Horesta-formand: Vi skal have den danske model til at spille

Kun 15 procent af arbejdsgiverne inden for hotel- og restaurationsbranchen er organiserede. Det er et kæmpe problem, lyder det fra Horestas formand
Foto: Colourbox
Restaurationskøkken
Formanden for brancheorganisation Horesta, der dækker hotel- og restaurantområdet, Jan Vinther Laursen, er bekymret for den danske model.

Baggrunden er, at kun 14-15 procent af restauranterne er dækket af en overenskomst. Og at en langt mindre procentdel af de ansatte på restauranterne, ifølge Jan Vinther Laursen, er organiseret i en fagforening:

Begge parter mangler en legitimitet i branchen

“Vi er nødt til at se på os selv som arbejdsgivere og kikke på vores forhandlingspartner hos 3F. Og finde ud af hvad det er, vi skal gøre anderledes i fremtiden for at få den danske model til reelt at komme i spil. Begge parter mangler en legitimitet i branchen,” siger Jan Vinther Laursen til Netavisen Pio.

“Vi har en stor, fælles udfordring i at etablere aftaler med hinanden, som flere kan se sig selv som en del af. Der er desværre færre og færre, der er organiseret i en fagforening, og desværre færre og færre som kan se sig selv, som en del af overenskomsten.”

Begge sider har svigtet

“Vi skal gøre det produkt, som tilbydes virksomhederne meget mere vedkommende. Arbejdsgiversiden har svigtet. Arbejdstagersiden har svigtet. Vi kan ikke præstere et produkt, som er tilstrækkeligt attraktivt. Og det må vi i fællesskab - arbejdsgiver- og arbejdstagersiden - få gjort noget ved,” siger Jan Vinther Laursen, der er direktør for og medejer af Bones-restaurantkæden.

Bones-kæden tegnede i 2005 overenskomst med 3F. Kæden tæller i dag 24 restauranter i Danmark og en enkelt i Grønland. Bones-kæden har 1.400 medarbejdere.

“Det er spændende og komplicerede øvelser fra begge sider, som vi står foran. Vi skal som arbejdsgiverorganisation have en større overenskomstdækning end 15 procent, og fagforeningen, der siger, de tegner en branche, skal have et større medlemsoptag end de otte-ti procent,” siger Jan Vinther Laursen.

Hvad vil Horesta gøre for at få organisationsgraden op?

De forhandlinger skal ikke føres i medierne

“Vi skal sammen med arbejdstagersiden finde fælles løsninger. De forhandlinger skal ikke føres i medierne. Dem skal man tage ansigt til ansigt i et fortroligt rum. Hvordan ser de virksomheder ud, som har overenskomst? Hvordan ser de virksomheder ud, der ikke har overenskomst? Hvordan skal vi tilpasse de her produkter, så flere i fremtiden kan se sig selv i at lave fælles aftaler? Vi skal kikke rigtig meget på, hvordan vi samler de 85 procent op, der står uden for i dag.”

Langt højere organisationsgrad i andre brancher

“Hvis vi kigger på andre brancheområder inden for Dansk Arbejdsgiverforening, så er den gennemsnitlige organisationsgrad en 70 - 73 procent. Den kæmpe forskel der er til hotel- og restaurationsområdet er man nødt til at få ændret på. Skal den danske model have en berettigelse, er vi nødt til at have en helt anden dækning,” mener Jan Vinther Laursen.

Vi skal have stillet nogle rammer og vilkår op, som flere kan se sig selv som en del af

“Vi skal have stillet nogle rammer og vilkår op, som flere kan se sig selv som en del af. Vi er en speciel branche. Hos os arbejder arbejdsgiver og ansatte tæt sammen side om side. Vi lever med gamle forståelser af funktioner og uddannelser, som måske ikke helt modsvarer de udfordringer, der er til en medarbejder i dag.”

Er Bones’ overenskomst et bud på sådan en ramme, som flere arbejdsgivere kan se sig selv i?

tager udgangspunkt i den ufaglærte arbejdskraft, som vi selv uddanner

“Vi har lavet en overenskomst, som tager udgangspunkt i, hvordan vi hos Bones har bygget vores virksomhed op, og hvilke type medarbejdere, vi har. Vi har mange gymnasieelever og studerende, der arbejder for os. Vi har formået at lave aftaler, der tager udgangspunkt i den ufaglærte arbejdskraft, som vi selv uddanner i virksomheden. Men sådan ser hele branchen jo ikke ud. Vi har også brug for den fagudlærte tjener og den fagudlærte kok. Vi skal bare have en forståelse af, at vi inden for overenskomsten kan rumme det hele.”

“Vores overenskomst bygger på elementer fra hovedoverenskomsten, men vi har så nogle specifikke områder, hvor vi afviger fra gennemsnittet. Vores overenskomst tager højde for overlap mellem medarbejdergrupper og fleksibilitet mellem medarbejdergrupperne. Overenskomsten tager udgangspunkt i Bones’ definitioner, og ikke så meget en historisk definition af titler, baggrund og ansvar,” siger Jan Vinther Laursen, der gennem hele interviewet er meget påpasselig med ikke at nævne konflikten mellem Jensens Bøfhus og 3F med ét eneste ord.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

Rundt på landets caferer bliver unge under 18 år misbrugt med 0 timers kontrakter, hvor de tilkaldes efter behov uden rettigheder og med en dårlig betaling oftest uden ekstra betaling for skæve tidspunkter. Tænk lige på det næste gang du sætter dig tilrette med din cafe latte serveret af en ung smilende tjener.

Den blå grådighed og den blå svindel fortsætter med at køre menneskeligheden i afgrunden.

Annonce