Historiker: Kartoffelkuren alene reddede ikke dansk økonomi

Danmarks nuværende grundlæggende sunde økonomi gør os tilbøjelig til at glemme de dilemmaer, som fortidens beslutningstagere stod overfor, mener historiker.
Det kan være svært at forstå fortiden med nutidens briller. Det gælder ikke mindst når den økonomiske politik skal vurderes.

I det følgende udlægger jeg den røde tråd i dansk økonomisk politik i tiden 1950-1990. Når du har læst min fortælling, vil du vide hvordan det gik til, at Danmark udviklede sig til en industrination.

Og du vil forstå, hvorfor mange regeringer bevidst – men med tungt hjerte – har gennemført indgreb i økonomien, der har øget arbejdsløsheden.

Og du vil være mere modstandsdygtig overfor negativt spin om nu afdøde beslutningstagere og deres politik.

Kæmpede med forældet industri

Efter anden verdenskrig står Danmark i en kritisk økonomisk situation. Danmark kom uskadt ud af krigen, og det skal vise sig at blive et problem.

I de første år efter krigen oplever Danmark en pæn efterspørgsel fra udlandet, men snart genopbygger de andre lande et moderne produktionsapparat, som Danmark ikke kan konkurrere med. Danmarks industri er ganske simpelt forældet.

Danmark får mere Marshallhjælp (1948-1951) per indbygger fra amerikanerne, end de fleste lande, for eksempel Tyskland.

Det er der en grund til. Danmark har behov for investeringer for at forny sit produktionsapparat og udvikle industrien. På det tidspunkt eksporterer Danmark primært fødevarer.

Med andre ord har vi en erhvervsstruktur, der minder om et ulands.

S eneste fortaler for industrialisering 

Mulighederne for at skabe vækst og beskæftigelse gennem landbrug er begrænset. Der er kun en vis mængde jord og en vis mængde appetit, mens mulighederne i industrien er ubegrænsede - der gøres konstant nye opfindelser, der skabes konstant nye behov.

I Danmark er det kun Socialdemokratiet, der på det tidspunkt går helhjertet ind for en industrialisering.

Det hænger formentlig sammen med manglen på udenlandsk valuta. Industrialisering kræver massive investeringer i form af maskiner der skal købes i udlandet, og derfor skal betales med fremmed valuta.

Socialdemokratiets plan indebærer, at vi ikke selv skal spise vores smør, men sælge det for fremmed valuta, og at vi ikke skal købe legetøj importeret fra udlandet, men bruge pengene på maskiner til industrien.

Det kræver rationering af dagligdagsvarer og statslig indgriben i investeringerne. Det er der ikke folkelig opbakning til. Hedtoft glider i smørret, og en VK-regering kommer til magten i 1950.

Progressive amerikanerne presser på

Takket være amerikanernes insisteren, bliver Danmark presset til at lave planer for tiltagende industrialisering.

USA er på det tidspunkt et progressivt land, hvor de højeste indkomster bliver beskattet dobbelt så høj skat som normale indkomster, hvor økonomisk planlægning er synonym med fremgang, og hvor krigsveteraner bliver belønnet med gratis adgang til universitetet.

Et forbillede for Danmark.

Valutamangel bremser væksten

Manglen på fremmed valuta vedbliver at være Danmarks store problem mange år frem. I 1950’erne må den økonomiske vækst flere gange bremses med stram finanspolitik (besparelser), fordi det går for godt med økonomien.

Øget vækst, beskæftigelse og heraf afledt forbrug, betyder for meget import. Vi bruger for meget af vores begrænsede beholdning af fremmed valuta.

I forbindelse med at der internationalt bliver indført fri valuta-konvertibilitet i 1958, beslutter Danmark sig for at skifte strategi.

Der er ikke flertal for industrialisering via statslig indgriben, og det er ikke holdbart hele tiden at skabe arbejdsløshed med vilje. Man beslutter derfor, at man vil optage lån i udlandet.

Danmark skal for en tid køre med underskud på samhandelen med udlandet. Så længe dette underskud finansierer investeringer i industrien, der kan øge eksporten, og dermed skabe valutaindtægter i fremtiden, kan det forsvares at låne pengene.

Lån i fremmed valuta er langt mere risikabelt end indenlandsk statsgæld. Lån i fremmed valuta skal betales af med fremmed valuta, og man kan derfor ikke afbetale lånet ved at øge produktionen og skatteindtægterne.

Dertil kommer at udenlandske lån er kortfristede, og renterne på gælden hurtigt kan stige. Det skal vise sig at blive et stort problem, senere.

Takket være den nye låntagningsstrategi, vokser Danmarks industri med rekordfart i 1960’erne.

Verden bliver liberaliseret 

Andre forhold bidrager naturligvis også til væksten. Patentlovgivningen er svag, så det er muligt for danske virksomheder at kopiere teknologi fra udlandet, uden at blive sagsøgt.

Markedet for industrivarer bliver liberaliseret, så det bliver nemmere at afsætte produkter i udlandet.

Samtidig får Danmark lov til at praktisere en højere grad af protektionisme (højere told på udenlandske varer) end vores aftagerlande, hvilket beskytter industrien fra konkurrence udefra i den svære opstartsfase.

Danmark ændrer i de år sin erhvervsstruktur fra en der minder om et ulands til en der matcher moderne industrinationer, takket være en strategi, som vi efterfølgende har nægtet mange ulande at kopiere.

Boom i 60’erne fører til jordskredsvalg

Industrialiseringen i 1960’erne er en succes. Levestandarden for almindelige danskere bliver kraftigt forbedret på kort tid, samtidig med at arbejdstiden falder.

Men skatterne stiger. Meget. Det er nødvendigt, dels for at finansiere den voksende velfærdsstat, dels for at begrænse importen. Men det lykkes alligevel ikke at få overskud på samhandlen med udlandet.

De stigende skatter fører til et skatteoprør blandt vælgerne.

Da Anker Jørgensen bliver statsminister i 1972, lægger han den økonomiske kurs om, og begynder at stramme den økonomiske politik, så Danmark kan komme af med underskuddet over for udlandet. Det fører til et svidende nederlag til Socialdemokratiet ved det såkaldte jordskredsvalg til Folketinget i 1973.

Oliekrise og økonomisk smalhals

I 1974 kom den stigende arbejdsløshed i kølvandet på oliekrisen, og beskæftigelsen får igen højere prioritet end samhandelen med udlandet, når der føres økonomisk politik.

Statsminister Poul Hartlings smalle Venstre-regering giver store ufinansierede skattelettelser. Men snart indser man at olieprisen ikke vil falde tilbage til tiden før oliekrisen, og at man må indrette sig som man bedst kan under de eksisterende forhold.

Derfor indledes en periode men en stram indkomstpolitik (nu er Anker Jørgensen blevet statsminister igen).

Overenskomster bestemmes ved lov, dyrtidsportioner indefryses eller bortfalder, afgifterne sættes op. Fra 1976 står reallønnen i Danmark stille.

Devaluering og arbejdsløshed

I 1979 kommer anden oliekrise og denne gang står det klart, at man må tage konsekvensen.

Den danske krone devalueres (nedskrives i værdi over for en række valutaer i vores fastkurssamarbejde).

Det betyder, at udenlandske varer bliver dyrere herhjemme, mens danske varer bliver billigere i udlandet.

Det forbedrer konkurrenceevnen, men prisen er lavere levestandard til danskerne. I 1982 falder reallønnen i Danmark.

Prisen er også stigende ledighed og underskud på de offentlige finanser. Men hensynet til konkurrenceevnen er vigtigere. Vi må og skal blive mere konkurrencedygtige.

Kurs mod afgrunden

Danmark har en høj udlandsgæld, og der løber høje renter på. Vi har forbedret konkurrenceevnen, men indtil der kommer et internationalt opsving, gavner det os ikke.

Hvis Danmark ikke får bevist, at vi kan afvikle vores udlandsgæld, vil vi for fremtiden kun kunne refinansiere gælden hvis vi skriver under på betingelser, hvor vi reelt giver afkald på at føre selvstændig økonomisk politik.

Det var det daværende finansminister Knud Heinesen (S) advarede imod i 1979, da han sagde, at vi havde kurs mod afgrunden.

Det er derfor regeringen fører en politik, der tilsigtet fører til arbejdsløshed og stigende underskud på det offentlige finanser.

Schlüter får gavn af opsvinget

I 1982 kommer opsvinget, og Danmark får gavn af konkurrenceevneforbedringen skabt af devalueringerne og den stramme indkomstpolitik. Derfor kommer Danmark nu ind i nogle år med høj vækst og stigende beskæftigelse.

Lønstigningerne under opsvinget er beherskede. Men desværre fører den lavere rente, den øgede beskæftigelse, og den nye statsminister Poul Schlüters (K) løfter om skattelettelser til en voldsom stigning i det private forbrug, og så er den gal igen.

