☰
☰
Kære DA, hvornår blev arbejdsudbud noget, som kun kan vrides ud af de mest nedslidte?
Jeg har fuld respekt for Dansk Arbejdsgiverforenings ønske om at øge arbejdsudbuddet, men vi trænger vist til at få os en god snak. For der er altså bedre veje til målet end at forringe seniorpensionen.
Nogle dage lander en god nyhed, der får mig og mine kolleger i HK til at ånde lettet op på rigtig mange menneskers vegne.
Og det var lige netop, hvad der skete, da finansminister Nicolai Wammen i forbindelse med præsentationen af regeringens 2030-plan meldte ud, at regeringen har skubbet Arne Plus-ordningen af bordet og dropper sine planer om at forringe seniorpensionen.
Tak. Tak for at lytte til os i fagbevægelsen og skabe mere ro om mulighederne for tilbagetrækning. Det er tiltrængt.
En velkendt sang om seniorpensionister
Men ikke ret længe efter regeringens fredning af seniorpensionen var Dansk Arbejdsgiverforening på pletten med et ærgerligt – men ikke så overraskende – budskab:
"Det er en ordning, der trækker for mange ud af arbejdsmarkedet, som vi kunne gøre brug af,” udtalte administrerende direktør Jacob Holbraad til A4 Medier.
Derfor opfordrer DA til at ændre seniorpensionen. Som reglerne er i dag, skal man som seniorpensionist opfylde et krav om en arbejdsevne på maks. 15 timer om ugen – målt ud fra seneste job.
Men kære venner. Jeg tror, vi trænger til en god snak
Men DA ønsker, at arbejdsevnen skal vurderes op imod hele arbejdsmarkedet i stedet, hvilket dermed vil gøre det sværere at få lov til at komme på ordningen.
Jeg har fuld respekt for DA’s ønske om at sikre arbejdsudbuddet. Det er vigtigt. Men kære venner. Jeg tror, vi trænger til en god snak.
For der er altså bedre måder at nå målet på end at svække seniorpensionen i et forsøg på at vride mere arbejdsevne ud af nedslidte mennesker.
Og ja, måske vil I synes, at de metoder, jeg kommer ind på her, ligger i den ”blødere” ende. Men det betyder ikke, at de ikke virker.
Stress koster milliarder i tabt arbejdstid
Tal fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) viste for nyligt, at stress koster arbejdsgivere i Danmark 16,4 milliarder kroner i tabte arbejdstimer. Hvert år. Eller som NFA påpeger: Hvad der svarer til intet mindre end 37.335 fuldtidsansatte.
Tænk et enormt potentiale, der ligger, hvis vi som samfund bliver bedre til at forebygge og bekæmpe stress!
Jeg er helt med på, at stress ikke er et problem, man kan trylle væk med et fingerknips. Men god ledelse er helt afgørende, hvis det skal lykkedes.
NFA’s analyse understreger med al ønskelig tydelighed, at det betaler sig
Et godt psykisk arbejdsmiljø kræver, at chefen stiller realistiske krav, for risikoen for stress og sygemelding er lige om hjørnet, når arbejdsbyrden bliver ved med at være alt for stor og arbejdsrelationerne igen og igen er konfliktfyldte.
Uddannelse af ledere, et skarpt øje på balancen mellem arbejdsopgaver og ressourcer og stresspolitikker er et godt sted af starte.
NFA’s analyse understreger med al ønskelig tydelighed, at det betaler sig. Gevinsterne bliver kun endnu større, hvis man zoomer ud og tænker i, hvad der sker, hvis vi i styrker indsatsen for et godt arbejdsmiljø – psykisk og fysisk – i det hele taget.
Og i den indsats har man som arbejdsgiver et helt særligt ansvar.
Den rigtige ende af værktøjskassen
Vil man have flere til at arbejde mere, handler det om at skabe arbejdsliv, som man kan holde til – og har lyst til – at blive ved med at være i.
Hvis kroppen er slidt i stykker, eller hovedet skriger stop, er det svært at samle kræfterne til at fortsætte. Men det er ikke den eneste faktor i ligningen.
Hvad kunne der ikke ske, hvis vi sammen fik indført større og mere udbredt fleksibilitet i den sidste del af arbejdslivet?
Bedre muligheder for at trappe ned og mere frihed er oplagte veje til at give flere mod på at tage en ekstra tørn
Eksempelvis er det ingen naturlov, at det absolut altid skal hedde enten 37 timer eller ingenting.
