Annonce

Med vicepræsidentkandidat bekræfter Kamala Harris arbejdervenlig kurs

I sin tid som guvernør har den nye demokratiske vicepræsidentkandidat, Tim Walz, stået for en populær, lønmodtagerfokuseret retning. På et enkelt punkt har han endda været mere socialdemokratisk end selv danske socialdemokrater
Foto: Office of Governor Tim Walz & Lt. Governor Peggy Flanagan/Wikimedia Commons
Tim Walz, Minnesotas guvernør og Det Demokratiske Partis vicepræsidentkandidat.
Normalt har amerikanske præsidentkandidater adskillige måneder til at overveje, hvem de vil vælge som deres vicepræsidentkandidat.

Men Kamala Harris, som på rekordtid sikrede sig Det Demokratiske Partis kandidatur, efter at præsident Joe Biden valgte ikke at genopstille, havde kun lige over to uger til at træffe sin beslutning. Så hektisk var beslutningsprocessen, at hendes kampagneteam angiveligt skulle have forberedt plakater med alle potentielle kandidaters navne, så de var klar, uanset hvem hun måtte vælge.

Den endelige beslutning tog hun først få timer, før navnet blev afsløret.

Til manges overraskelse faldt valget på Minnesotas guvernør, Tim Walz.

Walz var de færrestes gæt for bare to uger siden. Han kommer ikke fra en af de afgørende svingstater, som Harris skal vinde for at slå Donald Trump til november. Og uden for Minnesota var det kun journalister og politiske nørder, der havde hørt om den 60-årige tidligere gymnasielærer og football-træner, som også har en lang karriere i militæret bag sig.

I marts 2023 indførte Walz nemlig gratis morgenmad og frokost til alle skoleelever

Når valget alligevel faldt på ham, er en af grundene, at Walz har et ganske imponerende politisk cv i rygsækken - både hvad angår at vinde svære valg og at gennemføre ambitiøse progressive reformer under udfordrende omstændigheder.

Populær og progressiv

I 2006 blev Walz overraskende valgt til Repræsentanternes Hus med et kampagneteam, der primært bestod af hans egne tidligere elever. Den plads i Huset formåede han at holde fast i, på trods af at distriktet, der er domineret af hvide arbejderklassevælgere, hastigt blev mere og mere republikansk.

Selv i 2016 blev han genvalgt med en snæver margen - selvom demokraternes præsidentkandidat, Hillary Clinton, måtte se sig slået med hele 15 procentpoint i samme distrikt det år.

Og ikke helt ulig den danske jantelov skal en god minnesotaner helst heller ikke gøre stort væsen af sig

I 2018 lykkedes han så med at stige helt til tops i Minnesotas politiske landskab, da han blev valgt til guvernør. I sine knap seks år på den post har han imponeret mange demokrater ved at presse mange demokratiske mærkesager gennem Minnesotas lokale parlament, hvor demokraterne ellers kun har et enkelt mandats flertal.

Blandt de mange bedrifter kan nævnes beskyttelse af retten til abort, sikring af en række arbejdstagerrettigheder, legalisering af cannabis og store investeringer i delstatens infrastruktur. Altid med et fokus på de progressive sager, der nyder bred popularitet - også langt ind i den hvide arbejderklasse, der har forladt Det Demokratiske Parti i stimer siden Trumps entré på den politiske scene.

På i hvert fald et enkelt område kan han sågar siges at være mere socialdemokratisk end selv Socialdemokratiet herhjemme. I marts 2023 indførte Walz nemlig gratis morgenmad og frokost til alle skoleelever - en idé, som tidligere i år blev skudt ned af danske socialdemokrater.

Den lov førte denne mindeværdige seance med sig:

placeholder

De gratis skolemåltider nyder nu opbakning fra hele 70 procent af Minnesotas vælgere.

Minnesota nice

I Minnesota, som i høj grad er præget af sine mange skandinaviske efterkommere, bryster man sig ofte af at være ‘Minnesota nice’ (Minnesota-rar, red.).

At være ‘Minnesota nice’ går ud på at komme godt ud af det med alle og ikke gå med følelserne uden på tøjet. Og ikke helt ulig den danske jantelov skal en god minnesotaner helst heller ikke gøre stort væsen af sig.

Alle fløje af partiet fra den konservative senator Joe Manchin fra West Virginia til venstrefløjsikonet Bernie Sanders fra Vermont bakker op om Walz som vicepræsident

Den kontrast med Trump og hans vicepræsidentkandidat, senator J.D. Vance fra Ohio, har Walz yndet at gøre tydelig for vælgerne i de seneste uger.

Det har han gjort ved gentagne gange at stemple Trump og Vance som ‘weird’ (mærkelige, red.) med henvisning til Trumps glædesløse og storskrydende personlighed og særligt Vances ønsker om at begrænse abort og lade barnløse voksne betale mere i skat.

Hvis man er normal og ikke ‘weird’, lader Walz forstå, blander man sig nemlig uden om andre menneskers privatliv og begynder ikke at lovgive om det.

Med det refræne har han gjort stort indtryk i Det Demokratiske Parti - så stort, at alle fløje af partiet fra den konservative senator Joe Manchin fra West Virginia til venstrefløjsikonet Bernie Sanders fra Vermont bakker op om Walz som vicepræsident.

Noget tyder altså på, at Walz’ ‘Minnesota nice’ virkelig er det, der skal til for at forene partiet.

Der er selvfølgelig bare den hage, at målingerne stadig er meget tætte. Hvis Harris til november må se sig snævert slået af Trump, må hun ærgre sig over, at hun i den forhastede proces ikke valgte at have en svingstatspolitiker som eksempelvis senator Mark Kelly fra Arizona eller Pennsylvanias guvernør, Josh Shapiro, ved sin side. De har begge et lunkent forhold til fagbevægelsen og venstrefløjen, men kunne potentielt sikre sejren i deres respektive delstater.

Hvis Harris derimod bringer sejren hjem, kan lønmodtagere og progressive vælgere glæde sig over, at hun har gjort det ved at blive på den arbejdervenlige kurs, Biden er slået ind på i sin tid i Det Hvide Hus.

Og måske endda rykke den i en endnu mere målrettet progressiv retning.

Studentermedjælper på Netavisen Pio. Studerer statskundskab ved Københavns Universitet.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Håber Harris og Walz vinder, alt andet er uhyggeligt