Bernie har opdrift, men Hillary har stadig håb

Hillary Clinton har flest chips på bordet ved primærvalget i Nevada. Hun skal stoppe Sanders fremmarch ellers risikerer hun at tabe nomineringen.
Kan Hillary Clinton sætte en stopper for Bernie Sanders momentum eller vil den selv-erklærede demokratiske socialist fortsætte sin usædvanlige rejse mod nomineringen.

Det er spørgsmålet forud for det tredje opgør mellem senator Bernie Sanders og tidligere udenrigsminister Hillary Clinton, der løber af stablen natten mellem lørdag og søndag, når de demokratiske vælgere i staten Nevada skal beslutte, hvem af de to de ønsker som deres præsidentkandidat.

Pilen peger på Sanders
Pilen peger lige nu på at det formentlig bliver Bernie Sanders, der har optur i målingerne efter sejren i New Hampshire, der tager sejren. I slutningen af december måned havde Clinton et forspring til Sanders på 23 %. I de seneste målinger er der helt dødt løb, men resultaterne fra de andre stater viste også, at Sanders har overpræsteret i forhold til målingerne.

Clinton-kampagnen har de seneste dage også været ude og forsøge at tale forventningerne til resultatet ned. Normalt en ret tydelig indikation på, at de godt selv ved hvilken vej vinden blæser.

Det ligner et deja-vu tilbage til 2008 for Hillary Clinton, som dengang lang tid så ud til at være storfavorit til at vinde nomineringen, indtil Obama kom ind fra sidelinjen og overhalede hende.Hvis ikke hun får stoppet blødningen til Sanders snart, så er der stor risiko for at det sker igen. Og Nevada vil derfor være et rigtig godt sted at starte med det.

Kampen om de delegerede
Primærvalgene handler om at skaffe sig delegerede til partikonventet i slutningen af juli. 2,323 skal der til for at vinde nomineringen og efter de to første opgør er den faktiske stilling i delegerede mellem de to 36-32 i Bernie Sanders favør.

Der er yderligere 43 delegerede på spil i Nevada, så det er næppe her det bliver afgjort hvem af de to der løber med nomineringen. Når valget i Nevada er slut er der nemlig fortsat 97,5 % af de delegerede tilbage at kæmpe om.

Men afstemningsreglerne og reglerne for hvordan de delegerede fordeles er også lidt uigennemskuelig – helt kort vælges der lokale delegerede til regionale forsamlinger, der så skal vælge delegerede til en statsforsamling, der så vælger de delegerede til det nationale konvent – og det betyder at fordelingen mellem de to bliver meget lige, uanset om den ene eller den anden vinder.

Også i kampen om de delegerede er der en klar parallel til Clinton-Obama-valgkampen i 2008, nemlig debatten om de såkaldte superdelegerede, partiets valgte politikere og tillidsfolk, som udgør cirka 15 % af de delegerede på konventet, men som ikke er bundet til at følge deres staters valg af kandidat.

Her har Clinton en klar føring, men Sanders-kampagnen har – ligesom Obama gjorde – slået på, at det er meget udemokratisk og at partiets insidere vil forsøge at kuppe hende til valget.

Feel the Bern
Hvad der også er en gentagelse fra 2008, er at Hillary Clinton igen taber de unge vælgere.  Bernie Sanders har formået at gøre hvad Harald Børsting ikke formåede og er ”gået hen og blevet lidt kult”.  Ved de to tidligere valg har han vundet mere end fire ud af fem af vælgerne mellem 18 og 29 år og to ud af tre af dem mellem 30 og 44.

Det er ikke mindst blandt universitetsstuderende at man ”føler flammen” for Bernie og det har Hillary-kampagnen ikke rigtigt haft noget modsvar til.

Man har blandt andet forsøgt med at sende datteren Chelsea Clinton i byen med forskellige budskaber og Hillary har haft mange kampagneaktiviteter sammen med yngre kvinder, men det har ikke rigtig haft nogen effekt.

Når noget først er blevet hipt og moderne blandt de unge, så er det svært at kæmpe imod for de etablerede politiske kræfter (Se: Villymania, Danmark, 2007 og Jeremy Corbyn, UK, 2015).

