Annonce

En æra er slut: Cevea lukker

Efter 16 år er det forbi for centrum-venstre tænketanken Cevea, som må lukke på grund af økonomiske vanskeligheder
Foto: Cevea
Mandag meldte Cevea ud, at tænketanken bliver nødt til at dreje nøglen om.

Tænketanken blev stiftet i 2008 og nåede dermed at blive 16 år, før økonomien betød, at det ikke gik længere.

Efterlader et tomrum

Bestyrelsen i Cevea melder ud, at de indstiller til at tænketanken skal lukkes.

Cevea har gennem 16 år været en stærk stemme mod ulighed

“Cevea har gennem 16 år været en stærk stemme mod ulighed, og tænketanken har formået at kompetenceudvikle og kapacitetsopbygge lige netop disse områder i blandt andet fagbevægelsen. Det er en succeshistorie, og det er sket i en grad, hvor mange forbund i dag selv varetager og driver aktiviteter, som Cevea i sin tid blev sat i verden for,” udtaler bestyrelsesformand for Cevea, Mads Samsing, ifølge en pressemeddelelse fra HK Danmark.

Han understreger dog, at lukningen af Cevea vil efterlade et stort analytisk tomrum.  

Cevea er kendt for sine analyser, kurser og den årlige konference Ulighedens Topmøde. Tænketanken har fokus på ulighed, uligeløn og geografiske skel og arbejder med forskning og formidling.

Beklageligt, men ikke overraskende

Cevea har været finansieret med midler fra fonde og en række organisationer herunder flere fagforeninger.

I en tid med øget fokus på kerneaktiviteter er det ifølge direktør for Cevea, Asbjørn Sonne Nørgaard, beklageligt, men ikke overraskende, at det også påvirker finansieringen af projekter som Cevea.

“Jeg er stolt af at have fået lov til at stå i spidsen for det sammen med et sekretariat af dygtige, dedikerede medarbejdere,” udtaler Asbjørn Sonne Nørgaard ifølge pressemeddelelsen.   

“Med lukningen sætter vi i dag et punktum for Cevea, men kun et komma for kampen for et mere lige samfund,” understreger han.

Ceveas bestyrelse har besluttet at gennemføre Ulighedens Topmøde den 15. november. Alle øvrige aktiviteter afvikles per 1. december 2024.

Der vil blive udsendt en indkaldelse til et ekstraordinært årsmøde, hvor lukningen af Cevea formelt kan gennemføres.

Emma Inge Hansen er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Det må jo være den logiske konsekvens at Cevea lukker pga manglende økonomi - Når det analytiske arbejde om uligheden idag varetages af de tidligere bidragsydere fagforbundene - Et analytisk arbejde som man kan takke Ceveas ekspertise for nu bliver ført videre og med fokus på ulighedsdebatten set med politiske centrum- venstre øjne - Men jeg mener at det er vigtigt at fagforbundene formår at stå samlet og tale med en stemme i debatten kontra Cepos den borgerlige-liberale tænketank -

En trist kendsgerning. Håber inderligt at andre fra samme politiske og analytiske ståsted vil tage over - det er vigtigere end nogensinde!. CEPOS og ligesindede må og skal ikke være uimodsagte!

Jeg har nu heller aldrig set behovet for alle disse tænketanke, det må vel for fanden være de politiske partiers opgave at udvikle politik.

Efter min opfattelse var det efterhånden også alt for lidt centrum og for meget venstre i den tænketank.

Venstre som i "V" venstre eller som i S, SF og EL. Jeg mangler en del af de tre sidste.

Nå. Jeg synes bare der er alt for lidt centrum.