Mette Frederiksen kaster Det Sorte Tårn i grus

Nødvendighedens politik, udbuds-økonomisk-overherredømme og radikalt-vetoret er skrevet i historiebøgerne med ny socialdemokratisk soloregering.

Det utålmodige blik har været stift rettet mod døren til forhandlingslokalerne. Og medierne har ligget på lur med dramatiske overskrifter om ’det længste forhandlingsforløb i verdenshistorien’. Alligevel faldt det hele på plads i ro og mag. Opsigtsvækkende kedsommeligt.

Ingen revolutioner og udelukkende lidt halv ceremoniel dramatik.

Opskriften på at undgå en dødfødsel

Essensen af det, der foregik i det Sorte Tårn 2011, var en regering, der startede med at underskrive sin egen dødsdom. Afsnittet om at ”Udgangspunktet for regeringen (S, RV og SF, red.) er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand” var direkte dræbende.

Denne ene sætning udslettede ethvert islæt af socialdemokratisk arvegods og banede vejen for nødvendighedens politik. Den kom i form af massive arbejdsudbudsreformer, salget af DONG, lettelser af selskabsskatten og lærerlockouten i 2013. Af samme årsag ville både en SR-regering eller S-regering på radikal vetoret her i 2019 have været dødfødt.

Af samme årsag ville både en SR-regering eller S-regering på radikal vetoret her i 2019 have været dødfødt

I 2019 havde Socialdemokratiet, Enhedslisten og SF forstået skriften på væggen. Devisen var: Tag kampen med De Radikale eller accepter konsekvenserne. Denne gang forstod de andre partier, at djævlen ligger i detaljen, og at økonomien ikke kan afklares på en halv dag i Det Sorte Tårn. Uenighederne skulle frem og diskussionerne skulle tages i tide, så ingen bliver taget på sengen.

Ingen af de røde partier kunne leve med et massivt rødt flertal (igen) skulle basere sig på hardcore blå økonomisk politik, som det var tilfældet i 2011.

Enhedslisten trumfede De Radikale på pragmatisme

’The tables have turned’, som man siger på engelsk. Normalt tegner pressen et billede af Enhedslisten som en tvær gruppe af forandringsresistente munke-marxister, mens De Radikale helt modsat skulle udgøre den pragmatiske motor i dansk politik.

Det har særligt været ’yderfløjen’, der har søgt kompromisset, mens ’midten’ har stædigt har fastholdt deres utopier

Men denne gang har det særligt været ’yderfløjen’, der har søgt kompromisset, mens ’midten’ har stædigt har fastholdt deres utopier. Skipper sprang ud som den ansvarlige storesøster, mens Østergaard er fortsat som den vrælende lillebror.

Den kroniske trodsighed kom til udtryk i det desperate radikale krav om at øge arbejdsudbuddet med mindst 30.000 fuldtidspersoner. Det var arbejdsudbud på repeat-knappen. Et krav, som De Radikale hverken var i stand til at konkretisere eller få opbakning til blandt toneangivende økonomer. Det var selvopfattelsen fra 2011 og magtbegæret, der for en stud hjemsøgte De Radikale igen.

Drømmen om den blå økonomiske politik strandede på erfaringerne fra 2011 og den nagende radikale erkendelse af, at deres egne vælgere holder mere af børnene på Sjælsmark, verdens mest ambitiøse klimapolitik og bedre forhold i daginstitutionerne end af øget arbejdsudbud.

Fordrivelsen af Corydons onde ånd

Selvom det blev til små tre ugers tovtrækkeri, så forlader Morten Østergaard, Pernille Skipper, Pia Olsen Dyhr og Frederiksen forhandlingslokalerne, som bedre venner end de nogen kunne drømme om. De opnåede en bedre afklaring end SRSF-regeringen nogensinde kom i nærheden af i perioden fra 2011-2015.

De gabende naive amatører, som forhandlede for S og SF i Det Sorte Tårn i 2011 er blevet udskiftet af et hold af mere rodfæstede realister

Ja, der er blevet spillet med musklerne, der er blevet diskuteret højlydt, og der er blevet kompromisset som gale. Men alle partier er med og de røde nuancer har overlevet forhandlingsforløbet.  

De gabende naive amatører, som forhandlede for S og SF i Det Sorte Tårn i 2011 er blevet udskiftet af et hold af mere erfarne, politisk rodfæstede og modne realister. De kastede Det Sorte Tårn i grus og har fordrevet Bjarne Corydons onde teknokratiske ånd.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Ja, vi siger tillykke! Nødvendigheden har det som den eneste sandhed med at opløse sig i et billede af mange muligheder, Gudskelov. Alene fryden ved tanken om en forventelig mere nuanceret forståelse af realiteterne fremover er sød musik. Spøgelserne er pist væk (Corydon og Vestager). Mette Frederiksens budskab er krystalklart: Man kan nu ikke længere sidde i regeringen for sin egen skyld.

Kære Jens Jonatan Steen: Et tårn bliver ikke "kastet" i grus, det styrter i grus. Det er ikke pænt af dig at omtale Bjarne Corydon som en ond teknokrat. I 2011 led verden fortsat under den store finanskrise. Der var et stærkt behov for at konsolidere statens økonomi og sikre dansk konkurrencedygtighed på verdensmarkedet. Næste gang bliver det formentlig knap så slemt, men konjunkturerne vil vende igen, og det kan let blive i den nuværende regerings tid. Så bliver det Wammens tur til at være den følelsesstyrede del af venstrefløjens hadeobjekt. Under alle omstændigheder: Held og lykke til den nye regering.