Anmeldelse: Tanker fra velfærdsstatens grundlægger

Ny bog om den tidligere statsminister Viggo Kampmanns og efterkrigstidens reformer forsøger for meget og giver for lidt.
Tidligere stats- og finansminister Viggo Kampmann bliver ofte lidt overset i den socialdemokratiske partihistorie, hvor han står lidt i skyggen af Thorvald Stauning, Jens Otto Krag og H.C. Hansen.

Det forsøger Ejvind Damsgaard Hansen at råde lidt bod på med bogen “Efterkrigstidens økonomiske og sociale reformer. Viggo Kampmann  - idemand og igangsætter.”

Forfatteren er cand.polit., født i 1931, og før han blev pensionist, var han embedsmand i staten og lektor i økonomi på det, der i dag hedder CBS.

Minutiøs og sirlig

Der er tale om en meget minutiøs, sirlig gennemgang af nærmest samtlige reformer og initiativer, som blev lavet i perioden fra 1957 og frem til 1974 - og som på en eller anden måde havde Viggo Kampmanns aftryk.

I bogen tages der udgangspunkt i en tale, som Viggo Kampmann holdt under krigen (2. verdenskrig), der blev styrende for det efterfølgende arbejde med at modernisere det danske samfund og lægge fundamentet for det velfærdssamfund, vi har i dag.

Men bogen indeholder også en række personlige anekdoter, som forfatteren husker fra sine møder med Viggo Kampmann, og et brev, som den tidligere stats- og finansminister skrev til Ejvind Damsgaard Hansen få år før sin død i 1976.

Bogen er rigt illustreret med grafer, skemaer og tabeller. Og med uddrag og henvisninger fra betænkninger og andre former for lovforberedende arbejde.

Sproget er meget akademisk og lidt tungt, og det gør den ikke til en stor læseoplevelse.

Et prisværdigt formål

Det er et prisværdigt formål at forsøge at give Viggo Kampmann "credit", som de unge vil sige, for reformerne. Men det er ikke sjældent tydeligt, hvor det konkret var Viggo Kampmann, der havde hænderne i de enkelte reformer, og hvornår det var alle mulige andre.

Det er mere Viggo Kampmanns ånd, der svæver over det hele.

Bogen er forholdsvis kort, cirka 120 sider, plus 50 siders efterskrift og bilag, og det bliver simpelthen alt for komprimeret, når man på de få sider skal igennem alt fra oprettelsen af ATP og til oprettelsen af Aarhus Universitet.

Der bliver meget refererende og uden nogen former for fremadrettet perspektivering. Var det godt, var det skidt, kunne man have gjort noget andet? Det giver bogen ikke rigtigt svar på.

En snæver målgruppe

På bagsiden står der, at målgruppen for bogen er læsere med "generel interesse for dansk økonomisk politik og velfærdsstatens historie samt en særlig interesse for Viggo Kampmanns talent og begavelse".

Jeg skal ikke afvise, at der kan findes folk, der har de tre interesser. Men der er tale om en noget snæver målgruppe, og jeg er ikke helt en del af den.

Hvis man som jeg er mere overfladisk historisk interesseret i dansk politisk historie, og ønsker en mere samlet fremstilling af Viggo Kampmanns liv og person, så kan Poul Smidts biografi “Kampmann” i stedet anbefales.

Ejvind Damsgård Hansen i samarbejde Lars Lund. 'Efterkrigstiden økonomiske og sociale reformer'. 165 sider. Er udkommet på Djøfs Forslag.


 

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

I lyset af den aktuelle diskussion om arbejdsudbud og den påståede mangel på arbejdskraft er det beklageligt, at anmelderen ikke gør mere ud af det foredrag, den 33-årige Kampmann holdt i marts 1944, og som var hans oplæg til den økonomiske politik, der burde føres, når krigen var slut. Med Kampmanns egne ord fremlagde han ”en mærkelig blanding af realiteter og fremtidsmusik”. Foredraget blev i 1944 trykt i Nationaløkonomisk Tidsskrift.
Ifølge Kampmanns foredrag skulle man søge at holde fuld beskæftigelse i Danmark. Ikke kun for de beskæftigedes skyld, men ”mere væsentligt er det, at en egentlig mangel på arbejdskraft vil øge lønnen og trække mange mindre selvstændige over i lønarbejderklassen”, som Kampmann formulerede det.
For at denne vandring fra selvstæng til arbejder skulle lykkes, måtte de selvstændige bibringes tillid til en varigt god løn og en varig fuld beskæftigelse: ”Efterspørgslen efter arbejdskraft må stimuleres, således at alle personer inden for de selvstændige erhverv, som hidtil har tjent mindre end lønarbejdere, foretrækker deres kår”.
Kampmann vurderede at den lave indkomst inden for mange selvstændige erhverv hyppigt var udtryk for, at man kun var deltidsbeskæftiget og at der følgelig var mulighed for at frigøre en skjult, fejlplaceret og dårligt udnyttet arbejdskraftreserve. Selvstændig virksomhed som husmandsbrug, en række håndværk som børstenbinder, skomager og kedelflikker og handelsvirksomheder som små grossister, købmænd, petroleumshandlere og ismejerier etc. kunne simpelthen ikke bære en faktoraflønning på højde med aflønningen af industriarbejdere og ansatte i en række virksomheder indenfor handel og liberale erhverv.
Om Kampmann var opmærksom på den enorme skjulte arbejdskraftreserve, som kvinderne udgjorde, melder historien ikke noget om.

Det interessante er, at vi i vores tid sagtens kan genkende det med datidens selvstændige erhverv (børstenbindere, kedelflikkere, osv.), som ikke kan levere konkurrencedygtige løn- og arbejdsforhold. Nu om dage er det bare prekariatet, dem i usikre vikariater samt falske selvstændige såsom Nemlig-chauffører og Wolt-bude. Mange af dem burde være lige til at plukke for de arbejdsgivere, der kan tilbyde fast ansættelse på overenskomstmæssige vikår.

Det er vel bogen og ikke Kampmann, anmelderen skal forholde sig til?

Annonce