Hillarys problem er, vurderer mange, er at det fremstår som om hun ikke rigtigt kæmper for noget, andet end sig selv. Hun er i den grad inkarnationen af det etablerede politiske system, som Sanders forsøger at bekæmpe.  Hun inspirerer ikke nogen og kommer til at fremstå som en anstandsdame til en ungdomsfest, skrev Donald Brownstein fra Magasinet The Atlantic tidligere på måneden.

Las Vegas finder vinderen
Primærvalget i Nevada er også det første, hvor to grupper af demokratiske kernevælgere er i spil, nemlig vælgere i storbyerne og ikke mindst minoriteter. Så i modsætning til byens kendte slogan, så hvad der sker i Vegas, bliver ikke i Vegas. Det afgør formentlig valget.

Tre fjerdedele af Nevadas samlede befolkning på 2,8 millioner indbyggere bor i Clark County, amtet i og omkring Las Vegas, der er USA's 30. største byområde. Hidtil har den største by der har stemt været Des Moines i Iowa, som er nummer 89 på listen.

Ser man på USA's 15 største byer, så vandt Obama 11 af dem ved valget i 2012. Og ser man på alle byområder med mere end en million indbyggere så fik Obama 53,4 % af stemmerne mod Romneys kun 45 %.

Resten af Nevada er, bortset fra spillebyen Reno og Carson City, nærmest udelukkende ørken eller bjerge med meget små byer som Elko og Tonopah. I Esmeralda County på grænsen til Californien bor der kun 783(!) mennesker. I 2008 vandt Hillary Nevada med et godt resultat i Las Vegas, men endte med at tabe kampen om statens delegerede fordi Obama vandt i de små byer og counties uden for storbyerne.

Det er dog et problem for hende, at statens stærkeste fagforening Culinary Workers Union – fagforeningen for de ansatte på byens hoteller – har valgt at sidde over i denne omgang. Clinton har ellers opbakning fra hovedparten af statens fagforeninger, men den største står altså over.  Officielt fordi de har mere travlt med at organisere nye medlemmer og lave overenskomster.

Men dog ikke mere travlt, end at de onsdag gav fagforeningens støtte til en lokal kandidat til kongressen.

Kamp om minoriteterne
I modsætning til Iowa og New Hampshire, hvor vælgerne nærmest udelukkende var hvide amerikanere er befolkningen i Nevada også langt mere multikulturel.

I 2008 var 65 % af vælgerne hvide, 15 % sorte og 15 % latino. Det er ikke mindst interessant at se hvor godt Clinton klarer sig blandt de sorte vælgere, for det kan give en indikation på hvordan hun vil klare sig ved primærvalget i South Carolina om en uge.

Det demografiske skifte har man også kunne se i de to kampagners reklamer. Clinton-kampagnen går benhårdt efter yngre latino-vælgere med denne her:

Sanders-kampagnen, der ikke står så godt blandt de sorte vælgere, har til gengæld lavet denne her, som trækker tråde tilbage til borgerrettighedsbevægelsen:

At Clinton står så meget bedre blandt de sorte vælgere, på trods af at de formentlig vil have større fordel af Sanders økonomiske politik, har Politikens USA-korrespondent Kristian Madsen forleden skrevet denne udmærkede artikel om.

Skifter scene
Mens demokraterne kæmper i Nevada, udkæmper republikanerne samtidig deres kampe i South Carolina. De kandidater, der står tilbage efter den omgang, kommer derefter til Nevada til tirsdag, mens demokraterne næste lørdag stemmer i South Carolina.

Tirsdag den 1. marts vil der igen være fælles valg samme sted for begge partier, når den første Super Tuesday skal afgøres. Her skal der stemmes i hele 11 stater og et territorium (Amerikansk Samoa). Hovedparten af de 11 stater er i øvrigt sydstater som Texas, Georgia, Tennessee og Arkansas, men også Massachusetts og Bernie Sanders' hjemstat Vermont skal stemme.

I alt er der 865 delegerede på spil for demokraterne på Super Tuesday.

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Annonce