Fejlmeddelelse

Twitter url incorrect: https://twitter.com/SorenPape/status/1360219623518527499

Annonce

Blå blok vil have delvis genåbning og overenskomstforhandlinger i slutfase

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Velkommen til vores nyhedsoverblik, hvor vi hver dag samler en lille håndfuld af døgnets vigtigste nyheder.

Denne dag byder på nyheden om, at oppositionen i et fælles brev til statsministeren opfordrer til kommunale eller regionale genåbninger, at de kommunale overenskomstforhandlinger i weekenden går inden i den afsluttende fase, samt at Martin Lidegaard har besluttet at skrotte et nyt parti. Og endelig er der – endnu engang – diskussion om den tidligere statsministers udseende. Altså Helle Thorning-Schmidts!

Tak fordi du læser med.

Blå blok skriver til statsministeren: ”Nu er tiden kommet”

Partilederne i blå blok har sammen skrevet et to sider langt brev, som er stilet til statsminister Mette Frederiksen (S).

De vil have regeringen til at 'tænke bedre og mere kreative tanker end beregninger på enkelte store genåbningsscenarier, som vi har set det hidtil', lyder det i brevet, som De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, har delt på Twitter.

”Smitten er flere steder i landet nærmest ikke-eksisterende,” skriver Søren Pape Poulsen.

”Derfor har vi borgerlige partiledere sendt dette brev til statsministeren. Det er tid til, vi tager ansvar for en forsvarlig genåbning af Danmark."

I brevet henviser partierne til, at nedlukningen ikke fjerner ikke mistrivsel blandt de unge, det stigende pres i børnefamilierne eller de konkurser, som truer virksomhederne.

”Vi må tænkte bedre og mere kreative tanker end beregninger på enkelte, store genåbningsscenarier, som vi har set hidtil,” hedder det.

”Derudover opfordrer vi regeringen til at tænke i muligheder frem for kun i begrænsninger. Se på regionale eller kommunale åbningsscenarier.”

placeholder

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) oplyste torsdag, at eksperter i øjeblikket regner på effekten af regionale genåbninger.

 

Kommuner vil forkæle ansatte i ældreplejen med større lønhop end andre

Nogle kommunal ansatte kan se frem til større lønstigninger end andre. Men hvem - og med hvor meget, deler vandene ved det kommunale overenskomstbord.

Det skriver netmediet Altinget.

Her indledte Kommunernes Landsforening og Forhandlingsfællesskabet fredag de afsluttende forhandlinger, som skal føre til ny overenskomst for knap 435.000 kommunalt ansatte.

Et af de helt centrale krav for de kommunale arbejdsgivere er en rekrutteringspulje, som skal målrette en del af den samlede lønramme mod sosu-området, hvor kommunerne har svært ved at følge med det støt stigende antal plejekrævende ældre.

"Vi prøver at adressere de skrigende behov, der er ud i kommunerne - i særdeleshed på sosu-området. Det er en bred palette af løsninger, der skal i spil, men løn er også et parameter for, om det er attraktivt at vælge netop den uddannelse og det job," siger Michael Ziegler (K), der er forhandlingsleder for KL og borgmester i Høje-Taastrup.

At lade nogen offentligt ansatte få større andel i de kommende tre års lønstigninger er ikke en fremmed tanke for lønmodtagerorganisationerne, som stiller krav om en lavtløns- og ligelønspulje.

Da sosu'er hører til de lavest lønnede offentligt ansatte, er de dermed også udpeget til at få et større lønløft end andre, men de faglige organisationer sigter dog bredere end KL.

"Vi ønsker, at man maler med den brede pensel. Det vil sige, at man vil være omfattet, uanset hvilken faggruppe, man kommer fra, hvis man lønmæssigt er indplaceret i den lavere ende," siger FOA-formand Mona Striib, der som formand for Forhandlingsfællesskabet er forhandlingsleder for de kommunalt ansatte.

Læs hele historien her. 

 

Martin Lidegaard skrotter nyt parti

Det har længe været en åben hemmelighed på Christiansborg, at stærke profiler i Radikale Venstre barslede med at stifte et nyt parti efter skærmydslerne i midterpartiet, der førte til Morten Østergaards afgang sidste efterår.

Men nu kommer det frem, at et nyt parti faktisk ER oprettet og sågar klar til at modtage vælgererklæringer.

Det skriver Ekstra Bladet

Ifølge avisen blev et nyt parti ved navn Midten - Danmarks bæredygtige parti i al ubemærkethed oprettet på Indenrigsministeriets hjemmeside for vælgererklæringer sidste efterår.

Det skete med Radikale Venstres nye næstformand, Martin Lidegaards, velsignelse.

”Jeg har ikke selv købt domænenavnet Midten eller taget partinavnet, men jeg kan bekræfte, at nogle af de gode folk, jeg har talt med i de seneste måneder, syntes, det ville være et godt partinavn, og har taget det,” siger Martin Lidegaard til Ekstra Bladet.

Men Lidegaard, der i går, torsdag blev næstformand i Radikale Venstre, har nu valgt at bede om at få projektet skrottet:

Men Lidegaard, der i går, torsdag blev næstformand i Radikale Venstre, har nu valgt at bede om at få projektet skrottet:

”For at undgå enhver misforståelse har jeg derfor allerede bedt dem om at opsige begge dele. Jeg forstår, at det allerede er sket med URL, og forventer partinavnet også vil være trukket i nærmeste fremtid.”

Læs hele historien her.

 

Kendt advokat skal forsvare Støjberg

Tidligere udlændinge-og integrationsminister Inger Støjberg har nu valgt de tre advokater, der skal forsvare hende i den kommende rigsretssag.

Den ene af de tre er ganske opsigtsvækkende tidligere direktør for Institut for Menneskerettigheder Jonas Christoffersen.

Det skriver Berlingske.

De to andre er den tidligere direktørs partner i advokatfirmaet offersen : christoffersen, René Offersen, og Inger Støjbergs bisidder under Instrukskommissionens afhøringer, Nicolai Mallet.

Læs hele historien her.

 

Helle ligner en ”mannequin”: Kendte kvinder raser

Hvordan må man klæde sig, hvis man er kvindelig toppolitiker?

Det emne har debattør og journalist Birgitte Erhardtsen valgte at tage op i sin seneste klumme hos Berlingske med titlen 'Derfor snakker ingen om Danmarks to mest magtfulde kvinders køn og udseende'.

Hvilket vækker vrede hos en række kendte kvinder.

Det skriver Ekstra Bladet.

Birgitte Erhardtsen mener nemlig, at det er nemmere at tage kvinder med høje stillinger seriøst, hvis de som Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen går lidt mindre op i ”frisure, tasker og påklædning.”

For at slå sin pointe fast skriver Birgitte Erhardtsen, at tidligere statsminister Helle Thorning Schmidt brugte al for meget tid på at se godt ud - i modsætning til Mette Frederiksen, der ifølge skribenten angiveligt ikke gør noget ud af sig selv.

Men på de sociale medier kommer kvinder med deres støtte til den tidligere statsminister.

De kan ikke helt se, at man skulle være dårligere til sit topjob, hvis man har løst hår i stedet for en stram knold.

En af dem er tv-vært Cecilie Beck, der deler sin mening om indlægget på Instagram.

”En eller anden er kommentar er vågnet op efter en lur, der har varet siden middelalderen - men hvorfor lægger Berlingske spalter til,” skriver hun.

Også sangeren Pernille Rosendahl forholder sig kritisk til indlægget.

”Endnu en gang udskammer man Helle Thorning-Schmidt for hendes påklædning. Det er efterhånden en triviel omgang. Skal vi virkelig udskamme og mene, at kvinder, der går op i deres påklædning, ikke kan udføre deres arbejdet ordentligt?” lyder det.

Læs hele historien her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Langsom genåbning er klogt, de blød brev vidner om deres desperation. Tænk hvor det ville klæde dem at være konstruktive. Råberi uden at tage ansvaret på sig er jo let nok. De vinder ikke på det, går det galt, så tørres det af på regeringen. Ro på, det er vigtigt det foregår gennemarbejdet.

Og hende fra berlinske, Thorning var og er både klog og smart, det er Mette Frederiksen sandelig også, blot anden type. Måske skulle skribenten selv prøve med der nogen, har forstand på de ting.

De Blå 's

Hvor vil det klæde de blå hvis de kunne fremlægge noget konkret fremlægge det og se om der er flertal for deres ønsker,og der ud over vil stå ved deres ansvar hvis det går galt.Som det er nu lyder det som tomme tynder der buldrer.hans P.