Anmeldelse: Islams forfaldne hus

Dogmatisk læsning af Koranen og manglende reformation af religionen betyder, at den islamiske verden sakker bagud, fastslår hollandsk sociolog.
I juraen kan man ofte tale om to skoler. De der primært tolker loven ud fra dens hensigter, og de der for det meste tolker loven ud fra dens bogstavsnære tolkning.

Det er selvfølgeligt en karikatur, for ingen befinder sig fuldstændigt i det ene ekstreme - i hvert fald ikke i juraen.

Men måske i religionen?

I sin forholdsvist nye bog ’Islams Forfaldne Hus’ fra 2019, der netop er oversat og udgivet i Danmark, er det langt hen ad vejen den analyse, som den kendte hollandske sociolog Ruud Koopmans tegner op.

Ifølge Ruud Koopman er islams - forstået som lande med islamiske styrer eller befolkningsflertal - problem helt overordnet, at de mange med magt i islam insisterer på at tolke Koranen (eller i hvert fald udvalgte dele) ekstremt tekstnært. Hvorimod de fleste kristne og jøder efterhånden har forladt denne fokus på det tekstnære som et udtryk for, hvordan tingene var på profeternes tid, og ikke for hvorledes det må forstås i dag.

244 siders metaanalyse

For lad os indledningsvist kigge på, hvad det egentligt er, som Ruud Koopman har skrevet. Selve bogen er ikke lang: 244 sider i den danske oversættelse.  

Den har ikke for alvor karakter af en fagbog, det er mere 244 siders metaanalyse af forskellig sociologisk og politologisk forskning på området.

Noteapparatet er omfattende, og hver side er datatung på forskningsniveau. Det nærmer sig at kunne være en metaartikel om forskningen på området.

Ruud Koopmans metode er simpel. Han ser et problem (islam) og sætter sig for at undersøge det. Ikke ved bombastiske udsagn som der ellers ofte ses i de bøger, der kalder sig ”islamkritiske”. Han forsøger ej heller på konstant at finde andre forklaringsmodeller end islam, som den modsatte fløj har for vane. Nej, hans metode er loyal dataanvendelse.

Som han noget kontant sætter det op allerede i første linje i forordet:

”Denne bog er islamkritisk, men ikke islamfjendtlig. Enhver, som ikke kan skelne mellem kritik af en religion – eller rettere sagt: af dens for tiden fremherskende tolkning – og racisme, bør lægge denne bog fra sig igen. Det samme gælder dem, som tror, at den sørgelige tilstand, den islamiske verden befinder sig i, kan føres tilbage til uforanderlige kendetegn ved islam.”

Således efter at have erklæret krig mod begge sider, går Ruud Koopman i gang. Hans metode er ikke kompleks.

Tester argumenterne en efter en

Ruud Koopman tager så mange alternative forklaringsmodeller på den islamiske verdens generelt lidt skidte tilstand som muligt og efterprøver dem, en for en.

Han sætter den samlede islamiske verden op som en helhed og forsøger at forklare, hvorfor de som enhed klarer sig så elendigt i forhold til alle andre.

Han er loyal over for teorierne i sin fremlæggelse men nådesløs i sin påvisning, når forklaringsmodeller simpelthen ikke holder. Økonomi, olie, kolonialisme, kultur og meget andet efterprøves - og findes for lette.

Stilfærdigt piller han, punkt for punkt, undskyldningerne i stykker for at ende med det, som fremstår helt åbenlyst for læseren: Islam har et alvorligt problem på statsniveau.

Ikke et uløseligt problem og ikke nødvendigvis et problem, der har varer for evigt. Men snarere et problem der er opstået over de seneste godt 50 år, og som er blevet alvorligt forværret af, at den islamiske verden ikke har kunnet følge med de tigerspring i forskning, samfundsudvikling og individrettigheder som resten af verden har oplevet.

En simpel forklaring

Han tager som oftest enten lande eller byer, der på forskellige parametre kan sammenlignes, og viser, hvordan udviklingen i den ikke-islamiske del af forsøget har udviklet sig overfor stilstanden (eller ofte tilbagegangen) i den islamiske del af ligningen.

