Kære DA, hvornår blev arbejdsudbud noget, som kun kan vrides ud af de mest nedslidte?

Nogle dage lander en god nyhed, der får mig og mine kolleger i HK til at ånde lettet op på rigtig mange menneskers vegne.

Og det var lige netop, hvad der skete, da finansminister Nicolai Wammen i forbindelse med præsentationen af regeringens 2030-plan meldte ud, at regeringen har skubbet Arne Plus-ordningen af bordet og dropper sine planer om at forringe seniorpensionen.  

Tak. Tak for at lytte til os i fagbevægelsen og skabe mere ro om mulighederne for tilbagetrækning. Det er tiltrængt.  

En velkendt sang om seniorpensionister 

Men ikke ret længe efter regeringens fredning af seniorpensionen var Dansk Arbejdsgiverforening på pletten med et ærgerligt – men ikke så overraskende – budskab:  

"Det er en ordning, der trækker for mange ud af arbejdsmarkedet, som vi kunne gøre brug af,” udtalte administrerende direktør Jacob Holbraad til A4 Medier.  

Derfor opfordrer DA til at ændre seniorpensionen. Som reglerne er i dag, skal man som seniorpensionist opfylde et krav om en arbejdsevne på maks. 15 timer om ugen – målt ud fra seneste job.

Men kære venner. Jeg tror, vi trænger til en god snak

Men DA ønsker, at arbejdsevnen skal vurderes op imod hele arbejdsmarkedet i stedet, hvilket dermed vil gøre det sværere at få lov til at komme på ordningen.  

Jeg har fuld respekt for DA’s ønske om at sikre arbejdsudbuddet. Det er vigtigt. Men kære venner. Jeg tror, vi trænger til en god snak.

For der er altså bedre måder at nå målet på end at svække seniorpensionen i et forsøg på at vride mere arbejdsevne ud af nedslidte mennesker.  

Og ja, måske vil I synes, at de metoder, jeg kommer ind på her, ligger i den ”blødere” ende. Men det betyder ikke, at de ikke virker.  

Stress koster milliarder i tabt arbejdstid 

Tal fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) viste for nyligt, at stress koster arbejdsgivere i Danmark 16,4 milliarder kroner i tabte arbejdstimer. Hvert år. Eller som NFA påpeger: Hvad der svarer til intet mindre end 37.335 fuldtidsansatte.  

Tænk et enormt potentiale, der ligger, hvis vi som samfund bliver bedre til at forebygge og bekæmpe stress!  

Jeg er helt med på, at stress ikke er et problem, man kan trylle væk med et fingerknips. Men god ledelse er helt afgørende, hvis det skal lykkedes.

NFA’s analyse understreger med al ønskelig tydelighed, at det betaler sig

Et godt psykisk arbejdsmiljø kræver, at chefen stiller realistiske krav, for risikoen for stress og sygemelding er lige om hjørnet, når arbejdsbyrden bliver ved med at være alt for stor og arbejdsrelationerne igen og igen er konfliktfyldte.

Uddannelse af ledere, et skarpt øje på balancen mellem arbejdsopgaver og ressourcer og stresspolitikker er et godt sted af starte.

NFA’s analyse understreger med al ønskelig tydelighed, at det betaler sig. Gevinsterne bliver kun endnu større, hvis man zoomer ud og tænker i, hvad der sker, hvis vi i styrker indsatsen for et godt arbejdsmiljø – psykisk og fysisk – i det hele taget.  

Og i den indsats har man som arbejdsgiver et helt særligt ansvar.  

Den rigtige ende af værktøjskassen 

Vil man have flere til at arbejde mere, handler det om at skabe arbejdsliv, som man kan holde til – og har lyst til – at blive ved med at være i.  

Hvis kroppen er slidt i stykker, eller hovedet skriger stop, er det svært at samle kræfterne til at fortsætte. Men det er ikke den eneste faktor i ligningen.  

Hvad kunne der ikke ske, hvis vi sammen fik indført større og mere udbredt fleksibilitet i den sidste del af arbejdslivet?

Bedre muligheder for at trappe ned og mere frihed er oplagte veje til at give flere mod på at tage en ekstra tørn

Eksempelvis er det ingen naturlov, at det absolut altid skal hedde enten 37 timer eller ingenting.  

Bedre muligheder for at trappe ned og mere frihed er oplagte veje til at give flere mod på at tage en ekstra tørn.

Og mon ikke også bedre forhold for seniorer vil kunne have betydning for, hvor mange der vælger at stemple ud af arbejdsmarkedet før tid for egne penge? 

Som det fremgår i 2030-planen, vurderer Finansministeriet i sine langsigtede fremskrivninger, at vi vil gå fra cirka 6.000 selvpensionerede mellem 60 år og folkepensionsalderen i 2022 til omkring 25.000-30.000 i årene 2040-2050 – svarende til “op mod 10 procent af de tre årgange lige under folkepensionsalderen”.  

Jeg er ikke ude på at komme med løftede pegefingre overfor de mennesker, der vælger den vej. Derimod er min pointe, at det er de færreste, der har råd til at gøre det.

Så det handler om at dykke ned i den rigtige ende af værktøjskassen i stedet for igen-igen at gribe efter pisken 

Og at det er socialt skævt og urimeligt at trække tæppet væk under fødderne på de mennesker, som har brug for at trække sig tilbage, men ikke er økonomisk privilegerede nok til at kunne gøre det uden et sikkerhedsnet.  

Så det handler om at dykke ned i den rigtige ende af værktøjskassen i stedet for igen-igen at gribe efter pisken.  

De gulerods-løsninger vil vi hellere end gerne være med til at finde.

Derfor ser vi også frem til at drøfte værdig tilbagetrækning, og hvordan vi gør det mere attraktivt for seniorer at blive på arbejdsmarkedet, i de kommende trepartsforhandlinger.