Forleden kom jeg til Odesa med nattoget fra Kyiv. Min medpassager i kupéen, Oleksiy, betroede mig, at flytter man fra provinsen til Kyiv, er det, fordi man har fart på karrieren. Men rykker man fra Odesa til Kyiv, er det fordi, man er en decideret taber

Det første syn, der møder mig, da jeg søvndrukken træder ud af byens imposante hovedbanegård, er en flok kommunalarbejdere, der fjerner graffiti.

Det er et billede på Odesas insisteren på at fastholde en grad af normalitet. Uanset byen de seneste uger har været udsat for de hårdeste bombardementer, siden krigen startede.

Med droner har man nogle få minutter til at gå i dækning. Med missiler går der omtrent 1 minut fra alarmen lyder, til missilet slår ned.

Der er kun 275 km fra Krim, hvorfra disse angreb orkestreres, til Odesa. Mine venner fortæller, at ofte lyder luftalarmen først efter, at missilet har ramt.

Der er en blanding af en fatigue og modstandsvilje og kampkraft i byen. I denne anarkistiske, vilde og frie by.

Odesa er helt afgørende for udfaldet af krigen. Ikke alene for Ukraine, men også for det lille naboland Moldova.

Lykkes det russerne at erobre Odesa og dermed etablere et brohoved til Moldova er landets skæbne besejret.

Foråret er bittersødt

Odesa bliver ikke smukkere end lige nu. Nyudsprungne blomster og springvand overalt. Langs gaderne med toppede brosten står platan- og kastanjetræerne i blomst.

Beliggenheden ved havet giver byen en friskhed. I horisonten kredser mågerne over Sortehavet.

Men foråret er bittersødt. 70 procent af Odesas indbyggere har forladt byen siden invasionen.

På overfladen går livet videre i Sortehavets perle, som Odesa også kaldes.

Det blev en fest med knald på kostumernes farver

Vi går i teateret i det spektakulære operahus, hvor jeg forleden så premieren på operaen 'Don Pascale'.

Inden forestillingen blev vi instrueret i, hvorledes vi kan gå i beskyttelsesrum, hvis luftalarmen går. Varer alarmen mere end en time, får vi billetten refunderet. Denne aften blev forestillingen gennemført uden afbrydelser.

Det blev en fest med knald på kostumernes farver. I slutscenen vakte en vaskeægte vovse - en beagle - vild jubel.

I Philharmonic bygningen - et arkitektonisk mesterværk af Alexander Bernadazzi - står der rock- og klassiske koncerter på plakaten.  

I et hjørne af City Park reciterer en troubadour tilsyneladende digte. Mit ukrainske er rustent, og jeg får forklaret, at troubadouren hylder livet.

Han fortæller, at solen vil skinne på Ukraine. At de rød-gule sporvogne altid vil skramle gennem Odesas gader. Alt det hele nok skal gå.

Her er prisen for Putins krig konkret

Således opmuntret går jeg op til Katedralen, hvor jeg tidligere har søgt tilflugt på regnvåde dage.

Den blev alvorligt beskadiget ved et russisk missil angreb 23. juli 2023. Nu er den ved at blive restaureret, men er desuagtet åbnet for kirkegang og kirkelige tjenester i en slags underjordisk kirke et par etager under jorden.

Uforvarende oplever jeg en begravelse. En yngre mand faldet ved fronten. Liget bliver båret ind i en åben kiste. De nærmeste pårørende og kirketjenere tildækker afdøde med røde og hvide roser. Kæresten og moderen kærtegner ham grådkvalt en sidste gang, kysser ham på panden.  

Der bliver omdelt servietter og stearinlys. Her er prisen for Putins krig konkret.

Livet skal leves

Inden udgangsforbuddet træder i kraft ved midnat, plejer vi at slutte af nede ved Pusjkin-statuen på den elegante Prymorsky boulevard.

Her står den typisk på folkemusik eller akustisk guitar. Der er en trods og en stædighed i Odesa. En fandens i voldskhed.

Valeria er aktiv i en NGO. Hun forklarer: 

“Jeg får kun en ungdom. Min fremtid er her og nu. Jeg vil være ung lige nu. Hvis ikke vi insisterer på at leve livet, har russerne allerede vundet.” 

Nat efter nat bliver søvnen smadret af luftalarmer og bombardementer

Problemet med de mange luftalarmer har Valeria fundet en effektiv løsning på: Hun slår dem fra.