Og forklaringen er simpel. Islamiske lande (lande med islamisk styre eller flertal af muslimer) over hele kloden har en række fælles karaktertræk, som stilfærdigt og dybt deprimerende tegnes op: Moderne islam er et problem for stater.

Bogen er overvældende i sine tal. Ruud Koopman viser nådesløst men stilfærdigt, hvorledes det går galt nærmest overalt i den islamiske verden.

Der er så mange, at det nærmest bedrøver til sidst. Man kan næsten ikke holde til mere, og så til sidst kommer de gennemgange, der ramte mig hårdest.

For jeg er mere, end noget andet, en oplysningsapologet, der tror på udveksling af viden før alt andet.

”Ifølge UNESCO’s oplysninger blev der fra 1979 til 2014 kun oversat omkring 41.000 bøger til arabisk, tyrkisk, farsi og bahasa indonesia, som er de fire vigtigste sprog i den islamiske verden, der tilsammen tales af over 500 millioner mennesker. Til sammenligning: I det samme tidsrum blev der oversat godt 300.000 titler til tysk og 65.000 til dansk. Selv de fem millioner finner fik oversat flere bogtitler end en halv milliard muslimer. Der blev oversat over 28.000 bøger til koreansk, og 13.000 til arabisk, som om der er fire gange så mange mennesker, der taler arabisk som koreansk.”

Den manglende reformation

Men hvorfor er det nået så vidt? Jo, for at vende tilbage til den indledende forklaring, så forekommer det, når man læser Ruud Koopman klart, at moderne Islams problem langt hen ad vejen er den manglende reformation.

Man insisterer på at læse Koranen - og de dertil knyttede skrifter - bogstavnært uden at tage hensyn til, hvornår og i hvilken tid de er skrevet, og der er ikke mange forsøg på at sætte teksterne ind i en moderne kontekst. I alle led af analysen er ordet vigtigere end hensigten.

Og selvom der ikke mangler kristne og jøder, der vil tolke henholdsvis Biblen og Toraen bogstavnært, så mangler der i høj grad statsledere og meningsdannere, der tager fanatikerne seriøst. Det gør der ikke i den islamiske verden.

Og det smitter. Ruud Koopman mener, at en af grundene til de store problemer med integration af muslimske flygtninge, migranter og indvandrer i Europa skyldes, at de i generationer hænger fast i hjemlandets kultur. Hvilket betyder, at så længe hjemlandet ikke reformeres, så gør de (som gruppe) heller ikke.

Er ikke stor optimist

Men er der så ikke noget håb? Har de ret, de der mener, at løsningen på det hele er lukke grænserne og deportere alle muslimer eller tæt på? Nej, også her er Ruud Koopman nådesløs i sin påvisning af futiliteten i deres standpunkt. I bogens slutanalyse skriver han:

”Kritikere, der ikke mener, at Islam kan reformeres, har mere tilfælles med fundamentalisterne, end de formodentligt er klar over. Ikke alene går begge parter ud fra, at der består en uovervindelig modsætning mellem islam og Vesten, men de tror også, at muslimer ikke har andet valg end at Koranen bogstaveligt og omsætte Profeten Muhammeds handlinger og udtalelser én til én til nutiden, præcis som de er overleveret i Hadith. Yderligtgående islamkritikere er derfor blevet lige så fanatiske koraneksegeter som fundamentalisterne ”

Ruud Koopman er ikke stor optimist. Men han viser (og skriver), at første skridt er at anerkende problemet, og at det er vidtspredt. Og dernæst at det langt hen ad vejen er en kamp progressive muslimer må kæmpe, hvor vi andre må støtte dem.

Med kortere ord. Bogen er datatung, velskrevet og flydende i sproget. Men det er ikke letlæsning med tømmermænd. Men det bør være pligtlæsning for alle, der for alvor ønsker at beskæftige sig med drøftelsen af integration af islam i Europa.

Ruud Koopman. ’Islams Forfaldne Hus’. Oprindeligt udgivet i 2019. 244 sider. Pris. 299,50. Udgivet på forlaget Pressto.

 

 

Leif Donbæk er advokat, klummeskribent og medlem af Socialistisk Folkeparti.


Kommentarer fra Facebook

Annonce