Den moralske retorik er binær. Den egner sig til krig og konflikt og inddeler verden i de gode og de onde. Men den risikerer også at sætte fornuften ud af kraft. Konsekvenserne kan blive katastrofale.

Som vi ved, er Ruslands invasion af Ukraine et brud på folkeretten. Ukraine er derfor i sin gode ret til at forsvare sig og bede andre om hjælp.

Folkeretten er da også udgangspunktet for de våbenleverancer fra Vesten, der har gjort landet i stand til at tage kampen op med de russiske styrker.

Nogen forklaring på krigen giver folkeretten os dog ikke. Vi kan alene konstatere, at Rusland med sin brutale invasion ikke har overholdt FN-pagtens forbud mod angreb på et andet land.

Det er selvfølgelig forkasteligt i sig selv.

Men hvis vi skal forstå, hvad der drev præsidenten for verdens største atommagt til at indlede et militært angreb på et europæisk naboland og risikere en konfrontation med Vesten, må vi afdække sagens substans og søge en forklaring hinsides ordlyden af international lov.

Vi må gå tilbage i tiden og nærmere undersøge såvel indre forhold i Ukraine og Rusland som relationen mellem de to stater; og også se nærmere på den globale og geopolitiske sammenhæng som sætter rammen for det hele.

Der er brug for studier og diskussioner med plads til analytisk dybde og historisk indsigt.

I strid med folkeretten

Grundighed er dog ikke en populær sportsgren i den offentlige debat og slet ikke på de såkaldte sociale medier. For de fleste er det nok og nemmere at tage udgangspunkt i invasionen som den indiskutable overtrædelse af folkeretten.

På den måde kan skylden for det hele hurtigt placeres og den lovlydige part skelnes fra den lovløse: Ukraine er det voldsramte overfaldsoffer, mens Rusland er den voldelige gerningsmand.

Dermed ved vi også, hvem der er den gode, og hvem der er den onde. Og derfor kan statsminister Mette Frederiksen stolt kalde Ukraines præsident Zelenskyj for sin ven, mens Politiken på lederplads kan sammenligne Ruslands præsident Putin med en desperat rotte.

Kun polariseringen er tilladt

Den binære retorik, der her genoplives, føler vi os hjemme i: ”Either you are with us, or you are with the terrorists”, sagde USA’s præsident George W. Bush tilbage i 2001 efter angrebet på World Trade Center.

Dengang som nu lægger retorikken ikke op til diskussion, men er designet til konfrontation; for i den binære verden findes der ikke noget kompromis.

Borte med blæsten

Alt er enten sort eller hvidt, mens nuancerne er borte med blæsten. Kun polariseringen er tilladt. Verden kan inddeles i dem og os, de skyldige og uskyldige, gerningsmænd og ofre.

Den binære logik kræver ikke begrundelse. Det onde er så tydeligt, at det gode giver sig selv, hvorfor ingen af delene er nødvendige at begrunde.

Enhver reel politisk diskussion om ukrainekrigens baggrunde, årsager og alternative løsningsmuligheder fortrænges.

Vi kan også tilskrive russerne risikoen for atomkrig

Tøven og eftertænksomhed betragtes som eftergivenhed over for fjenden; man skal vælge imellem de to modpoler, men man skal ikke bevæge sig imellem dem.

Med afsæt i bruddet på folkeretten etableres således en stærk moralsk diskurs. Den moralske fordømmelse af Rusland betyder, at vi kan tilskrive russerne alt det, vi selv gør.

Vores leverancer af kampvogne, missiler og F16-fly er blot svar på deres ondskab. Hvis vi ikke leverede, ville vi jo give efter for ondskaben.

Vi kan også tilskrive russerne risikoen for atomkrig. Som i efteråret 2022 da krigen gik godt for Ukraine, og vi stødte på det, som den tidligere amerikanske forsvarschef general Mark A. Milley døbte ”atomparadokset”; altså at jo bedre det går for Ukraine, desto større bliver risikoen for, at Rusland vil bruge atomvåben.

Krigens logik

Som lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen dengang sagde det: ”Selvfølgelig vil de [russerne] benytte atomvåben, hvis det er deres sidste udvej for at undgå at miste Donbas og Krim. Folk, der siger andet, forstår hverken krigens eller russernes logik.” (Magasinet Ræson, 11. august 2022).

Denne risiko bagatelliserede de vestlige politikere som noget nær en tom trussel, vi ikke måtte give efter for. I dag ved vi, at den amerikanske regering faktisk forberedte sig på et russisk atomangreb i Ukraine i oktober 2022.

Ifølge New York Times fra den 9. marts i år havde amerikanerne opsnappet højklassificeret kommunikation, der kunne tyde på, at præsident Putins trusler om brug af atomvåben i Ukraine måske ville blive omsat i en operationel plan.

Risikoen forsvandt derimod ikke, fordi Vesten ændrede kurs

Præsident Biden betroede således en lille kreds af demokratiske donorer, ”at for første gang siden Cubakrisen har vi en direkte trussel om brugen af et atomvåben, hvis tingene faktisk fortsætter ad den vej, de hidtil er gået."

Den umiddelbare risiko for brug af atomvåben drev over, da russerne stoppede den ukrainske fremmarch og igen selv kom i offensiven.

Risikoen forsvandt derimod ikke, fordi Vesten ændrede kurs. Tværtimod forsøgte vores egne politikere at støtte en ny ukrainsk offensiv, som - jf. Milleys ”atomparadoks” – jo igen ville have øget risikoen for russisk brug af atomvåben. Men kunne de gøre andet? 

Nej, politikerne var for længst blevet indfanget af deres egen binære retorik og kunne kun handle i overensstemmelse hermed.

Viljen til at tage ansvar

Med krigen i Ukraine bevæger Europa sig på en knivsæg. At Ruslands invasion er i strid med folkeretten, er uomtvisteligt.

At den russiske krigsførelse har været brutal og kostet mange liv er også hævet over enhver tvivl. Der er således moralske grunde nok til at fordømme præsident Putins handlinger og gå imod dem.

Men, som den tidligere tyske præsident Gustav Heinemann engang sagde, ”moral begynder med viljen til at tage ansvar”. Og politikernes ansvar er at undgå en eskalering af krigen og beskytte de europæiske lande og befolkninger.

Men dertil er deres hidtidige binære og moralske retorik dårligt egnet. For det er ikke nok at have ret, når man står over for en modstander med atomvåben.

Ord og handling påvirker hinanden

For uanset hvor megen ret man måtte have, så har modstanderen med sine atomvåben stadig tilstrækkelig magt til at ødelægge alt.

Ord og handling påvirker hinanden. Vores tankemønstre får ikke alene retorisk men også praktisk betydning.

Og når en moralsk og binær diskurs erstatter en nøgtern og realpolitisk analyse, afspejler dette sig også i vores handlinger.

Vi træffer beslutninger, der nok tilfredsstiller vores moralkodeks, men som i virkelighedens verden risikerer at føre os fra asken og i ilden.