Netop hjemvendt fra Udenrigspolitisk Nævns rejse til Sydkorea, Filippinerne og Japan og med det nu overståede amerikanske præsidentvalg i baghovedet, står det lysende klart for mig, at vi europæere må tage os gevaldigt sammen og selv tage et langt større ansvar for egen sikkerhed, økonomi og for demokratiets overlevelse.

Sidste udkald er nu! 

Investere i forsvar

Vi må investere markant mere i vores forsvar og i fastholdelse og styrkelse af vores alliancer. Vi må sikre, at vi styrker vores egen innovation, produktion og industri, fremfor at gøre os selv afhænge af f.eks. kinesiske varer.

Og så må vi kalde til en ny europæisk vækkelse for demokrati, menneskerettigheder og ytringsfrihed.

Skal vi have råd til denne store satsning, bliver det superhårde og svære tider i Danmark

Skal vi have råd til denne store satsning, bliver det superhårde og svære tider i Danmark. Og den krisestemning, den økonomiske ansvarlighed og nødvendigheden af svære kompromisser, som statsminister Mette Frederiksen indvarslede med dannelsen af sin nye SVM-regering i 2022, vil vise sig at være noget af det klogeste, der er foretaget i dansk politik i nyere tid.

Dem, der har hånet statsministeren og SVM for unødvendigt sortsyn, krisestemning og ikke mindst den aflyste helligdag, vil sande, at det var dem selv, der tog fejl. At lederskab er at gå forrest - også når det er svært og upopulært.

Og at adgangen til information, indsigt og forståelse af de fremtidige udfordringer i verden, kan være så asynkrone, at et lederskab – i dette tilfælde SVM-regeringen - i sin iver efter at udvise rettidig omhu og gøre det rigtige for befolkningen, ikke altid når at få forklaret sig tilstrækkeligt pædagogisk og forståeligt.

Kravet til Europa skærpes 

Vi så det tydeligt, da SVM-regeringen grundet sine dystre prognoser og hårde beslutninger kom i modvind til at starte med.

I dag står det mere klart, at Mette Frederiksen, Troels Lund Poulsen og Lars Løkke Rasmussen så rigtigt, da de dannede SVM-regeringen, samlede Danmark på midten og foretog en række af de helt nødvendige, ansvarlige, men stærkt upopulære beslutninger, som de gjorde.

Det kan vise sig, at endnu sværere beslutninger skal tages nu, hvor Danmark og Europa står mere alene. Her nytter det ikke noget at tale danskerne efter munden og foregøgle danskerne, at vi sagtens kan både blæse og have mel i munden. Der skal i stedet prioriteres hårdt.

Med valget af Donald Trump som præsident i USA, endda med flertal til ham i både Senatet og Repræsentanternes Hus, står det klart, at kravet til Europa om selv at bidrage mere til vores forsvar vil skærpes alvorligt.

Da jeg besøgte The Harritage Foundation, der har skrevet Trumps nye manual, Projekt 2025, gav de udtryk for, at vi kunne glemme alt for at slippe med to procent af BNP for at være med i Nato.

Det kan meget vel blive seks procent, ellers er det ud af Nato, sagde de. Bliver det kravet, bliver det voldsomt, og mange vil sikkert glæde sig over, hvis de kan nøjes med at arbejde på en enkelt helligdag.

Alternativet - ikke at holde sammen på Nato – er på ingen måde mere attraktivt med Ruslands aggression, der kommer stadig tættere på vores egne grænser – nu også hjulpet af den uligevægtige og impulstyrede atommagt, Nordkorea.

Øget pres

På rejsen i Østasien blev det klart for os, at de demokratiske og vestligt sindede lande på ingen måde finder det morsomt, at Nordkorea nu er med i krigen på Ruslands side.

Hvad får Kim Jong-un og hans regime til gengæld for hjælpen i Ukraine, og kan Sydkorea blive næste bombemål?

Også Kina fylder stadig mere, og det er ikke kun fordi de er ved at købe hele Afrika og forsøger sig med Grønland og Europa, nej de terroriserer også deres nabolande.

I Filippinerne så vi, hvordan kinesiske kystvagter systematisk generer de filippinske naboer ved at sejle ind i deres kystvagter og andre skibe, spule dem med brandsprøjter eller ligefrem skære hul i deres gummibåde med økser og knive.

Kina venter helt åbenlyst på, at Filippinerne enten trækker sig mere tilbage og opgiver sin kystlinje eller ved en fejl kommer til at gøre noget mere uoverlagt, så Kina med det som undskyldning kan foretage et reelt angreb på Filippinerne.

Spørgsmålet om Taiwan kender vi også kun alt for godt. Her er Kina helt fremme i skoene med trusler, og det så meget, at Trumps kommende vicepræsident, J. D. Vance, i valgkampen udtalte, at USA har langt større interesser i at støtte Taiwan (pga. produktion af afgørende mikrochips mm.) end i at hjælpe Ukraine.

Situationen i Østasien er med andre ord ildevarslende, og vi kan nærme os noget, der er uhyggeligt tæt på en tredje verdenskrig.

I Japan er der politikere, der nu diskuterer, om de skal ændre den japanske forfatning, så de kan sende våben til f.eks. Ukraine for at slås med deres arvefjender fra Nordkorea, og så de potentielt kan melde sin ind i Nato for at stå stærkere sikkerhedspolitisk.

Afhængighed af andre lande 

Også handelspolitisk og når det handler om produktion og industripolitik bør Europa vågne op. Vi har allerede mærket, hvor uheldigt det var at være for afhængige af Russisk gas, men hvad med de mange varer fra Kina?

I vores iver efter at fremme el-biler, og det er der ved Gud god grund til, har vi f.eks. overset den kæmpe fare, at den europæiske bilproduktion slet ikke er klar til at producere fremtidens elbiler, og det imens Kina har forberedt sig i årevis og nu oversvømmer Europa med el-biler, busser med mere.

Vores ellers så visionære og progressive grønne politik er med andre ord blevet en gigantisk motor for kinesisk økonomi, der i øvrigt ikke er specielt optaget af den grønne dagsorden og slet ikke af demokrati, menneskerettigheder og fred på jorden.

På samme tid trækkes tæppet langsomt væk under store hæderkronede bilfabrikker i bl.a. Tyskland, hvor hundredtusindvis af arbejdere risikerer at miste deres job.

Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, hvad den form for afmagt og frustration kan skabe af problemer for Europa.

Der er efter min mening kun en vej

Der er efter min mening kun en vej. EU må skynde sig at finde en løsning, der sikrer, at også den europæiske el-bilproduktion ikke bare holdes i live, men toptunes.

Og skal vi fra dansk side være med til at finansiere dette, bør vi selvsagt også have vores andel af arbejdspladser, innovations- og produktionsanlæg. Også i samhandlen med USA ser vi ind i helt nye udfordringer, hvis Trump lægger told på europæiske varer, som han har varslet.

Vi må vågne op nu. Vækkeuret har allerede snoozet for længe.

Europa skal efter min mening tage sig sammen og udvikle sig til en ny demokratisk, økonomisk og forsvarsmæssig supermagt. Allerhelst i alliance med USA og resten af den frie verden.

Vi skal gøre vores yderste for at holde sammen på vores alliancer. Men vi må også selv tage ansvar og bide fra os hele vejen rundt.