Annonce

60 års jubilæum: En ung og en ældre SF’er fortæller om succes og sammenbrud

Netavisen Pio har talt med to SF’er om partiets sejre og genrejsningen efter kollapset i Thorning-regeringen
Lørdag fejrer Socialistisk Folkeparti sit 60 år jubilæum på arbejdermuseet. Både den 28-årige næstformand, Signe Munk, og den 72-årige Steen Gade, der har siddet i Folketinget for SF i fire perioder, kommer til festen.

SF’s genrejsning fra kollapset i Thorning-regeringen og frem til i dag, er for dem et bevis på, at der er brug for et Socialistisk Folkeparti i dansk politik.

Alle havde dømt partiet ude

“Vores genrejsning fra 2014 og frem til i dag er fandme en selvstændig sejr. Der er ingen, der i dag kan sige, at Danmark kan undvære SF, for hvis Danmark kunne undvære SF, så havde vi været forsvundet i 2014. Punktum. De sidste fem år, hvor jeg har været næstformand, har vi bevist, at vi ikke er sådan at ryste ud af det politiske billede,” siger Signe Munk.

“Alle havde dømt partiet ude,” lyder det fra Steen Gade om SF’s kamp for at genrejse partiet.

SF skal være den svære position

Det står dog udenfor enhver diskussion, at regeringssamarbejde kostede partiet dyrt.

Da SF trådte ud af regeringssamarbejdet i 2014, mistede man en stribe prominente folketingsmedlemmer til Socialdemokratiet og de radikale, og partiet fik året efter et af de dårligste valg nogensinde.

Men kollapset i 2014 er ikke den eneste gang, at SF er segnet under magtens åg.

I 1960’erne, da SF bliver støtteparti til Jens Otto Krags socialdemokratiske mindretalsregering og danner ‘Det Røde Kabinet’, fører samarbejdet til en splittelse af partiet, og SF mister ved det næste folketingsvalg ni mandater.

Det er SF’s DNA, at man forener de mere langsigtede ideologiske ting med at tage ansvar i hverdagen

Signe Munk og Steen Gade kalder SF’s erfaringer med magten for “dyrtkøbte”.

Signe Munk mener dog, at SF bygger på et ideal om at forene idealismen med indflydelsen. “Og det vil altid være en svær position,” tilføjer hun.  

 

“Det er SF’s DNA, at man forener de mere langsigtede ideologiske ting med at tage ansvar i hverdagen. SF skal være et svært sted,” tilføjer Steen Gade, der mener, at partiets vilje til at indgå kompromiser giver SF en klar eksistensberettigelse.

Det var SF’s mandater og Villys-popularitet, der bidrog til et brud efter 10 år med Anders Fogh

Han synes fortsat, at Aksel Larsens udsagn, om at man skal ikke løfte fanen så højt, at man ikke kan nå jorden, fungerer som rettesnor for SF her 60 år efter, at partiet blev stiftet.

Regeringsskiftet var en sejr

Til trods for, at tiden i Thornings-regering kostede SF dyrt, så nævner Signe Munk magtskiftet i 2011, som en af de største sejre for partiet i hendes levetid:

“Det var en optur for SF, at vi sikrede et regeringsskifte i Danmark, og lagde mandaterne til Helle Thornings regering. Så kan man sige, at den regering blev ikke, som vi helst ville have haft den - men det var SF’s mandater og Villys-popularitet, der bidrog til et brud efter 10 år med Anders Fogh.”  

Poul Nyrup var sådan et oldtids-fænomen for mig

Da hun meldte sig ind i SF Ungdom som 2009, havde Anders Fogh været ved magten siden 2001.

“I 00’erne, hvor jeg var rigtig ung og meldte mig ind i SFU, troede jeg kun, at man kunne have en borgerlig regering i Danmark. Poul Nyrup var sådan et oldtids-fænomen for mig,” siger næstformanden.

Vi høster på alle tangenter

Det kørte i 80’erne

Spørger man til opture i det mere end halve århundrede, hvor Socialistisk Folkeparti har været at finde på stemmesedlen i Danmark, så nævner Steen Gade tiden under den borgerlige Schlüter-regering i 1980’erne:

“I 80’erne kørte det bare. Vi har nogle at spille op imod. Vi høster på alle tangenter. Vi har indflydelse. Det er også her, vi har det alternative flertal på udenrigspolitikken med fodnotepolitikken,” fortæller Steen Gade en smule nostalgisk.  

I 1987 opnår SF deres bedste valg til dato. Tæt på en halv million danskere stemmer på partiet, som får 27 mandater i Folketinget.

I dag er der et historisk lavt antal SF’ere på Christiansborg, efter at partiet kun fik 7 mandater til valget i 2015.

Det er denne der grund-ulighedhed, som driver det

Social bevidsthed ledte dem til SF

Steen Gades opvækst, i det han selv betegner som “udkantsdanmark”, ansporede ham til at gå aktivt ind i kampen mod ulighed. Selv voksede han op i en skolelærer-familie, og det ikke var hans egen familie, der var ramt.

“Da jeg voksede op i Thy i slut 50’erne, der er vi langt væk fra alting. Der er en enorm arbejdsløshed. Over 20 procent om vinteren. Det er denne der grund-ulighedhed, som driver det - protesten mod ulighed.”

Også Signe Munks politiske bevidsthed rækker langt tilbage.

Hun kan stadig huske, at hun hørte Steen Gade, der senere skulle blive hendes partifælle, til en debat på sit gymnasium.

“Han havde en avis med - det var sikkert Politiken - og så sagde han: Se her, vi har opført de her vindmølleparker eller noget i den stil. Så tænkte jeg bare, at det var meget godt gået,” siger Signe Munk og griner en smule ved tanken.

Det var i 2010, dengang Villy-bølgen red

Signe Munk fandt hurtigt ud af, at hun hørte til på venstrefløjen, og efter at have mødt tre mennesker fra SF Ungdom på Viborg Bibliotek, blev hun aktiv i SF Ungdom.

Som 19-årig meldte hun sig ind i partiet, da hun blev opstillet til byrådet i Viborg.

“Det var i 2010, dengang Villy-bølgen red, og så røg jeg ind med 700 personlige stemmer, og så fangede bordet, og så har jeg nærmest haft tillidshverv i SF lige siden,” siger næstformanden.

Til SF’s runde fødselsdagsfest på Arbejdermuseet vil der blive lanceret en ny øl fra Thisted Bryghus med navnet ‘Rød Aksel Larsen’. Og det genopståede kunstnerkollektiv Røde Mor kommer og spiller op til dans.

Sarah Scheer er podcast-redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet