Derfor skal Danmark fejre den nye arbejderlitteratur

Norsk LO lancerede fornylig en arbejderlitteraturpris. Sådan én skal vi også have i Danmark, så vi kan hylde den litteratur, der bidrager til fællesskabet.
Indenfor bare de seneste måneder har Kristian Bang Foss udgivet ”Frank vender hjem”, Nicklas Buch har udgivet ”Pillerne får mors øjne til at nærme sig gulvet”, Yahya Hassan har udgivet ”Yahya Hassan 2” og Henriette Karlsen har udgivet ”Ama’r Halshug”.

Den nye bølge af arbejderlitteratur, bliver ikke rigtig opfattet som et kollektivt fænomen

Alligevel er det ikke bare tæt på at være et faktum, at den nye bølge af arbejderlitteratur, som vi oplever i de her år, bliver ikke rigtig opfattet som et kollektivt fænomen hos de større kulturmedier eller folk i almindelighed. Det er også en skam.

Og yes, I know. Det handler naturligvis om, at den noget enøjede fortælling som jantelovsfordrivende talentprogrammer og selvfede fodboldspillere oftest også er den slags fortællinger, der løber med overskrifterne. En fortælling om, at klasse fejlagtigt kun er noget, vi har eller ikke har. Ikke noget, vi som vi faktisk tilhører.

Gør som Norge - fokusér på hverdagen

Det ene behøver imidlertid ikke at udelukke det andet. I Norge lancerede LO således fornylig en litteraturpris på 100.000 norske kroner med henblik på at ”fremme fortællinger om almindelige menneskers hverdag”.

I Norge lancerede LO således fornylig en litteraturpris på 100.000 norske kroner

Noget lignende burde Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) også gøre i Danmark. Gerne også i samarbejde med andre fagforbund som f.eks. Akademikerne, måske Arbejdermuseet, eller en række relevante fonde.

Og det er der flere grunde til. For det første vil en fejring af den nye arbejderlitteratur udvikle og fremme en allerede traditionsrig og etableret genre i debatten med særligt fokus på blandt andet industriarbejdere, dagplejere, nydanskere og løst ansatte akademikere.

En fejring af  arbejderlitteratur vil fremme industriarbejdere, dagplejere, nydanskere og løst ansatte akademikere

Dernæst vil det give os en helt særlig adgang til viden og erfaringer om socialt udsatte, om særlige faggrupper, som vi ikke har adgang til i helt samme grad, hvis vi bare ser Nyhederne, Aftenshowet eller læser dagens avis.

Vi bør jo i den sammenhæng ikke glemme, at litteratur kan det helt særlige at fungere som et socialt frirum, hvor blandt andet minoriteter og tabuer kan udfolde sig, blive anerkendt og få en stemme. Det gælder i sagens natur også arbejderlitteratur.

Ja tak til mangfoldighed

Sagt på en anden måde kan den velskrevne roman med enkle virkemidler og fortælleteknikker skabe et helt afgørende nærvær, der danner grundlag for den slags erfaringsudvekslinger, hvor vi også bliver mere medfølende, ja, måske endda mere solidariske, undervejs.

Den velskrevne roman kan med enkle virkemidler skabe et helt afgørende nærvær

Et nærvær, vi som samfund især har brug for at få styrket, hvad angår helt almindelige hjem og arbejdspladser lige nu og her. Her gør Jakob Mathiassens ”Beton”, Michael Thornings ”Pres for satan den citron” eller Lau Aaens ”Dagpengeland” det bare ikke alene.

Eller for dens sags skyld de oftest kradse barndomsfortællinger om mønsterbrydere og nydanskere i, som i de senere år har være et meget yndet take på klassebegrebet.

Heller ikke selvom Morten Papes ”Planen”, Thomas Korsgaards ”Hvis der skulle komme et menneske forbi” eller for den sags skyld Yahya Hassans selvbetitlede debut i øvrigt har gjort det fremragende som prisvindende bestsellere.

Det vil klæde fælleskabet. Men bestemt også fagbevægelsen

I en tid præget af kriser og splittelse, hvor individet umiddelbart vægter mere end fællesskabet. Hvor traditionelle skillelinjer bliver brudt eller flyder sammen, og ikke-privilegerede stemmer enten bliver glemt eller nye opstår. Så vil en litterær pris derfor kunne bidrage konstruktivt til en større variation og mangfoldighed, hvad angår fag, køn, sted og etnicitet i dansk samtidslitteratur.

Det vil klæde fælleskabet. Men bestemt også fagbevægelsen.

Kulturskribent og anmelder


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Jeg fik et lånerkort til folkebiblioteket i 2. klasse. Min mor var medlem af en bogklub og købte tegneserier til mig, delte avis med naboen og dameblade med veninderne. Jeg læser den dag i dag alt der har bogstaver. Jeg læser gerne om både hverdagen, arbejdet, orloven, ferien og festen - de forskellige livsaldre, bykvarterer og landdistrikter - tiden bag rattet, foran computerskærmen på gulvet og på de bonede gulve, op og ned langs varehylderne. Sygdom og død. Misbrug, karma og skæbne. Mit hjerte banker for de der ikke kan læse. Der er omkring 1 million - 1.000.000 - funktionelt analfabeter herhjemme. Det vil sige, at de har fundet en strategi der virker for dem i hverdagen. Ordblindhed - og talblindhed - er udbredt blandt arbejdere på alle niveauer. Lad os gøre noget ved det. Alle kan lære at læse.

Med al respekt for Margit Johansens motiver, så tror jeg, at jeg må sige, at ikke alle kan lære at læse. Jeg tror, at tallet 1 million er rigtigt, men det dækker hele spektret fra lette læsevanskelighder til svær dyslexi. Og der er slet ikke mennesker til at gøre noget ved disse problemer.

I lyset heraf synes jeg også, at det er mærkeligt, at folk der vælger at studere, bliver behandlet så umådeligt dårligt på vore højere læreanstalter. Den eksisterende talentmasse er langtfra ubegrænset, så folk der mener at have noget at byde på, og som vil prøve kræfter med det svære, skulle vel have et vist krav på en vis agtelse. Men realiteterne er, at alle de sjove mennesker – ikke mindst med formidlingstalentet og -hensigten – forsvinder, og tilbage bliver karrièrefræserne.

Personer med dyslexi i varierende grader er i den anden ende af dette spil. Jeg ser absolut et perspektiv i at erkende dette problem i dets fulde omfang, og allerede her støder vi ind i modstand, idet mange vil modsætte sig det nævnte tal. Hvis vi i skolen valgte at skille børnene ad, kunne man etablere en mere målrettet indsats overfor dette problem, og helt uden at besvære alle de elever, som ingen problemer har med læsningen. Men fra vide kredse i dette land tegner der sig en indædt modstand mod denne løsning, en modstand, der ingen forankring har i en erkendelse af disse problemers natur. Og man kan råbe i ørkenen, til man bliver hæs. Uden resultat.

Annonce