Anmeldelse: Under sandet

Ny dansk film fortæller historien om en gruppe af helt unge tyske fanger, der efter Anden Verdenskrig blev sat til at rydde miner på Jyllands vestkyst. Filmen er flot, spændende og tankevækkende film, men historien bliver ikke for alvor koblet til den store fortælling om Danmark efter 1945.
Foto: Gordon Timpen, Christian Geisnæs, Henrik Petit

Under besættelsen nedgravede tyske soldater over to millioner miner på den jyske vestkyst. Hitler frygtede en allieret invasion i af Jylland, og minerne skulle derfor, sammen med de mange bunkeranlæg, udgøre det tyske forsvar mod en allieret landgang. Invasionen fandt som bekendt sted i Normandiet, og de tyske tropper i Danmark overgav sig uden kamp. Efter krigen lå der derfor stadig to millioner miner på den jyske vestkyst.

I filmen Under Sandet følger vi en enhed på ti tyske soldater, der sammen med hundredvis af andre tyske krigsfanger var udkommanderet til at rydde minerne. Soldater er nok så meget sagt, der er tale om store drenge, og kun en enkelt har rent faktisk været i krig. Enheden står under kommando af den danske sergent Carl Leopold Rasmussen, der er opfyldt af had til tyskerne. Nu skal de fem onde år hævnes, og i mangel på bedre må det gå ud over de unge tyskere.

Minerne skal graves op, og det skal være nu. For hans skyld kan de alle sammen ryge i luften undervejs, så længe minerne kommer væk. I starten sporer man nærmest en sadistisk glæde hos Carl Rasmussen, når han ser de skrækslagne drenge krybe frem over sandet og forsigtigt føle sig frem efter miner, og som de efterfølgende med skælvende hænder desarmerer, inden minerne kan fjernes.

Men langsomt aftager hans had og erstattes af en håbløshed. De tyske drenge arbejder langsomt, og flere af dem bliver sprængt i stykker, fordi de ikke har de nødvendige erfaring og kun har fået meget sparsom træning. Carl Rasmussen indser det meningsløse i at hade drengene. De er i bund og grund ofre for nazismens galskab på samme måde som så mange andre. Menneskeligheden vender langsomt tilbage. Dog ikke hurtigere, end at drengene stadig er prisgivet Carl Rasmussen omskiftelige humør og hans overordnede befalingsmænd, som ikke er i direkte kontakt med drengene, og ikke udvikler samme gradvise empati.

Filmen er meget flot filmet med mange billeder fra den solbeskinnede vestkyst. De smukke naturomgivelser står i skarp kontrast til den grusomhed, der gemmer sig under sandet. De nervepirrende scener, hvor bomberne afmonteres, er af flere blevet sammenlignet med scenerne fra The Hurt Locker, hvor den amerikanske sprængstofekspert William James desarmere bomber i Irak. Men hvor bomberne i The Hurt Locker fremkalder et adrenalinkick hos William James, fremkalder de her kun angst og håbløshed.

Filmen kan siges at være udtryk for en revisionistisk tilgang i danske film om Anden Verdenskrig. Indtil nu har langt hovedparten af filmene, fra De Røde Enge til Hvidstensgruppen, været heltefilm om de heroiske danske modstandsfolk. Film som De Nøgne Træer og Flammen og Citronen viste ganske vist, at ikke alt var sort-hvidt i modstandskampen.

Men grundlæggende har det været fortællinger om det lille land, der trods sin lidenhed insisterede på at gøre modstand. En hyldest til Ånden fra Dybbøl. Ikke historien om hvordan danskerne underkastede forsvarsløse fanger for en behandling, der set med nutidens øjne ville være blevet kategoriseret som krigsforbrydelser.

Denne fremstilling kan dog også i nogen grad diskuteres. Besættelseshistorikeren Claus Bundgaard Christensen har eksempelvisk kritiseret filmen for at tegne et billede af, at det var det officielle Danmark som beordrede tyskerne ud at grave minierne op, fordi det i filmen er danske befalingsmænd, der hundser rundt med de unge tyskere. I virkeligheden stod soldaterne under britisk kommando.

Filmen formår heller ikke for alvor at sætte fokus på de dilemmaer, der herskede i tiden umiddelbart efter besættelsen. Selvfølgelig var det urimeligt, at de unge drenge skulle grave minerne op. Men hvem skulle så have gravet dem op? Var det mere rimeligt, hvis unge danske værnepligtige var blevet udkommanderet til at gøre arbejdet? Havde de danske politikere, der i forvejen var tynget af arven efter samarbejds- og forhandlingspolitikken, kunnet holde til, at hundredevis af danskere var blevet sprængt i stykker?

Disse dilemmaer bliver ganske vist kortvarigt fremført i filmen, men kun i skingre vendinger og af personer der i forvejen er fremstillet så moralsk anløbne, at deres synspunkter umiddelbart affejes.

Det ændrer ikke på, at Under sandet er en både flot, spændende og tankevækkende film. Men det er først og fremmest en film om den lille historie, en fortælling om liv og død for en gruppe drenge, som krigens gru sendte til den jyske vestkyst. Den lille historie bliver ikke for alvor koblet til den store historie om Danmark efter 1945.


Kommentarer fra Facebook