Men alle er bevidste om, at døden kan slå ned hvor som helst og når som helst. Nat efter nat bliver søvnen smadret af luftalarmer og bombardementer.

Der er grænser for, hvor meget selv stærk kaffe kan rette op på mistet søvn.

Blæser på verdensarven

Øverst oppe fra Potemkim-trappen - kendt fra Sergej Eisensteins filmklassiker ’Panserkrydseren Potemkin’ - kan vi beskue en havn i fuld aktivitet.

På trods af de russiske bombardementer er eksporten gennem Odesas havn lige nu næsten oppe på niveauet før krigen.

Rusland blæser på den beskyttelse, som Odesa burde nyde efter Unescos optagelse af byen på verdensarvslisten sidste år. Indtil nu er 25 arkitektoniske monumenter blevet beskadiget i det historiske centrum.

Der er et sammenhold i orkanens øje. Hjælpsomheden er stor. Paraderne er nede

Nataliya er opgivende efter de mange angreb: 

”For at sige det som det er: Jeg er ved at miste håbet". Uanset Vestens hjælp føler jeg ofte, vi er helt alene. Vore eneste ressourcer er håbet og vreden. Vore mænd dør hver dag. Eller kommer tilbage fra fronten uden arme, ben eller øjne.” 

Nataliya går fortsat til koncerter, i teateret og til opera. Men er holdt op med at bruge makeup. Den flyder ud, fordi hun græder, når hun tænker på "vore mænd, der dør hver dag for, at vi kan leve livet”.

Der er et sammenhold i orkanens øje. Hjælpsomheden er stor. Paraderne er nede. Man snakker uden videre sammen i sporvognen, i parkerne, på caféerne.

Den gængse blufærdighed og distance er en luksus, man ikke kan tillade sig her, hvor livet leves på kanten. Med bevidstheden om, at i morgen kan det være slut.

Antitesen til alt det Putin står for

Odesa er en påmindelse om, at vi aldrig må tage friheden for givet. For andre er den uopnåelig – eller kun opnåelig ved at yde de største ofre.

Odesa er antitesen til alt det, Putin står for:

Odesa er ukrainernes Paris. Antikken har altid været et ideal i Odesa. Byen inkarnerer oplysningstidens universalisme. I Odesa dyrker man handel, videnskab og kultur.

Det er en åben, tolerant, fri verdensby, med en legendarisk havn, der har sat sine spor i film, litteratur og kunst. En kosmopolitisk og eklektisk by. En smeltedigel af kulturer, religioner og etniciteter.

Der er et slør af tristesse over Odesa. Krigen rammer sind og sjæle

Der findes ikke i Europa en tilsvarende velbevaret bystruktur fra det 18. og 19. århundrede, præget af især italienske og franske arkitekter. Byens skønhed og magi er intakt.

Men under overfladen er folk slidte og trætte. Træt af krig. Der er et slør af tristesse over Odesa. Krigen rammer sind og sjæle. Som besøgende kan man nærmest registrere frygtens adrenalin.

Danmark bør selvfølgelig fortsætte sin støtte til Ukraine; den militære, nødhjælpen og den økonomiske.

Der er brug for yderligere støtte

Men vi kan og bør gøre mere. Kort efter invasionen gav statsminister Mette Frederiksen (S) grønt lys for, at frivillige kunne melde sig til den ukrainske hær.

Nogle danskere har gjort alvor af det - enkelte er også faldet i krigen. Præcist hvor mange er der ikke tal på.

Men i forståelse med de vigtigste NATO-allierede - USA naturligvis først og fremmest - bør vi snarest udsende danske tropper til Ukraine.

I øjeblikket er Ukraine ved at tabe krigen; også på grund af manglende personel. Mens Rusland har en betydelig overvægt af soldater og dertil et betydeligt rekrutteringspotentiale.

nitiativet vil ligge i naturlig forlængelse af statsministerens smukke ord om, at vi er med Ukraine hele vejen

Hvis det offentlige på den måde organiserede udsendelsen af de frivillige, ville det give indsatsen ny tyngde og legitimitet.

Der skal ikke være tale om egentlige kamptropper - det ville bruge os i direkte konfrontation med Rusland.

Opgaverne kunne være minerydning, træning af de ukrainske tropper, fælles øvelser og rådgivning.

Konkret kunne der være tale om uddannelse i brugen af de F16-fly, som Danmark inden længe leverer til Ukraine.

Initiativet vil ligge i naturlig forlængelse af statsministerens smukke ord om, at vi er med Ukraine hele vejen og at Ukraines kamp også er vores kamp…