Annonce

Blev skiftet ud som kandidat: Hvem er Alexandra Sasha Bessmertnaia?

Hendes tidligere folketingskreds kunne ikke forstå, hvor hun fik pengene fra til sin dyre livsstil med rejser kloden rundt på 1. klasse - svarene, de fik, gjorde ikke kredsen mere tryg
Foto: Netavisen Pio/Emil Vendelbo Johansen
Alexandra Sasha Bessmertnaia (V)
Hvem er 28-årige Alexandra Sasha Bessmertniaia?

Vi ved at hendes mor, Ekatarina Bessmertnaia, har en russisk baggrund.

Vi ved, at Alexandra indtil foråret var Venstres folketingskandidat i Københavns Storkreds. Opstillet af Venstre-kredsen på Bispebjerg og Nørrebro. Dog kun under navnet Alexandra Sasha.

Vi ved også, at de to opstillingskredse tidligt på året blev utrygge ved Alexandra Sasha. Det erfarer Jyllands-Posten. Det samme gør Netavisen Pio.

Utrygheden handlede om tiltagende rygter om Alexandra Sashas lidt for tætte forbindelser til russiske interesser, men også hvordan i alverden hun finansierer sin tilsyneladende ekstravagante livsstil på 1. klasse - bedømt ud fra utallige opslag på det sociale medie, Instagram - med rejser til Hong Kong, Singapore, Bali, Monaco, skisportssteder i Schweiz og London.

Svarene fra Alexandra Sasha betryggede tilsyneladende ikke de to Venstre-kredse

Svarene fra Alexandra Sasha betryggede tilsyneladende ikke de to Venstre-kredse, der i foråret endte med i stedet at opstille Natascha Lund-Nielsen Remvig som ny folketingskandidat.

Vi ved også, at Alexandra Sasha - trods forløbet med de to københavnske kredse - i april endte med at blive kandidat til europaparlamentsvalget på søndag. Opstillet af Venstre på Fyn. Alexandra blev opstillet som nummer syv ud af tolv kandidater.

Trak sig på grund af ondsindede rygter

Vi ved også, at Sasha Alexandra sidste uge trak sig som kandidat til europaparlamentsvalget på grund af, hvad hun betegnede som  en løgnagtig smædekampagne, der kørte mod hende. Hun meldte også ud, at hun permanent forlader politik.

Den omtalte smædekampagne handlede om, at B.T. tidligere på måneden afslørede, at Alexandra i mange år har været repræsentant for England i European Alliance of Russian-speaking Youth, som er European Russian Forums ungdomsafdeling.

Det fremgår af Alexandras tidligere CV., som nu er slettet, at hun også har været bestyrelsesmedlem i det russiske forums bestyrelse.

Ruslandsekspert ved DIIS, Flemming Splidsboel, har over for B.T. betegnet European Russian Forum som et russisk ‘påvirkningsforum’.

Sasha Alexandra har desuden, stadig ifølge B.T., deltaget i flere møder i regi af forummet. Disse møder blev, ifølge B.T., arrangeret af det lettiske medlem af Europa-Parlamentet, Tatjana Ždanoka, som tidligere i år blev afsløret i at have virket som agent for den russiske efterretningstjeneste FSB.

Samme B.T. har oplyst, at Alexandras mor, Ekaterina Bessmertnaia, kan knyttes til det prorussiske netværk. Hun kan knyttes til netværket tilbage fra i hvert fald 2011.

Ifølge B.T. har Alexandra Sashas mor været kasserer for European Russian Alliance.

Også her deltager hun i russiske aktiviteter

Netavisen Pio kan føje til, at Alexandra i 2015 starter på universitet UCL i London. Også her deltager hun i russiske aktiviteter. Af et opslag på Instagram december 2015 fremgår det således, at Alexandra deltager i 'Russian Business Conference'.

