Coronasmitte rekordhøj og tilfredshed med klimaaftale

Nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Det er dagen før dagen. I morgen skal vælgerne til stemmeurnerne og sammensætte nye kommunalbestyrelser og regionsråd. Det valg kan man læse mere om andetsted på Netavisen Pio.

Kommunalvalget betyder også, at Netavisen Pios nyhedsbrev vil komme senere tirsdag, så vi kan få de første resultater og reaktioner på valget med.

Men i dag, mandag den 15. november, kan vi i vores lille nyhedsoverblik Aktuelt berette om rekordshøje coronasmittetal, en ny klimaaftale og ballade om valgplakater i det vestjyske.


Højeste antal coronasmittede i år

Det seneste døgn er der registreret 3670 nye smittede med corona i Danmark. Det viser tal fra Statens Serum Institut.

Antallet af dagligt smittede er det højeste i 2021.

Vi skal tilbage til 18. december 2020 for at finde et højere antal daglige smittetilfælde - dengang var tallet 4508.

Fem personer er det seneste døgn døde med covid-19 i kroppen herhjemme.

I over en tredjedel af landets kommuner har i øjeblikket så meget smitte, at Sundheds- og Ældreministeriet anbefaler dem at følge en række lokale tiltag, der skal bringe smitten ned, særligt på skoleområdet.

Læs mere her.


Klimaminister tilfreds med klimaaftale

Verdens lande blev lørdag enige om en ny klimaaftale, som holder målet om at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader i live. Det skriver Energiwatch.

Det er afgørende vigtigt, mener klimaminister Dan Jørgensen (S).

"Havde vi ikke fået denne aftale, så havde det været for sent. Så havde vi ikke kunnet holde temperaturstigningen under 1,5 grader. Nu har vi stadig chancen. Nu kan vi kæmpe videre næste år allerede," siger han efter FN-mødet.

Sidste ‘huddle’ igår. Konklusion; gode fremskridt, men stadig meget der skal være bedre! Arbejdet fortsætter! #cop26 pic.twitter.com/P6JOoQOocu

— Dan Jørgensen (@DanJoergensen) November 14, 2021

Læs mere her.

 

Nye Borgerlige dropper støtte til V-borgmester

En sag om valgplakatshærværk kan få betydning for fordelingen af borgmesterposten efter valget i Skive Kommune. Det skriver DR.

Nye Borgerliges spidskandidat, Erik Mortensen, har anmeldt tildækningen som hærværk og afviser at pege på borgmester Peder Chr. Kirkegaard (V), medmindre Venstre inden i morgen ekskluderer de to unge kandidater, der stod bag.

Det har Venstre afvist, og derfor vil Nye Borgerlige i Skive pege i en anden retning efter valget. Det er måske bedst nyt for De Konservative, for Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, har forbudt sine partifæller at pege på "røde" borgmestre.

 

Kabinepersonale melder sig ind i Dansk Metal

Det er kun en måned siden, at piloterne meldte sig ind i Dansk Metal, og nu gør SAS’ kabinepersonale det samme.

Cabin Attendants Union (CAU), som repræsenterer kabinepersonalet i SAS, har på deres generalforsamling besluttet at fusionere med Dansk Metal. Det skriver fagforeningen i en pressemeddelelse.

”Vi glæder os til at blive en del af en indflydelsesrig organisation som Dansk Metal. Inden for vores branche har vi brug for, at det bliver sat på dagsordenen, hvor vigtigt det er, at arbejdspladserne bliver bevaret i Danmark, og at der skal være ordentlige løn- og arbejdsvilkår”, siger Christa Ceré, formand for CAU.

Kabinepersonalet kommer til at indgå i en ny stærk afdeling for Dansk Metal Luftfart, som også organiserer flymekanikere og piloter.

 

Manglende kontrol med arbejdsklausuler

90 procent af de danske kommuner har arbejdsklausuler, der skal sikre ordentlige forhold. Men kun 40 procent fører kontrol. Det skriver Fagbladet 3F.

"En ting er at lave arbejdsklausuler, men hvis de ikke bliver overholdt, er vi jo lige vidt, siger Gunde Odgaard, der er sekretariatschef i BAT-kartellet.

Han mener, at der skal mere kontrol til fra kommunernes side.

Læs hele historien her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er redaktionssekretær, debat-redaktør og souschef på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

Dan Jørgensen er sgu det største inkompetente fjols i Regeringen.

Så længe han er klimaminister bliver der meget bla bla bla og ikke nogen som helst handling.

Fyr dog idioten Mette!

Hold du dig hellere nede under jorden, hvor du hører hjemme.
Du har et væmmeligt og uforskammet sprog.

Hørt!

Klimaaftale:
- det er nødvendigt også at se på befolkningstilvæksten
- nogen lande (østen), 'få' biler men MANGE knallerter på olieblandet benzin; hørte engang at en knallert forurener lige så meget som 20 biler
- rumturisme (i vækst?), er det ikke forurenende?
- amerikanere værdsætter stadig meget store biler

fortsæt selv ...

Jeg er ikke begejstret for Dan J., men jeg tror faktisk at han har gjort hvad der var muligt på topmødet.

Annonce