Annonce

Aveny-T vil kræve flere penge af Jon Stephensen og flere partier vil give ny ret til 15-17 årige

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Aveny-T vil kræve flere penge af Jon Stephensen. Flere partier vil give 15 - 17 årige ret til fri abort uden samtykke fra forældre. Og Polen vil forære 14 kampfly til Ukraine. De første er allerede leveret.

Dermed velkommen til dagens Aktuelt.

God Påske til læserne. Netavisen Pio udkommer igen tirsdag efter påske.

 

Aveny-T vil kræve flere penge af Jon Stephensen

Jon Stephensen, Moderaternes kulturordfører, skal - hvis det står til hans tidligere arbejdsgiver, Aveny-T, tilbagebetale et stort sekscifret beløb til teateret.

Beløbet dækker både hidtil kendte sager, men også nye.

Det oplyser teatret overfor Ekstra Bladet.

Teaterbestyrelsen mener, at Jon Stephensen har fået teatret til at betale en række udgifter, som bestyrelsen mener er uretmæssige:

“Vi kan oplyse, at teateret efter endt revisionsproces og intern undersøgelse kommer til at rejse krav mod Jon Stephensen om tilbagebetaling af alt, hvad vi mener, der uberettiget er udbetalt til Jon Stephensen,” skriver teatret bestyrelse i en udtalelse til avisen.

Læs mere her.

 

Flere partier vil give 15 til 17 årige lov til abort uden forældre-samtykke

Flere partier vil give unge mellem 15 og 17 år ret til abort uden forældrenes samtykke.

“Jeg synes, det er en meget gammeldags og urimelig måde at behandle kvinder på. Jeg synes absolut, vi skal se på kvindens muligheder for større grad af selvbestemmelse og retten til at råde over egen krop,” siger Enhedslistens sundhedsordfører Peder Hvelplund til DR Nyheder.

Samme toner lyder fra De Konservative, SF og Moderaterne.

 

Polen sender kampfly til Ukraine

Polen donerer i alt 14 MiG-29-kampfly til Ukraine.

Det oplyser den polske præsident, Andrzej Duda, onsdag i forbindelse med et besøg fra Volodymyr Zelenskyj, Ukraines præsident.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Otte af kampflyene er allerede udleveret eller vil blive leveret snarest.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Det godt at enhedslisten nu erkender at 15 årige er kvinder og ikke børn. Infantilisering af unge kvinder og mænd bør stoppes og nutids puritanske tiltage og normer bekæmpes.