Bedre muligheder for at trappe ned og mere frihed er oplagte veje til at give flere mod på at tage en ekstra tørn.
Og mon ikke også bedre forhold for seniorer vil kunne have betydning for, hvor mange der vælger at stemple ud af arbejdsmarkedet før tid for egne penge?
Som det fremgår i 2030-planen, vurderer Finansministeriet i sine langsigtede fremskrivninger, at vi vil gå fra cirka 6.000 selvpensionerede mellem 60 år og folkepensionsalderen i 2022 til omkring 25.000-30.000 i årene 2040-2050 – svarende til “op mod 10 procent af de tre årgange lige under folkepensionsalderen”.
Jeg er ikke ude på at komme med løftede pegefingre overfor de mennesker, der vælger den vej. Derimod er min pointe, at det er de færreste, der har råd til at gøre det.
Så det handler om at dykke ned i den rigtige ende af værktøjskassen i stedet for igen-igen at gribe efter pisken
Og at det er socialt skævt og urimeligt at trække tæppet væk under fødderne på de mennesker, som har brug for at trække sig tilbage, men ikke er økonomisk privilegerede nok til at kunne gøre det uden et sikkerhedsnet.
Så det handler om at dykke ned i den rigtige ende af værktøjskassen i stedet for igen-igen at gribe efter pisken.
De gulerods-løsninger vil vi hellere end gerne være med til at finde.
Derfor ser vi også frem til at drøfte værdig tilbagetrækning, og hvordan vi gør det mere attraktivt for seniorer at blive på arbejdsmarkedet, i de kommende trepartsforhandlinger.
Kommentarer
Så længe arbejdsgiverne ikke gider ansætte dem over 60, må den logiske konklusion jo være, at arbejdsgiverne (med undtagelser, selvfølgelig) nok alligevel ikke har så meget brug for dem, der vælger at gribe senior- eller arne-pensionen.
Præcis!
Efter at jeg var fyldt 50 modtog jeg det ene afslag efter det andet på mine jobansøgninger, samtidig med at jeg i avisen kunne læse, at nationen standede i våde på grund af manglende ledige hænder.
Der er en grund til, at vi er så mange, der ikke tror hverken politikerne eller journalisterne over en dørtærskel. Når man gentagne gange har fået at vide af mennesker helt tæt på ansættelsesprocedurerne, nemlig dem, der kunne ansætte dig, at der ikke er brug for éns arbejdskraft, er det jo svært at fæste lid til, hvad mennesker fjernt fra betongulvet går og synes.
Jeg gætter på, at Danmark har en reel mangel på specialuddannede arbejdere og mellemledere: Specialarbejdere, ingeniører, sygeplejersker, den slags. Men fordi magthaverne og deres talsmænd i pressen ikke skelner mellem forskellige jobbeskrivelser, og i stedet blot rubricerer det alt sammen under overskriften "arbejde", forsøger jobcentrene så rask væk at hæve udbuddet af arbejdssøgende uden hensyntagen til folks kvalifikationer.
Jeg kan håndtere en skovl, men jeg har ingen forstand på sygepleje. Alligevel skulle jeg og min skovl aktivt stå til rådighed for et arbejdsmarked, som skreg på sygeplejersker, men ikke havde brug for endnu en gammel mand med en skovl.
Det er sgu da hul i hovedet!
Jeg er bange for, at vi alle er til grin for en neoliberal skrøne. Kapitaladelen og deres håndgangne mænd på tinge binder os en røverhistorie på ærmet, hvis egentlige sigte ikke er en reel bekymring for Danmarks økonomi, men et langt forsvar for udbygning og bevarelse af egne privilegier gennem øget ulighed.
Landets sociale kontrakt, når det kommer til fordeling af produktionens værdi, bygger på ideen om, at når virksomhederne forlods ejer alt, hvad der produceres, er det prisen for en effektiv ledelse, hvorefter vi må tolerere, at værdiskabelsen i virksomheden først viderefordeles til medarbejderne gennem løndannelsen i arbejdsmarkedet. Hele denne kontrakt hviler således på, at der dannes rimelige overenskomster, hvor lønnens størrelse, helt som prisen på andre goder i markedet, afgøres af udbud og efterspørgsel, og i rimelig grad afspejler det forhold, at det er lønmodtagerne og ikke aktionærerne, der gennem deres arbejde generer værdierne.
