Martin Lidegaard overtog i sidste uge posten som politisk leder af De Radikale efter Sofie Carstens Nielsens exit oven på hendes sløje personlige stemmetal.

Lidegaards pragmatiske stil, uden de ultimative krav som de to forrige ledere, Sofie Carsten Nielsen og Morten Østergaard har stået for, kan muligvis føre partiet i regering igen.

Der er bare lige det med fortolkningen af de ultimative krav…

Pres fra baglandet

Selvom Lidegaard ikke er meget for ultimative krav, så er andre i partiet det til gengæld.

Det er fordi, at jeres fortolkning af det ultimative er meget ultimativ

Ved pressemødet da Lidegaard blev præsenteret som leder, fik nummer to i partiet, Samira Nawa, og profilen Zenia Stampe presset Lidegaard til at holde fast i partiets ultimative krav til en kommende regering om at skrotte planerne om et asylmodtagecenter i Rwanda.

Fortolkningen af det ultimative

Men R-lederen er ikke altid helt så klar i mælet.

Da Jyllands-Posten fangede Martin Lidegaard på vej ud fra regeringsforhandlingerne på Marienborg tirsdag bad avisen ham svare på, hvorfor han ikke kunne svare entydigt på, om de fortsat vil erklære mistillid til en regering, som arbejder videre med Rwanda-planerne, som ellers var partiets holdning inden folketingsvalget.

det er jo ikke sort-hvidt på den måde

”Det er fordi, at jeres fortolkning af det ultimative er meget ultimativ. Det er som om, at I kun vil høre den ene del af sætningen, der er: Lige det her kan vi ikke se os selv i, og kommer vi ikke til at se os selv i. Men som Zenia Stampe – som I altid tager frem – meget rigtig siger; det er jo ikke sort-hvidt på den måde, at man ikke kan finde landingsbaner her, at man ikke kan finde mulige veje at gå, som både tilfredsstiller ønsket om at lave modtagecentre i Afrika, men som samtidig beskytter flygtningene, og ikke en måde, som vi ikke rigtig synes løser problemerne,” sagde Martin Lidegaard til Jyllands-Posten.