Alexandra deltager december 2015 i 'Russian Business Conference', som finder sted på UCL-universitetet i Los Angeles, hvor hun dengang studerede

 

Hvad vidste Venstres top

Netavisen Pio har forsøgt at få opklaret, om Venstres top faktisk blev underrettet om de bekymringer, som de to Venstre-kredse havde omkring Alexandra.

Netavisen har spurgt Venstres nu fratrådte partisekretær, Christian Hüttemeier, om han og V-toppen blev orienteret om de to lokale kredses bekymringer. Og i bekræftende fald, hvorfor Venstre alligevel endte med at opstille Alexandra Sasha til europaparlamentsvalget. Og også om han - eller andre i V-toppen - inden Alexandra blev opstillet har gennemlyst og gået kritisk til hende.

Hüttemeier har sendt følgende skriftlige svar til Netavisen Pio: 

Selvfølgelig har jeg talt med Alexandra Sasha

“Selvfølgelig har jeg talt med Alexandra Sasha. Og hun har i vores samtaler klart tilkendegivet sin støtte til den ukrainske frihedskamp og afvist tætte forbindelser til Rusland, hvilket hun også har understreget offentligt ad flere omgange.”

Netavisen Pio har spurgt Venstres nye partisekretær, Kristian Nørgaard, om der er sket et kiks i kommunikationen mellem de to lokale V-kredse og Venstre centralt - siden Alexandra endte med at blive opstillet til europaparlamentsvalget 9. juni - på trods af de udtalte, lokale bekymringer.

Kristian Nørgaard er ikke vendt tilbage med svar.

Til gengæld har Venstres pressetjeneste formidlet et skriftligt citat fra formanden for Venstre-kredsen på Bispebjerg, Kristian Laustsen: 

“Det er korrekt, at vi har valgt en ny kandidat til at repræsentere Venstre i Bispebjerg-kredsen, for vi har til det kommende folketingsvalg ønsket en kandidat med lokal forankring, og som, vi tror, har potentiale for at opnå valg. Derfor har vi haft et opstillingsmøde i tråd med Venstres vedtægter, hvor der var en kandidat, og derfor har vores medlemmer valgt, at Natascha Lund-Nielsen skal være vores folketingskandidat.”

Desuden understreges det fra Venstre, at partiet virker decentralt: 

Venstre er en decentral organisation

“Kredsformanden for den lokale kreds i Bispebjerg har tidligere udtalt, at medlemmerne i kredsen valgte en anden kandidat, da man satsede på en kandidat med et stærkere lokalt tilhørsforhold, og Venstre er en decentral organisation, og de enkelte kredse vælger selv, hvem de opstiller som kandidat.”

Forrygende CV

Men hvem er Alexandra, siden hun i første omgang og med et snuptag blev opstillet som folketingskandidat og siden som kandidat til europaparlamentsvalget for Venstre?

Vi ved at Alexandras CV på LinkedIn ser forrygende ud.

Hun tog 8.- 9. klasse på den private elite-grundskole Bernadotte i 2010 til 2011.

Ifølge hendes CV med et gennemsnit på 11,9

Hun tog studentereksamen på Birkerød Gymnasiums internationale, engelsksprogede linje 2011 til 2014. Ifølge hendes CV med et gennemsnit på 11,9.

Derefter gik turen til Copenhagen Business School, hvor hun tog første del af en bachelor i international business and politics.

Hun fortsatte uddannelsen på UCL-universitet i London, hvor hun i årene 2015 til 2018 færdiggjorde sin bacheloruddannelse i statskundskab. Igen oplyser hun på cv’et sit karakterniveau: ‘First Class Honours (1st)’.

Mens hun studerede på UCL i London, blev der også tid til et praktikantophold af en måneds varighed hos Goldman Sachs. Hun gennemførte også sideløbende - mod betaling - ‘Women as Future Leaders Program’.

Genbrugstøj - København, London og Monaco

Vi ved at Alexandra i 2019 - sammen med sin mor - grundlægger genbrugstøj-firmaet Lava Copenhagen.