Allerede her ligger kimen til en central interessekonflikt, for det man ikke behøver at betale i løn bliver jo til formue hos aktionærerne.
Den anden store komponent om godernes fordeling, hviler på i hvilken grad staten spiller en rolle, ved at opkræve skatter og sørge for ydelser, der i fælles interesse ikke er afhængig af indkomst, men sikrer den betjening af borgerne, der er nødvendig, når man tillige har vedtaget et juridisk system der definerer, at privat ejendomsret i praksis fratager de fleste borgere muligheden for at ernære sig selv, hvis de ikke lige netop er privat ansatte.
Det er i lyset af denne sociale kontrakt, man derfor skal bedømme det aktuelle slagsmålet om at menigmand skal arbejde mere og arbejde som den nye valuta.
Hele fortællingen om øget arbejdsindsats som vor tids valuta bygger på den opfattelse, at vi mangler arbejdskraft.
Men da vi jo fungerer med et arbejdsmarked, er ligevægten i markedet, som for ethvert andet produkt, defineret af prisen. På alle andre områder vil mangel på et gode udjævne sig ved at prisen stiger.
Ideen om at vi mangler arbejdskraft er derfor et helt andet, end vi bildes ind, det handler ganske enkelt om, at lønnen er for lav.
Når lønnen er for lav, er det fordi der en kunstig frembragt lav løn som følge af markedsmanipulering, der især i de seneste 40 år, har forvredet løndannelsen og i perioden fra (Reagan, Thatcher ”filosofien om Trickle down) 1980 til nu har forringet i ginikoefficienten i Danmark fra 0,22 til 0,303.
Metoden fremføres bl.a. her af DA, men faciliteres af DA’s lakajer på tinge, ved stadige krag om udbudsreformer, der jo har den virkning, at arbejdsudbudet skal øges kunstigt, gerne for at sænke den markedsbestemte løn. Det seneste vilde forslag i den retning er fremsat af Løkke, med ideen om at importere 50.000 keynianere, hvilket vil være en bastant lønsænkende foranstaltning.
Dette ligger i direkte forlængelse af, hvad der i de senere år er foregået, I den seneste opgørelse ser vi, at antallet af udenlandsk arbejde er oppe på at udgøre 12% af arbejdsstyrken, hvilket med en arbejdsstyrke på 3 millioner svarere til 360.000 personer. Det viser jo, at den sociale kontrakt kun gælder lønmodtagerne. Solidariteten går sjældent den anden vej.
Men kan lønnen så bare være højere? Men det kan den, hvis vi var et samfund uden øer af ejeglade enkeltpersoner, der bare frit udnytter arbejdskraftens og kapitalens frie bevægelighed i EU, og som f.eks. gennem løkkes forslag søger den udvidet til hele verden.
Hvad sker der hvis arbejdsmarkedet fungerede uden manipulering med arbejdsudbudsreformer.
1. Hvis løndannelsen var fri, ville lønnen stige indtil der er balance mellem udbud og efterspørgsel.
2. På den måde ville en større del af værditilvæksten tilfalde lønmodtagerne og fordeles i samfundet
3. De ringeste virksomheder, der ikke kan betale den højere løn, vil lukke og frisætte medarbejdere til de
effektive områder, indtil markedsbalance er nået (sund oprydning).
4. Som det er sket i den seneste 100 år, vil man her gennem effektiviseringer øge produktionens værdi i
samfundet, samfundet og borgerne bliver rigere.
5. Den øgede lønsum ville øge statens indkomstskat, og skabe større råderum til statslig aktivitet, hvor
nytteværdien heraf er signifikant fordelagtig.
6. En del af den øgede rigdom kan efter politisk ønske veksles til øget fritid og lykkelige borgere.
7. Føjer man til dette skat på forurening, leddeløst resurseforbrug, naturødelæggelse, vil markedet
medvirke til opnåelse af en bæredygtig produktion, især hvis man også trimmede markedet for stadig øget
manglende konkurrence med overnormale profitter, kunstigt efterspurgte produkter, der produceres 10
gange medens 1 gang kunne være nok (tøjbjergene).
8. Det offentlige arbejdsmarked kunne indjusteres efter det markedsbestemte lønniveau, frem for det
politisk definerede, hvorved personalemanglen ville forsvinde.
Den eneste hindring for den sande udbudsreform er fjernelsen af industriens markedsmanipulation i forsøget på at kapre en stadig større del af værditilvæksten.
Siger nogen så, hvad med konkurrenceevnen? vil jeg sige. Sådan har udviklingen hidtil gjort os rige i Danmark i en lang årrække med succes. Vi har før fløjet med humlebien. Med lidt omhyggelighed og begavelse og især god vilje er det stadig vejen frem. Problemet er bare, at Erhvervseliten ikke for deres spærrede udsyn af grådighed kan indse, at deres felttog skader dem selv. Og det gælder åbenbart nu også Mette Frederiksens uforskammede retorik.
Den dag statsministeren går mere op i farven på sin neglelak i kombination med valget af tøjets form og farve i forhold til dagens presseopbud, ja, da kommer tvivlen på hendes ægte kærlighed til Arne til at blive afgørende i ugens meningsmålingstal!
Kaldet der vist hed forargelsen eller indignationen over uligheden i barnets Ålborg er udskiftet med udsigt til klækkelige pensioner og favorable lønningstilbud fra diverse organisationer og private virksomheder der vil maksimere virksomhedens omsætning og overskud via den midaldrende kvindes aftapning af det opbyggede netværks mælk og honning!
Nogle kalder det sund fornuft for sig og sine!
Andre der endnu ikke har fået snabelen ned i honningdejen bruger sprogets værste gloser!
Og atter andre kalder det moderne erhvervskvinder og karrierejagt!
Det moralske og religiøse vås om min næste! Ja, det jyske bibelbælte eksisterer knap nok på den jyske højderyg der vil overleve syndfloder, tørke og gylleforpestning måske et par årtier længere end Jomfru Ane Gades fest-piger, der går på selvvalgt tidlig selvpensionering!
Hvorfor?
Fordi de kan!
Sådan må det være! Sådan skal det være!
Eller som pladesmeden der havde slebet middel og overklassens biler i fem årtier udtrykte det:
Der er ingen i folketinget som jeg kan stemme på næste gang!
Ingen som man kan stole på!
“hvornår blev arbejdsudbud noget, som kun kan vrides ud af de mest nedslidte?”
Svaret lyder i sin enkelthed:
Da Mettes neglelak og tøjvalg blev det afgørende på Christiansborg!
Sådan er det! Sådan må det være! Sådan skal det være!
At bryde den sociale arv!
Lakmusprøven er kvinders røde neglelak! Kvinders blå neglelak!
Og alle nuancerne der imellem!
Man kan se kvindens stolthed hver gang hun entrerer!
Det sidder lige i skabet!
Stilisten og kvinden derinden-i er i genklang!
At ordene der kommer ud af munden handler om mennesker er for længst gået fløjten!
CVet, fremtoningen, den næste “kontrakt”!
Tak. Tak for at lytte til os i fagbevægelsen og skabe mere ro om mulighederne for tilbagetrækning. Det er tiltrængt.
DA skulle tage at tillære / efteruddanne vore egne ledige, så de kan komme igang...
Men DA sidder på hænderne, og gør ingenting, andet end at råbe op...
Manglen på arbejdskraft udløser åbenbart et ønske hos DA om at forringe vilkårene for en lang række mennesker. Der er ikke noget overraskende i det når det kommer fra DA, men jeg kan alligevel ikke lade være at undre mig over at netop DA tror at lav pris giver mere kvalitet. De burde da stå for: Kvalitet og pris hænger sammen!! Og bare som eksempel: der findes i DK 200.000 mennesker som har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen, som på ingen måde tilbydes tilstrækkelig hjælp - hvis de fik tilstrækkelig kvalificeret hjælp ville en stor del af dem på sigt kunne arbejde - om ikke andet så på deltid, og de særlige kompetencer du har opnået fordi de har været udsat for noget andre ikke bliver udsat for og dermed er i besiddelse af en viden andre ikke har ville, ud over at de kunne være deltagende borgere på arbejdsmarkedet, også blive tilgængelig kompetencer på arbejdsmarkedet. Derud over ville man få hjulpet de som ikke formår at komme på arbejdsmarkedet til et langt bedre liv end det de har i dag. I mine øjne er det et perspektiv som et langt mere attråværdigt end ønsket om at straffe dem som ikke kan komme på arbejdsmarkedet og tvinge dem som kan til nød kan til en elendig indsats og et elendigt liv. Jeg syns ærlig talt det er på tide at også DA reviderer deres oplevelse af hvilken rolle velfærdsydelser har, også for et sundt erhvervsliv.