Annonce

Arbejdernes Landsbank overholder ikke loven: “Det skal ikke gå ud over helt almindelige mennesker”

Blandt fem banker, der ikke overholder loven, viser undersøgelse fra Finanstilsynet: “Helt utilfredsstillende,” mener minister
Foto: Arbejdernes Landsbank
Arbejdernes Landsbank, hovedsædet ved Københavns Hovedbanegård
Alle borgere i Danmark har ifølge loven ret til en basal betalingskonto.

Men selvom reglerne er blevet indskærpet over for pengeinstitutterne, viser en undersøgelse fra Finanstilsynet, at fem ud af ni undersøgte banker ikke følger loven.

De fem banker er Arbejdernes Landsbank, Coop Bank, Sparekassen Sjælland-Fyn, Lån og Spar Bank og Lunar Bank.

De fem pengeinstitutter har ikke efterlevet en række krav i lov om betalingskonti. Derfor har Finanstilsynet givet påbud til bankerne.

Følgende overtrædelser har ført til påbud:

  • Sagsbehandlingsfristen på 10 dage var overskredet

  • Forkert praksis for beregning af sagsbehandlingsfristen

  • Forbrugeren har ikke modtaget en skriftlig begrundelse eller begrundelse har været utilstrækkelig

  • Forbrugeren har ikke modtaget klagevejledning

  • Manglende konkret vurdering i forbindelse med forbrugerens ansøgning

  • Ulovlige ansøgningskrav, f.eks. at forbrugeren skal have CPR-nummer for at kunne ansøge om en basal betalingskonto.

Arbejdernes Landsbank lover bod og bedring 

Det fremgår af Finanstilsynets påbud til Arbejdernes Landsbank, at banken i et antal tilfælde har overskredet ti-dages fristen, og i et antal tilfælde alene har givet kunden et mundtligt - og ikke som krævet - et skriftligt afslag.

Arbejdernes Landsbank har meddelt Finanstilsynet, at man fremover vil sikre, at afslag altid oplyses skriftligt.

På samme måde vil banken fremadrettet med en ny digital ansøgningsproces og ny central kundeenhed sikre at ti-dages fristen ikke overskrides.

“Helt utilfredsstillende”

Erhvervsminister Morten Bødskov (S) finder det “helt utilfredsstillende”, at de fem banker ikke lever op til loven: 

loven siger helt klart, at pengeinstitutterne skal hjælpe med at sørge for det

”Alle borgere har ret til en bankkonto. Og loven siger helt klart, at pengeinstitutterne skal hjælpe med at sørge for det. Derfor er det helt utilfredsstillende, at vi nu igen kan se, at det ikke sker,” siger Morten Bødskov og fortsætter:

“Jeg er glad for, at Finanstilsynet tager fat og har udstedt påbud om, at institutterne skal leve op til deres ansvar. For det skal ikke gå ud over helt almindelige mennesker, at institutterne ikke lever op til loven. Det understreger behovet for at stramme reglerne, og det er regeringen i gang med at se på.”

På baggrund af undersøgelsen vil erhvervsminister Morten Bødskov nu se på, hvordan man kan skærpe reglerne og styrke borgernes ret til en bankkonto.

De ejer Arbejdernes Landsbank

Arbejdernes Landsbank ejes langt overvejende af en række fagforbund.

Fagforbundet 3F ejer knap 33 procent af Arbejdernes Landsbank, mens Dansk Metal ejer knap 20 procent.

Fødevareforbundet NNF har en ejerandel på godt 11,5 procent.

HKs ejerandel udgør godt 10 procent, mens Fagbevægelsens Hovedorganisations ejerandel er på godt syv procent.

Kilde: Arbejdernes Landsbank 

Basal betalingskonto

  • En basal betalingskonto giver kunden mulighed for at hæve og indsætte kontanter, gennemføre betalinger med et debetkort med saldokontrol og modtage penge.

  • En bank kan som udgangspunkt ikke nægte at oprette en basal betalingskonto til en privat kunde, forudsat at ingen af undtagelserne i loven finder anvendelse.

  • Banken skal hurtigst muligt, og senest 10 arbejdsdage efter banken har modtaget en fuldstændig ansøgning, oprette en basal betalingskonto eller give et afslag. Banken skal give kunden en begrundelse for afslaget.

  • Kunder, der har problemer med at få oprettet en basal betalingskonto, kan henvende sig til bankens klageansvarlige. Kontaktmuligheden til den klageansvarlige skal ligge på bankens hjemmeside.

  • Hvis sagsbehandlingstiden har overskredet 10 arbejdsdage, kan kunden klage til pengeinstituttets klageansvarlige.

Finanstilsynet sendte senest i juli 2023 en skrivelse til alle pengeinstitutter, der indskærpede forbrugernes ret til en basal betalingskonto.

Kilde: Finanstilsynet

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Mon ikke bankerne forsøger at undgå kunder, der er kendt som "dårlige betalere" og som de kan risikere at tabe penge på, forståeligt nok.

Til en basal konto er ikke knyttet nogen form for kredit. Derfor kan bankerne ikke tabe så meget som en rød øre.

Det er ikke prangende, at Arbejdernes Landsbank og Coop Bank nægter almindelige mennesker en basal betalingskonto så de kan modtage f. eks. pension. Vi skal have en statsbank, der kan konkurrere med den umoralske og griske pengesektor.