Frem til jul står moren Ekaterina som indehaver. Derefter står Alexandra opført som eneindehaver:  

“Var med til at stifte et bæredygtigt multifunktionelt overtøjsmærke, der i øjeblikket opererer i København, Monaco og London. Arbejder for at etablere et sammenhængende bæredygtigt brandimage for øko-kapselsamlingen fremstillet af genanvendt plastikaffald fra havet ved at deltage i bæredygtige konkurrencer og messer,” forklarer Alexandra på knudret, nok maskinoversat dansk på LinkedIn om firmaet.

Ifølge Erhvervsstyrelsens selskabsregister gør Lava Copenhagen i ‘Fremstilling af varer af pelsskind’.

Der er tale om et enmandsfirma, som ikke har fremlagt offentlige regnskaber.

“Kulisse-firma”

Ifølge Ekstra Bladet er der langt hen ad vejen tale om et 'kulisse-firma' med få aktiviteter.

Lava Copenhagen havde oprindelig fire butikker, men siden er det tilsyneladende gået ned ad bakke:

Ingen af butikkerne fremgår længere af Lava Copenhagens hjemmeside

“Virksomheden havde for blot nogle år siden listet fire butikker, som distribuerede pelsjakkerne fra Lava Copenhagen, hvoraf to havde monegaskisk adresse. Ingen af butikkerne fremgår længere af Lava Copenhagens hjemmeside, hvor kun Caz Ladieswear i London nu står opgjort som distributør,” skriver Ekstra Bladet.

Deler adresse med 657 enkeltmandsvirksomheder

Indtrykket af at Lava Copenhagen mest af alt fremstår som en 'kulisse-virksomhed' forstærkes af, at Lava Copenhagen har virksomhedsadresse på Hindegade 6, 1303 København K.

Her deler Lava Copenhagen adresse med ikke færre end 657 andre enkeltmandsvirksomheder eller små Aps-selskaber med kun en enkelt ansat.

Det fremgår af Erhvervsstyrelsens centrale virksomhedsregister.

På Hindegade 6, 1303 København K., ligger et såkaldt firma-hotel kaldet, 'City Adress'.

City Adress skriver i et opslag på Facebook:

og fremstå mere attraktiv overfor kunder og samarbejdspartnere

"Med en firmaadresse hos CITYADDRESS, får du muligheden for at skrive KBH K på visitkortet - og fremstå mere attraktiv overfor kunder og samarbejdspartnere."

Alexandra og andre, der gerne vil give indtryk af af have en firmaadresse tæt på Amalienborg betaler 249 kroner om måneden for at smykke sig med en København K.-adresse.

Alexandra tavs

Kulisse-firma eller ej betegner Alexandra over alt sig selv som iværksætter og erhvervskvinde.

Den begrænsede aktivitet i Lava Copenhagen står i modsætning til Alexandras tilsyneladende ekstravagante - og må man formode - bekostelige livsstil.

Vi ved, at det af Alexandras Instagram-profil fremgår, at hun ofte er ude at rejse. Ofte på 1. klasse. Alle ophold foregår foregår tilsyneladende - bedømt på utallige Instagram-opslag - på mondæne hoteller.

Rejserne går meget ofte til Monaco og til skisportssteder i Schweiz, men også til London, Portugal, Singapore, Hong Kong, Bali, Dubai, Mexico og mange andre fashionable steder rundt om på kloden.

Alexandra på farten - her på hotel Herimitage i Monacos hovedby, Monte Carlo

 

Tilbage i 2020 var Alexandra også forbi Mar A Lago i Florida, hvor USA’s tidligere præsident Donald Trump, residerer.

Netavisen Pio har spurgt Alexandra, hvordan hun finansierer sin dyre livsstil. Men Alexandra har ikke reageret på vores henvendelser.

Opdateret kl. 21.30 med oplysningen om og foto-dokumentation af, at Alexandra december 2015 deltog i 'Russian Business Conference'

Opdateret 8. juni med oplysningen om, at Lava Copenhagens København K.-adresse er en såkaldt kontorhotel-adresse

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet