

jeg lover jer, at vi ikke giver slip på Jensens Bøfhus A/S, før vi har en overenskomst

"Jeg står foran jer, som gruppeformand i den stærkeste faglige organisation i Danmark – med ansvar for de restaurationsansatte - og jeg lover jer,
at vi ikke giver slip på Jensens Bøfhus A/S, før vi har en overenskomst. Det kan godt være det kommer til at tage 1 år, 2 år eller 5 år - vi giver ikke slip - og vi glemmer aldrig," siger Tina Møller Madsen.

"Vi skal have en ordentlig løn"

Formanden for brancheklubben for Hotel og Restauration i 3F København, Julie Marie Brendstrup, understreger i sin tale, at restaurations- og hotelbranchen skal have ordnede forhold:

"Vi skal overenskomstdækkede arbejdspladser. Vi skal have ordnede forhold. Vi skal have en ordentlig løn. Vi skal tillæg for skæve arbejdstider, for weekend- og natarbejde. Vi skal have den sjette ferieuge og løn under barsel. Og ikke mindst skal vi have pension."

Vi skal overenskomstdækkede arbejdspladser. Vi skal have ordnede forhold. Vi skal have en ordentlig løn

Det høstede formanden for brancheklubben klapsalver og "hørt, hørt" for.

Formanden for brancheklubben for Hotel og Restauration under 3F København, Julie Marie Brendstrup

Julie Marie Brendstrup opfordrer til, at man som ansat inden for hotel- og restaurationsbranchen søger mod arbejdspladser med overenskomst:

"Som lønmodtager, som ansat i branchen vil jeg opfodre dig til - så vidt som det overhovedet er muligt - at finde dig et job, hvor der er en overenskomst. For det er den eneste måde, hvor du kan sikre dig, at du får ordentlige forhold."

Hun appellerer samtidig til arbejdsgiverne:

De arbejdesgivere, der har overenskomst, bliver også nødt til at bakke op om den her kamp

"Arbejdsgiverne bliver også nødt til at bidrage. For vi kan simpelt hen ikke have et land, hvor der er en hel branche, som ender med at blive så voldsomt underbetalt, at vi ender med at være langt lavere betalt end resten af samfundet. Det er voldsomt konkurrenceforvridende, at nogle arbejdsgivere ikke vil være med til at løfte det her ansvar. Det er simpelt hen ikke i orden. De arbejdesgivere, der har overenskomst, bliver også nødt til at bakke op om den her kamp."

DSF-formand: Studerende kan være desperate

Formanden for Danske Studerendes Fællesråd, Johan Hedegaard Jørgensen, understreger i sin tale, at de studerende ofte står i en desperat, økonomisk situation - og derfor er fristelsen til at acceptere urimelige løn- og arbejdsvilkår stor:

"Det første møde med arbejdsmarkedet vil for mange unge være restaurationsbranchen. Vilkårende for mine medlemmer er, at SU'en ikke følger lønudviklingen - samtidig med at boligpriserne i de større studiebyer stikker fuldstændig af. Det betyder, at man som studerende eller ungt menneske har færre penge mellem hænderne," siger DSF-formanden og fortsætter:

Den desperation betyder, at man har enormt svært ved at sige fra over for arbejdsgivere

"Så står man i den situation, at man er enormt desperat og enormt afhængig af at have et job siden af sine studier. For man kan ikke leve af SU'en, som den er i dag. Den desperation betyder, at man har enormt svært ved at sige fra over for arbejdsgivere, der stiller urimelige forhold. Desperationen gør, at man har langt sværere ved at sige nej til løndumping eller andre, der forsøger at presse end løn- og arbejdsvilkår."

Formanden for De Studerendes Fællesråd, Johan Hedegaard Jørgensen

 

Truet til at droppe 3F-medlemskab

Den fyrede tillidsrepræsentant på Jensens Bøfhus' restaurant på Axeltorv i København City, Sinem Demir, siger, at det store fremmøde ved demonstrationen betyder meget for hende og hendes tidligere kollegaer:

Flere af mine nu tidligere kollegaer er blevet truet til ikke at være organiseret

"Flere af mine nu tidligere kollegaer er blevet truet til ikke at være organiseret. Jeg kan ikke dokumentere det, for der er tale om mundtlige samtaler. Men jeg har hørt fra tidligere kollegaer, at de er blevet truet på jobbet, hvis de var medlem af 3F," fortæller Sinem Demir.

Hun refererer hvordan tidligere kollegaer har følt sig presset til at droppe deres medlemskab af 3F:

"Jeg håber, du forstår, Sinem, men jeg har simpelthen ikke råd til at miste mit arbejde. Både fordi det er mit forsørgelsesgrundlag, og fordi jeg står til at få permanent opholdstilladelse. Og jeg har simpelthen ikke råd til at miste mit arbejde". Så står man der, og ved ikke rigtig hvad man skal svare."

Sinem Demir oplyser, at de refererede begrundelser for ikke fortsat at være medlem af 3F gælder tre af hendes tidligere kollegaer.

Senim Demir, fyret tillidsrepræsentant på Jensens Bøfhus' restaurant på Axeltorv

 

Fed juleskinke til banan-pris

Morten Ryom, formand for 3F Ungdom, siger, at det i forvejen ikke er alt for let at være ung, og nu skal ungdommen så oveni "døje med rigmændene bag Jensens":

"Nu skal vi kraftedme også døje med nogle rigmænd, som grundet inkompetence sender en mislykket forretningsregning videre til ungdommen. Det fandme ikke nemt at være ung. Altsammen foregår det i et struktureret angreb på faglige rettigheder, anstændighed og sikkerhed på det danske arbejdsmarked. Altsammen i et forsøg på at skaffe unfair konkurrence - til fordel for rigmændene og dere egen tegnebog."

Morten Ryom mener, at Jensens Bøfhus er ude på at plukke netop lige dén overenskomst, som passser deres tegnebog bedst:

Det er som om Jensens bare vil plukke og vælge en overenskomst, de nu lige synes passer deres tegnebog bedst

"Det er som Jensens ikke vil forstå, hvordan vi gør tingene her til lands. De bliver jo ved med at sige, at de overholder Flammens overenskomst. Men det følger jo ikke samme koncept. Det er som om Jensens bare vil plukke og vælge en overenskomst, de nu lige synes passer deres tegnebog bedst."

Morten Ryom mener, at Jensens Bøfhus vil ha' en fed juleskinke til en banans pris:

"Det svarer sgu lidt til, at jeg går ned i Netto og finder den tykkeste, den fedeste juleskinke og så går op til kassen og ligger to en halv med den begrundelse, at det er jo det bananerne står til. Og de er jo begge to madvarer, så må de jo også koste det samme."

Morten Ryom, formand for 3F Ungdom

Jan Kjærgaard er redaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

Igen prøver 3F at påtvinge flertallet et ubetydeligt mindretals synspunkter!

Annonce