Men den nye regering lægger også op til at erstatte den nuværende seniorpension, med en Arne Plus-ordning, som vil give ret til at trække sig tilbage tre år før pensionsalderen med en månedlig ydelse “på cirka 15.000 kroner”.
Helt ærligt, så mener vi, at denne forringelse af tilbagetrækningsmulighederne for de nedslidte, er en stor skuffelse.
I Serviceforbundet er vores socialrådgivere i daglig kontakt med de medlemmer, for hvem ordene Arne Plus vil være en stor hån. For dem vil det nemlig komme til at betyde Arne Minus.
I dag hjælper vi i Serviceforbundet nedslidte og syge medlemmer med at få seniorpension.
Har de seks år eller mindre til deres folkepensionsalder, er det en stor lettelse for dem, at de ikke skal igennem de ellers meget strenge betingelser for at få førtidspension.
Det er simpelthen for hårdt.
Alt for mange af vores medlemmer kan ikke arbejde 15 timer om ugen i deres gamle fag. Det er simpelthen for hårdt.
Derfor er de nedslidte eller syge, og derfor får de tilkendt seniorpension på samme sats som en førtidspensionist. I dag 19.360 kroner om måneden for en enlig og 16.457 kroner for en gift eller samlevende. De går ned i indtægt, men deres kroppe kan ikke mere.
Men hvis seniorpensionen forsvinder og i stedet erstattes af ‘Arne Plus’ til en ydelse på cirka 15.000 kroner vil det altså være 4.360 kroner mindre om måneden for en enlig. Det er da et minus, der kan mærkes!
Og ikke nok med det. Den nye tilbagetrækningsmulighed kan kun søges tre år før folkepensionsalderen.
Det betyder desværre tre yderligere år med smerter. Tre yderligere år med sygemelding. Tre yderligere år, hvor nedslidte skal tumles rundt i ressourceafklaringsmøllen!
I Serviceforbundet kender vi desværre kun alt for godt de medlemmer, som det vil gå ud over: Frisøren, som må ud i arbejdsprøvning med smerter, fordi hun fremover skal opfylde de almindelige betingelser for førtidspension, når seniorpensionen forsvinder.
Viceværten, som kan se frem til en lavere ydelse på Arne-pension, når kroppen efter et langt arbejdsliv svigter.
Mens der tages fra dem, der kan mindst, gives der topskattelettelser til dem, der tjener mest.
Det bliver et samlet minus for samfundet. Og man må spørge sig selv, hvorfor skal de nedslidte betale for topskattelettelser?
Kommentarer
Ja, det rammer de nedslidte. Igen!
Løkke var tydeligt stolt over at få forringet sin egen udgave.
Mette og Løkke skal jo belønne deres venner i den øverste middelklasse. Så må arbejderklassen yde. Vennerne har brug for en ny Tesla, og både Mette, Lars og Søren har vel brug for det, der svarer til en hel årsindkomst for en pensionist.
De skulle skamme sig alle til hobe.
Jamen, det er da for at sætte de nedslidte fri og give dem valgmuligheder.
Når man sidder i en forhandlingssituation i et demokrati bliver der taget og givet - lader man være med det, bliver der ikke gjort noget overhovedet og alt vil stå i stampe. Hvis man vil nyde må man yde og det gælder også i dette tilfælde.
Desuden er der givet en ny udgave,som du endnu åbenbart ikke har læst!
Husk der er givet store lønforhøjelser til dem der ikke vil arbejde, der kan ikke blive råd til alt.