I 1986 får vi historiens største underskud på betalingsbalancens løbende poster, der måler forholdet mellem Danmarks indtægter og udgifter i fremmed valuta.

Kartoffelkuren

Det er i den situation Poul Schlüter gennemfører en række afgiftsstigninger og andre stramninger af den økonomiske politik, hvoraf den bedst kendte går under navnet Kartoffelkuren.

Han gør det modvilligt, han har jo lovet skattelettelser, og han ved, at politikken vil føre til arbejdsløshed.

Men politikken virker, og i løbet af et par år forsvinder betalingsbalanceunderskuddet.

I forbindelse med Poul Schlüters død forrige fredag, har kritikere hævdet, at Kartoffelkuren var et fejlgreb (se Christian Bjørnskovs klumme: Schlüter-effekten).

Det vurderes her, at indgrebet var for skrapt. Denne vurdering ser ganske simpelt bort fra, at det handlede om at vende et underskud på betalingsbalancens løbende poster til et overskud.

Løntilbageholdenhed og begyndende olie-eventyr

Og set i det lys var indgrebet slet ikke for skrapt. Faktisk var det ikke skrapt nok i sig selv.

Overskuddet på betalingsbalancen bliver hjulpet på vej af Kartoffelkuren, men både  Fælleserklæringen fra 1987 om løntilbageholdenhed, altså en målsætning om at de danske lønninger ikke må stige mere end dem i udlandet, og i endnu højere grad at Danmark begynder at udvinde olie i Nordsøen, bidrager også til den forbedrede betalingsbalance.

Det er nu engang sådan, når man fører økonomisk politik, at man sjældent kan tilgodese alle mål på en gang.

I dag er der betydelige overskud på betalingsbalancens løbende poster, og Danmark har ikke længere gæld, men tilgodehavender, i udlandet.

Det er naturligvis godt, men det gør os også tilbøjelig til at glemme de dilemmaer, som fortidens beslutningstagere stod overfor.

 

Kilder og henvisninger

Hvis du gerne vil læse en mere detaljeret gennemgang, en med gengivelse af samtidige kilder, gengivelse af data, referencer til kilder og andre værker, og med uddybede ræsonnementer, så henviser jeg til følgende studier:

Artikel fra Historisk Tidsskrift: Danmark i kapitalismens guldalder. Forholdet mellem den økonomiske politik og den samfundsøkonomiske udvikling i Danmark i 1950erne

Artikel fra Historisk Tidsskrift: Nyt syn på Anker Jørgensens økonomiske politik

Ph.d.-afhandling udgivet af Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning, Aalborg Universitet: Drivkræfterne bag den økonomiske politik 1974-1994

 

Gymnasielærer og historiker med speciale i dansk økonomisk politik i efterkrigstiden. 


placeholder

Kommentarer

Det er karakteristisk, at det ikke i diskussionen om den økonomiske politik overhovedet inddrages, hvad regeringen Anker Jørgensen gennemførte med nyordningen af vilkårene i Nordsøen. Aftalen med eneretsindehaveren APM skabte adgang for andre investorer til at lede efter olie og gas og sikrede, at alle skulle følge mere tidssvarende vilkår svarende til det, der var gældende i de andre lande omkring Nordsøen. Dette lagde grunden til, at Danmark blev selvforsynende, og til, at Danmark strukturelt og stabilt kom ud af problemet med underskud på betalingsbalancen. Alt dette - som man passende kan kalde "råderummets moder" - var noget, vi gennemførte imod de borgerlige partiers modstand.

Det er karakteristisk, at det ikke i diskussionen om den økonomiske politik overhovedet inddrages, hvad regeringen Anker Jørgensen gennemførte med nyordningen af vilkårene i Nordsøen. Aftalen med eneretsindehaveren APM skabte adgang for andre investorer til at lede efter olie og gas og sikrede, at alle skulle følge mere tidssvarende vilkår svarende til det, der var gældende i de andre lande omkring Nordsøen. Dette lagde grunden til, at Danmark blev selvforsynende, og til, at Danmark strukturelt og stabilt kom ud af problemet med underskud på betalingsbalancen. Alt dette - som man passende kan kalde "råderummets moder" - var noget, vi gennemførte imod de borgerlige partiers modstand.

Læs evt. side 24 til 31 i Danmark I Europa 1945 - 93, Munksgaard København 1994, om den politiske kamp mellem Socialdemokraterne og Venstre samt Konservative, om forholdet til Marshall hjælpen, som V og K som udgangspunkt mente at Danmark ikke skulle deltage i.

Annonce